Japan forbedrer GPS-dækningen med nye satellitter

Japan har i sidste uge sat gang i bygningen af endnu tre satellitter i Quasi-Zenith Satellite System (Qzss). Det er et supplement til det amerikanske forsvars GPS-satellitnavigationssystem, som har en dårlig dækning i dele af Japan, skriver Spaceflight Now.

De tre nye satellitter skal supplere den eksisterende Michibiki-satellit, som blev opsendt i september 2010. De tre nye satellitter skal bygges af rumfirmaet Mitsubishi Electric og har en samlet pris på lidt over tre mia. kroner.

To af satellitterne skal opsendes i baner med en hældning i forhold til ækvator, mens den tredje skal i geostationær bane. Hver satellit skal udsende seks L-bånds-navigationssignaler.

Det japanske kabinet godkendte også en kontrakt med firmaet NEC Corp. til at drive Qzss-systemet i de næste 15 år. Denne kontrakt har en værdi på 7,2 milliarder kroner og dækker også design, afprøvning og drift af jordstationerne til systemet.

Læs også: Positionssatellitterne strammer nettet

Ifølge det japanske Office of National Space Policy vil de nye satellitter forbedre GPS-navigationssignalerne i Japan, hvor de i gennemsnit kun er tilgængelige i 90 procent af tiden. Med det supplerende system kommer denne tilgængelighed op på 99,8 procent.

De nye satellitter vil forøge antallet af satellitter, som kan ses på himlen over Japan på ethvert tidspunkt. Specielt i storbyerne i Japan blokerer skyskrabere for signaler, når satellitterne er lavt på himlen.

Samtidig vil befolkningen i Japans bjergrige egne også få gavn af de nye satellitter og den bedre dækning.

Qzss-systemet vil ikke blot give bedre dækning, men også større nøjagtighed. I det centrale Tokyo bliver nøjagtigheden tredoblet.

Japan regner med at skulle opsende i alt syv Qzss-satellitter i løbet af de næste ti år.

Indien har samme strategi og planlægger den første opsendelse af supplerende GPS-satellitter til sommer.

Emner : Satellitter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg forstår ikke baggrunden for denne satsning.

Japan ligger syd for 45 graders bredde - svarende til Venedig. Jeg har hørt, at GPS positioner er mere usikre ved polerne, men så lang syd som Japan ?

Men selvfølgelig, som beskrevet i andre artikler, kan der laves forbedringer i GPS-nøjagtigheden (WAAS, EGNOS). Men mange satellitter som beskrevet? Er der i virkeligheden tale om et selvstændigt Japansk system ? - som Kina, Rusland og EU?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten