Japansk firma vil genanvende 7000 ton elbilbatterier årligt

Illustration: Recell

Sumitomo Metal Mining, der blandt andet leverer elbilbatterier til Tesla Motors, vil nu også være med på bølgen om at genanvende brugte elbilbatterier.

Udmeldingen kommer i det japanske nyhedsmedie Nikkei Asia, hvor firmaet hævder at være de første i verden med en helt ny process til at genbruge batterierne. Præcis hvad den proces består i er der endnu kun få oplysninger om, men der er ikke tale om at bruge kemikalier som konkurrerende aktører, herunder de japanske konkurrenter JX Nippon Mining & Metals og Umicore.

Læs også: Det store batterikapløb er skudt i gang – det handler om arbejdspladser og teknologi

Sumitomo Metal Mining vil derimod knuse batterierne og opvarme det resterende “pulver”, mens de skruer på ilttilførslen. Det skulle gøre det muligt at udvinde kobber, nikkel, kobolt og lithium.

Har især fokus på kobolt

Ifølge firmaet vil de have en genanvendelsesfabrik klar i 2023, hvor 7000 ton batterier bliver behandlet hvert år. I processen vil de udvinde 200 ton kobolt fra batterier med nikkel-mangan-kobolt katoder - og den mængde er nok til 20.000 elbiler.

Læs også: Genbrugte litium-ion-batterier præsterer bedre end nye

Især kobolt-udvinding er elbilernes dårlige samvittighed, da det ofte sker i U-lande med store sociale og helbredsmæssige konsekvenser. For eksempel bliver en tredjedel af verdens kobolt leveret af minearbejdere i Congo. Blandt dem er 40.000 børn.

Svenske firmaer er med på bølgen

I takt med den voksende efterspørgsel på elbiler er priserne på metaller til batterier også steget voldsomt. Lithium-prisen er mere end fordoblet på et år, hvor prisen nu er på 30 dollars per kilogram.
På samme tid har flere firmaer meldt ud, at de går i gang med at bygge fabrikker til genanvendelse, herunder flere svenske aktører som Stena Recycling og Northvolt.

Læs også: VW vil halvere pris på bilbatterier og tilslutte dem huset

Det hænger også sammen med udmeldingen sidste år fra EU, der vil kræve, at mindst 12 procent kobolt og 4 procent lithium og nikkel er genanvendt i batterier til elbiler i 2030.

Sumitomo Metal Mining har i øvrigt regnet på omkostningerne ved sin teknik til genanvendelse og oplyser til Nikkei Asia, at priserne på lithium skal helt ned på 5-5 dollars per kilogram, før det ikke kan betale sig at genanvende batterier.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er umiddelbart god læsning at læse at der vil satses mere på at genanvende materiale i barrierer. Men det vidner også om at tingenes tilstand er for dårligt i dag, så mere fart på tak!

  • 10
  • 2

Det er umiddelbart god læsning at læse at der vil satses mere på at genanvende materiale i barrierer. Men det vidner også om at tingenes tilstand er for dårligt i dag, så mere fart på tak!

Faktisk ikke.

Det det vidner om, er at:

  • 1) Li-Ion-batterier er indtil for nylig kun blevet brugt i mobiltelefoner, laptops, håndværktøj o.l., som oftest ender i folks skuffer efter endt levetid, i stedet for at blive recyklet. Det er ikke et miljøproblem, men derimod et ressourceproblem - dog et meget lille ressourceproblem.
  • 2) der stadig kun er ganske få elbiler, der er nået så langt i deres livscyklus at deres batterier klar til recykling.
  • 3) Nikkel, Kobolt, Lithium mv er ALT for kostbare materialer til ikke at recykle, og hvert eneste af disse atomer, der blev puttet i batterierne ved fremstilling, kan tages ud og genbruges i nye batterier efter endt levetid, og derfor opstår der allerede nu konkurrence om at genanvende dem, selvom der endnu kun er et ganske lille udbud af udtjente Li-Ionbatterier.

Du kan derfor være 100% forvisset om at farten nok skal accelerere, ret præcis ligeså meget som elbil-markedet accelererer i dag, bare først om ca 15 år, når den første halvstore generation af elbiler skrottes.

Du har sikkert selv, ligesom de fleste andre, et par mobiltelefoner og en boremaskine fra 00'erne, som du ikke kan nænne at smide på genbrugsstationen, måske fordi vækker minder, men som du jo nok kan vurdere, så indeholder de højest 1% af de Li-Ion-batterier, der findes i en moderne elbil, så miljø- og ressourcemæssigt udgør de et meget lille problem, så længe du ikke smider dem ud i naturen.

  • 31
  • 2

Du har sikkert selv, ligesom de fleste andre, et par mobiltelefoner og en boremaskine fra 00'erne, som du ikke kan nænne at smide på genbrugsstationen,

Det var laptops som var den suverænt største synder i "gamle" dage. Faktisk så stor at en hel hobby blev skabt om at genbruge de batterier som stadig havde noget i sig, til hjemmebyggede powerwalls: secondlifestorage.com

Der er også ret mange youtubere som dyrker det. En del danskere har faktisk lavet disse powerwalls, og der er også en dansk facebookgruppe - selv har jeg bare leget med tanken.

Nu er det elcykler, medicinsk udstyr som hjertestarterre, og "hoverboards" 18650-batterierne kommer fra. Men pakker fra gamle Nissan LEafs og og Tesla'er er også i høj kurs til hjemmebyg. Det skal nævnes at det er ulovligt i DK at opbevare sådan en mængde batterier på matriklen, i udstyr som ikke er CE mærket.

HVis man kigger tilbage på alle ens laptops fra 2000 og frem så bliver det til en sjat. Alle nye bruger desværre pouch-cells ligesom tablets og mobiler, så der er ikke noget for hobbyisterne.

Idag er prisen på LiFePO4 faldet så drastisk at nye store prismatiske celler på 280Ah kan købes billigt, så det ikke er værd at sidde og "høste" celler af tvivlsom værdi. Med mindre man har brug for tidsfordriv og vil gøre miljøet en tjeneste.

  • 16
  • 0

Mit el-bil batteri kører nu videre på år 9. Mit Samsung batteri holdt under 2 år, mit iPhone batteri holdt 3-4 år, mine laptops holdt 3-4-5 år men nogle bruges stadig selv om der kun er ½ time brug tilbage. Så det er nok først når el-bilerne bliver endnu ældre, eller kommer til skade, at der kommer bil-batterier til recycling. De andre små er der idag. Iøvrigt er der flere som arbejder på at give el-bil batterier et second life som stationær "power wall", hvor energi fra solceller flyttes fra dagtimer til øvrige tidspunkter. Hvis det sker, så er el-bil batteriet måske 15-20 år gammelt inden det skal recycles.

  • 19
  • 0

Jeg tænker at der er en forretning i at recycle batterier fra telefoner og computere mm. Fra biler er det anderledes. Fx udtaler Tesla at deres nye batterier vil holde til det der svarer til 1 mio km. Jeg tænker at de øvrige BEV producenter kommer efter det snart. Det betyder at der går rigtigt mange år før der kommer det store marked for brugte BEV batterier. Der er selvfølgeligt batterier fra havarerede biler, men det må blive en mindre mængde BEV batterier der kommer recycling markedet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten