Japan vil genåbne atomanlæg efter Fukushima-katastrofe

I Japan kan atomindustrien se frem til at begynde driften igen. I det sydlige Japan har det første atomkraftværk - Kyushu Electric Co's Sendai-kraftværket - nemlig netop bestået det første sikkerhedstjek, og kan som det første anlæg genåbne siden Fukushima-katastrofen i 2011. Det skriver Politiken.dk.

Det er blandt andet premierminister Shinzo Abe, der er drivkraften i forsøget på at få sat gang i den japanske atomindustri igen.

Japans 48 atomreaktorer er ellers blevet lukket siden ulykken for tre år siden, hvor det sidste anlæg måtte lukke sidste år. Japanerne har derfor for første gang i fire årtier været nødsaget til at importere dyre fossile brændstoffer, som erstatning for atomenergi.

Fukushima-katastrofen i 2011 er blevet betegnet som den værste atomulykke siden Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Et voldsomt jordskælv satte gang i en tsunami, der ødelagde Fukushima-værket. Tsunamien ramte med bølger på op til 30 meter, der var i stand til at skylle både indbyggere og huse væk. Vandmasserne blev for meget for Fukushima-værket og tre af værkets seks reaktorer nedsmeltede.

Tsunamien dræbte 18.000 mennesker.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

De to reaktorer ved Oi-værket blev genstartet ekstraordinært uden at have været gennem NRAs godkendelsesprocedure, og blev lukket ned igen efter én cyklus, så de to reaktorer ved Sendai-værket er de første, som opnår godkendelse til genstart efter de nye sikkerhedsregler.

NRA har igen og igen bebrejdet forsyningsselskaberne deres manglende seriøsitet i arbejdet med sikkerhedsopdateringerne, så det har foreløbig taget mere end et år at få de første to godkendt. Og selv for den lille håndfuld som her i det kommende års tid må forventes at opnå godkendelse, vil der være en række sikkerhedsopdateringer, som ikke når at blive klar til genstarten, men som vil komme til i løbet af de første par år, som for eksempel ekstra kontrolrum, så man i katastrofesituationer kan styre værket fra sikrere afstand.

De lokalpolitiske godkendelser, som derefter skal indhentes, for at reaktorene rent faktisk kan genstartes, kan derefter vise sig at blive ganske besværlige - og for flere reaktorers vedkommende kan det meget vel blive stopklodsen, selv når NRAs godkendelse er sikret. Når man har valgt at fast-tracke de to reaktorer ved Sendai-værket, er det fordi risikoen for at genstarten bliver bremset af manglende lokal godkendelse her er den laveste.

Selv her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er der en massiv modstand i befolkningen - omkring 70% så helst, at reaktorerne aldrig kom i gang igen, eller at man afvikler A-kraften hurtigst muligt. I Kansai-området og Niigata (hvor flertallet af reaktorerne i ansøgerfeltet er lokaliseret) er den lokalpolitiske modstand så massiv, at den nødvendige lokale accept af genstarterne langt fra kan tages for givet.

Den ekstraordinære genstart i 2012 af de to reaktorer ved Oi-værket endte med at koste DPJ-regeringen livet.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten