James Webb-rumteleskopet udsættes for unikke og krævende tests

I 2018 opsendes en af Nasas største satsninger i rummet med en europæisk raket. Det næste år går med tests, tests og endnu flere tests.

Et at de guldbelagte berylliumsegmenter, der er en del af hovedspejlet, bliver testet. (Foto: Nasa/Chris Gunn)

I oktober 2018 skal en Ariane 5-raket sende Nasas James Webb-rumteleskop af sted mod sin placering i Lagrange-punkt L2 halvanden million kilometer ude i rummet. Herfra skal det overtage rollen som verdens største og mægtigste rumteleskop efter Hubble-rumteleskopet.

Vi har løbende siden 2002 fulgt James Webb-rumteleskopets design, udvikling og trængsler i Ingeniøren.

Læs også: Nasa har fundet Hubble-teleskopets efterfølger

Læs også: Hubbles afløser skrider endnu engang

Det amerikanske tidsskrift Science har for nylig været på besøg ved Goddard Space Flight Center i Maryland, USA, hvor instrumentet netop er blevet ‘kryo-vakuum-testet’ under betingelser, der skal minde om dem, som det vil blive udsat for i rummet.

Konklusionen er, at færdiggørelsen af teleskopet følger den reviderede tidsplan og budgettet på otte milliarder dollars - men der er stadig mange kritiske faser og tests i forløbet frem til opsendelsen.

I modsætning til Hubble-rumteleskopet, som er i en bane om Jorden i lav højde og derfor jævnligt er blevet serviceret af astronauter, der har rettet fejl og udført opgraderinger af instrumenter, så er det ikke muligt at servicere James Webb-rumteleskopet, efter at det er sendt op. Det skal bare virke første gang - hvilket Hubble ikke gjorde.

James Webb-rumteleskopet i rummet (Ill: Nasa)

Afprøves i kunstigt univers

Den mest kritiske testfase vil finde sted i begyndelsen af 2017. Her skal teleskopet og dets instrumenter placeres i et stort kammer, hvor lyskilder i loftet vil skabe et kunstigt univers.

Derved kan ingeniørerne teste teleskopets virkemåde, fra når lys rammer teleskopet, og følge signalernes vej videre gennem instrumenterne under de samme betingelser som i rummet.

»Hubble blev ikke udsat for en sådan optisk end-to-end-test, men den springer vi ikke over ved dette program,« siger en forsker på projektet, Matt Greenhouse, til Science.

Efter denne test skal teleskopet have monteret sin store solskærm, så instrumenterne i rummet hele tiden vil have en temperatur på minus 233 grader celsius. Solstrålingen vil betyde, at temperaturen på den varme side af solskærmen når op på plus 85 grader celsius.

En rejse med skib og raket

I august sendes teleskopet med skib fra Californien gennem Panamakanalen til Fransk Guyana, hvor en Ariane 5-raket står parat.

Turen til den endelige placering i rummet vil tage 29 dage.

Under en periode, som internt kaldes for 'tre ugers terror', skal først solpaneler og antenner foldes ud. Dernæst udfoldes solskærmen, og endelig vil spejlene blive bragt på plads.

»Ingen har gennemført noget lignende. Aldrig nogensinde,« siger en af projektets forskere.

Indkøringsfasen forventes at vare seks måneder.

»Først derefter kan vi slappe af,« siger Lee Feinberg, der er JWST Telescope Manager ved Goddard.

Kommentarer (0)