Japansk sonde skyder mod asteroide og samler stumperne op
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Japansk sonde skyder mod asteroide og samler stumperne op

Det går godt for japanerne i rummet, hvor de igen har haft succes med deres asteroide-jæger, Hayabusa2.

Nu har sonden gennemført en af sine sværeste missioner og udført endnu en landing på asteroiden Ryugu for at affyre et såkaldt tantal-projektil, der vejer 5 gram og er 10 mm langt.

Billeder sendt fra Ryugu, der befinder sig over tre et halvt års rejse ude i rummet, viser, at manøvren hvirvlede støv og sten op, som rumsonden – forhåbentlig – har indfanget i et metalrør.

Om Hayabusa2 reelt indfangede materiale, ved teknikerne ved den japanske rumfartsorganisation Jaxa først med sikkerhed, når sonden vender tilbage til Jorden med prøven i slutningen af 2020. Men oddsene for, at der er asteroide-sten i kassen, er gode, for det er anden gang, at Hayabusa2 indsamler materiale fra Ryugu ved at lande og affyre et tantal-projektil.

Læs også: Japan lander to rovere på asteroide

Derfor var det også svært for de japanske rumingeniører at beslutte, om de skulle forsøge med endnu en landing, da de formentlig allerede havde indsamlet materiale og ikke ville miste det. Jaxa tog dog chancen, men valgte en mere forsigtig manøvre end først planlagt.

Den oprindelige tanke var nemlig, at Hayabusa2 skulle foretage sin anden landing i et krater, som sonden i april skabte ved at affyre et kraftigt kobber-projektil på 2,5 kilogram mod asteroiden med 1.050 km/t. En prøve fra det krater ville have givet forskerne et dybere kig ned under overfladen, men vurderingen fra Jaxa var, at en landing i krateret ville være for risikabelt, så et landingssted 20 meter nord for krateret blev valgt i stedet.

Illustration: Mi Grafik / Lasse Gorm Jensen

Hayabusa2 begyndte sin nedstigning i onsdags fra sin faste position 20 km over Ryugu og nærmede sig langsomt asteroiden, indtil den fik kontakt med hvid markør, som var blevet sendt ned på Ryugu forinden for at lede Hayabusa2 til landingsstedet.

Sådan så det ud, sidste gang Hayabusa2 landede på Ryugu:

Hayabusa2 har allerede sendt to mindre rovere ned på overfladen af Ryugu for at udføre målinger, og japanerne har en sidste rover med i bagagen, som skal sendes ned på Ryugu, før Hayabusa2 vender hjem med sin last.

Sidste gang, japanerne fik en asteroide-jæger hjem til Jorden, var det lidt af en nedtur at åbne bagagen, da de kun fandt ganske lidt støv fra asteroiden Itokawa. Støvet var dog tilstrækkeligt til at vise, at asteroiden indeholdt vand. Når Hayabusa2 kommer hjem, er håbet, at den vil afsløre detaljer om solsystemets fødsel.

Se streaming af hele missionen her:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først