Japan har fundet et enormt lager af sjældne metaller til havs

Kortet viser, hvor øen ligger, og hvordan fundet er gjort. Illustration: Waseda University i Japan m.fl. og NOAA’s National Centers for Environmental Information

Afhængigheden af sjældne jordarter til brug i højteknologiske produkter, blandt andet batterier, vindmøller og LED-lys, stiger, og i dag bliver stadig kun en brøkdel genanvendt.

Derfor er det en yderst givtig forretning for Kina, der sidder på over 90 procent af markedet på verdensplan. Men samtidig vækker de politisk fastsatte eksportkvoter bekymring, når det drejer sig om problemer med forsyningen.

I fremtiden vil Japan måske kunne gøre Kina rangen stridig. I forbindelse med et forskningsprojekt i det vestlige stillehav har man fundet et enormt lager af sjældne metaller som yttrium og terbium tæt på den lille japanske ø Minamitorishima, cirka 1.800 km sydøst for Tokyo.

Fundet i 2013

Fundet blev gjort i 2013, og siden da har japanske virksomheder, universiteter og regeringen samarbejdet om at undersøge udviklingsmuligheder og vurdere, hvor mange penge Japan kan tjene på at udvinde metallerne, der gemmer sig op til fire meter nede i aflejringer på havbunden på cirka 5.000 meters dybde.

Læs også: Geus: Trods grønlandske miner vil Kina fortsat kontrollere de sjældne jordarter

»Vores resultater kan ændre landets politik og strategi vedrørende forvaltningen af naturressourcer, for vi kan muligvis blive selvforsynende med mineralske råstoffer som sjældne jordarter og skabe en bæredygtig fremtid,« siger forskningsleder og lektor på Waseda University Yutaro Takaya i en artikel på universitetets hjemmeside.

Forskningsprojektet er offentliggjort i Natures åbne forskningstidsskrift Scientific Reports.

Yttrium i 780 år

Forskerne har benyttet et GIS-program til at visualisere mængden af metaller. Den samlede mængde er anslået til cirka 16 millioner ton.

Og det kan dække behovet for sjældne metaller i flere hundrede år – og f.eks. yttrium i 780 år med det nuværende forbrug på verdensplan, forklarer Yutaro Takaya.

Ved hjælp af en hydrocyklonseparator har man tilmed fundet ud af at genindvinde calciumfosfat-korn fra sedimentet på havbunden i en kvalitet, der vurderes at være op til 20 gange bedre end den kvalitet, som Kina udvinder.

Så der er bestemt en realistisk muligt også økonomisk at udvinde det, mener japanerne.

Miner i Grønland rummer store mængder

Selv om man kalder råstofferne for sjældne jordarter, ved man i dag, at de reelt ikke er så sjældne.

Læs også: Toyota: Ny magnet skal sænke brug af sjældne jordarter med 50 pct.

Problemet er mere, at de ofte findes i så små mængder, at det ikke kan betale sig at udvinde dem, ligesom udvindingsprocessen er miljøbelastende.

I foråret 2017 udgav Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer ved Geus en rapport, der viser, at to miner i Grønland rummer nok REE – Rare Earth Elements – til at forsyne Europa. Men netop separationsteknikken volder problemer. Læs mere her