Japan vil sende verdens første satellit af træ i rummet

Illustration: Sumitomo Forestry

Den 400 år gamle japanske virksomhed Sumitomo Forestry har specialiseret sig i at bygge huse af træ, men byder nu også ind på det nye rumkapløb. De vil sammen med Kyoto University inden 2023 udvikle verdens første satellitter lavet ud af træ for at komme rumskrot til livs, skriver BBC.

Simutomo Forestry er allerede begyndt at forske i, hvordan træ opfører sig i rummet, og sammen med universitetet vil de starte med at eksperimentere med forskellige typer træ i ekstreme miljøer her på Jorden. Efterfølgende skal teknologien til satellitten udvikles og der skal udvikles en prototype.

Tanken bag projektet er, at træ-satellitterne brænder op i atmosfæren uden at afgive sundhedsskadelige stoffer og falde ned på Jorden som skrot.

»Vi er meget bekymrede over det faktum, at alle satellitter, der genindtræder i Jordens atmosfære, brænder og skaber små aluminiumspartikler, der ender med at flyde i den øvre atmosfære i mange år,« lyder det fra Takao Doi, der både er astronaut og professor ved Kyoto University.

»I sidste ende vil det påvirke miljøet her på Jorden.«

Frygt for Kessler-syndromet

Ifølge World Economic Forum (WEF) kredser næsten 6.000 satellitter om Jorden. Omkring 60 procent af dem virker ikke længere. WEF forventer, at yderligere næsten 10.000 satellitter sendes op i perioden 2019-2028.

Elon Musks rumvirksomhed, SpaceX, har allerede opsendt mere end 900 Starlink-satellitter og har planer om at opsende flere tusinde yderligere.

Læs også: Flere trafikuheld i rummet truer: Stor kollision med 52.000 km/t undgået

De mange satellitter har tidligere fået astrofysikeren Jonathan McDowell fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics (CfA) og Chandra X-ray Center til at advare om, at det kan føre til en kædereaktion af kollisioner kendt som Kessler-syndromet.

I september oplyste Nasa, at Den Internationale Rumstation (ISS) måtte justere sin bane for at undgå at kollidere med rumskrot, der endte med at passere i en afstand af omkring halvanden kilometer.

Det truende stykke rumskrot var fra en japansk raket, der blev sendt op i 2018. Det var den tredje undvigelsesmanøvre, som ISS måtte udføre i 2020.