Japan vil hente solenergi fra rummet ned på jorden

Et hold japanske forskere fra Japans rumfartsorganisation skal nu til at udføre praktiske forsøg med stråletransport af energi. Planen er senere, at blive i stand til at transmittere solenergi fra satellitter til jorden, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Forsøgene, der går i gang til foråret, skal i første omgang vise, om energitabene er acceptable ved omsætning af en kraftig elektrisk strøm til radiobølger, transmission af radiobølgerne over en afstand af ti meter, og omsætning tilbage til elektricitet. Det skal ske i et radiodødt rum for at simulere forholdene i rummet.

Den 40 år gamle ide om at opsamle solenergi i rummet og stråle den ned til store modtagerstationer på Jorden er altså langtfra opgivet. Tværtimod er adskillige lande i gang med lignende undersøgelser.

Den japanske rumfartsorganisation Jaxa (Japan Aerospace Exploration Agency) har brugt store beløb på at udvikle ideen og har siden 1998 haft 130 forskere i gang med konceptudviklingen.

Det kommende forsøg omfatter forskere fra Jaxa, Mitsubishi Electric Corporation, Mitsubishi Heavy Industries, og Kyoto University. Og bag dem er 20 store firmaer som NEC, Fujitsu og Sharp, som den japanske økonomi- og handelsminister i 2009 udvalgte til at videreføre Japans projekt med rum-solenergi, også kaldet Space Based Solar Power.

Firmaerne er samlet i USEF (Institute for Unmanned Space Experiment Free Flyer), som ifølge en 2009-artikel på nyhedsbureauet Bloomberg råder over fondsmidler på mere end 100 milliarder kroner.

Til sammenligning har Nasa i USA gennem årene brugt cirka en halv milliard kroner på udforskning af rum-solenergiens muligheder.

I 1970 transmitterede Nasa energi tværs over et ørkenområde i Californien, og i 2008 sendte en fysiker og tidligere Nasa-medarbejder en effekt på 20 Watt mellem to Hawaii-øer - afstanden var 148 kilometer.

Hvis forårets japanske forsøg krones med succes, bliver næste skridt at sende demosatellit op på den anden side af 2016, og siden et større demoprojekt, Solarbird, med 40 små satellitter i 2025. De skal tilsammen yde cirka 1.000 MW, svarende til et atomkraftværks produktion.

Ti gange så effektiv i rummet

Ideen om at hente solenergi i rummet kommer af, at solceller er cirka 10 gange så effektive i rummet, som de ville være på Jorden. Dels er solskinnet dobbelt så kraftigt uden for atmosfæren, dels er der mange flere skyfrie solskinstimer i rummet.

Men der er mange udfordringer. Til transmissionen af energi har i tidens løb været diskuteret valget mellem mikrobølger og laserstråler. I det japanske forsøg skal der bruges mikrobølger, og opsamlingen på jorden skal ske i form af antenneanlæg på tre kilometer i diameter. Den japanske tanke er, at energiantenner skal placeres på havet eller i ørkener.

Dokumentation

Associated Press' artikel
Tidligere artikel fra Discovery News om det japanske projekt
SSPS hjemmeside
Bloomberg-artikel om fonds-størrelsen
Wireds artikel om transmission af energi på Hawaii

Emner : Solkraftværk
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Har du aldrig spillet Sim City 2000 med disasters slået til, og bygget Microwave anlæg?

Så kan de "ramme forkert" og der ryger et kvarter :-D

  • 0
  • 0

Hmmm, ekstra tilført energi til jorden - giver det ikke mere opvarmning?

Kan dog godt se ideen i det hvis man "skygger" for Australien og sender varmen til Japan . . "the Outback" kunne godt bruge lidt skygge. :)

Peter

  • 0
  • 0

Kan dog godt se ideen i det hvis man "skygger" for Australien og sender varmen til Japan . . "the Outback" kunne godt bruge lidt skygge. :)

Jo, det giver ekstra opvarmning og man lader næppe spejlene skygge for solen for at kompensere. Opvarmningen svarer vel til den opvarmning man får ved afbrænding af fossile brændstoffer, altså 1-2 % af den opvarmning der skyldes drivhuseffekten (CO2 fra forbrændingen). Så det er ikke problemet.

Udover energiprisen (hvad kommer det til at koste?) er problemet vel at teknologien bliver uhyre centralistisk med ganske få aktører som kan håndtere den. Derfor er der nok mange som vil foretrække at tappe energien fra deres egen "baghave" eller i samarbejde med ligestillede.

Mvh Søren

  • 0
  • 0

Hmmm, ekstra tilført energi til jorden - giver det ikke mere opvarmning?

Hvis vi lader en tilsvarende mængde energi forblive som olie kul og uranforekomster, så sparer vi alle tabene til udvinding og transport, dvs mindre opvarmning, men så får vi også mindre gasser og partikler, hmm jeg tror jeg har tabt overblikket.

  • 0
  • 0

Jeg kan ærlig talt ikke helt se idéen i dette, men kan godt være at jeg tager fejl. Hvis vi antager at det lykkedes dem at sende energien ned til Jorden i form af bølger, vil en vis del af energien så ikke ligeledes blive reflekteret af atmosfæren, nøjagtigt ligesom lyset normalt gør? Hvorved at argumentet omkring "skyfrie timer" forsvinder. Måske er lyset dobbelt så kraftigt i rummet, hvilket vil reducere arealet af solcellerne, men tvivler på at det kan "retfærdiggøre" udvikling, transport osv.

Problemet med transport af energien kunne i teorien løses med en "rumelevator med superleder", men så er vi vel ude i at der tilføres ekstra energi til Jorden?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten