Jagten på den niende planet er gået ind i slutfasen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Jagten på den niende planet er gået ind i slutfasen

Illustration: Nagualdesign, Tom Ruen, ESO / Wikicommons

For et år siden fremsatte to amerikanske astronomer den overraskende hypotese, at en niende planet – ti gange så tung som Jorden – huserer langt ude i Kuiperbæltet, hvorfra den sætter sine synlige fingeraftryk på hele solsystemet.

I sidste uge var den ene af de to astronomer, professor Mike Brown fra California Institute of Tech­nology, i København, hvor han i et propfyldt auditorium på Københavns Universitet redegjorde for, hvorfor han mener, at der findes en niende planet med en bane, der adskiller sig markant fra andre planeters baner – og hvorfor det i hans øjne snarere gør solsystemet mere normalt end unormalt.

Den amerikanske astronom og professor Mike Brown fra California Institute of Technology (Caltech) er manden bag teorien om den niende planet. Han er også kendt som manden, der ’dræbte Pluto’, idet hans forskning i fjerne objekter i vores solsystem førte til, at Pluto i 2006 blev omklassificeret til en dværgplanet. Illustration: Caltech

Mike Brown er en kendt astronom, hvis Twitterkonto hedder @plutokiller. Det var nemlig hans opdagelse i 2005 af Eris – et objekt i Kuiperbæltet tungere end Pluto – der i 2006 fik International Astronomical Union (IAU) til at fratage Pluto dens planetstatus og nedgradere den til en nyopfundet kategori kaldet dværgplaneter. Dermed var solsystemet nede på otte planeter.

Allerede to år tidligere havde Mike Brown dog fundet et mindre objekt i Kuiperbæltet, i dag navngivet Sedna, med en meget elliptisk bane og en afstand til Solen, der varierer mellem 76 AU og 936 AU – hvor 1 AU er den astronomiske enhed, der er lig Jordens middelafstand fra Solen; i runde tal 150 millioner kilometer.

Og siden opdagelsen af Sedna har man fundet flere objekter i Kuiperbæltet med uventede baner.

»Det er umuligt at danne et objekt i den bane, Sedna har,« forklarede Mike Brown studerende og forskere fra Københavns Universitet, men banen kan være ændret, hvis Sedna har været udsat for samme slyng­effekt, som man bruger til at ændre rumsonders bane ved at lade dem passere tæt forbi en planet.

Hvis Sedna gentagne gange har været tæt forbi Neptun, kan dens oprindelige næsten-cirkulære bane uden problem over tid være blevet trukket til en aflang ellipse.

Artiklen fortsætter under grafikken

Seks små såkaldte transneptuniske objekter fundet i perioden 2003-2012 har meget atypiske elliptiske baner, som alle peger nogenlunde i samme retning. Den bedste forklaring på dette fænomen er tilstedeværelsen af en niende planet i solsystemet, mener to astronomer. Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Der er kun ét problem. Under denne påvirkning vil Sedna altid igen og igen komme tæt forbi Neptun. Det gør den bare ikke mere, idet den i sit nærmeste punkt i dag er ca. to en halv gang længere borte fra Solen end Neptun er.

Den eneste mulige forklaring er, at et andet objekt ud over Neptun har påvirket Sedna i dens bane.

Det indikerer ikke i sig selv, hvad dette objekt vil være. Det kunne i princippet have været en forbipasserende stjerne. Ja, det ville nok ligefrem være den mest sandsynlige forklaring, hvis man ikke vidste bedre, forklarede Mike Brown.

Men da man efterfølgende fandt fem andre objekter i Kuiperbæltet, og deres baner alle peger i samme retning som Sedna, begyndte Mike Brown at tænke i andre forklaringer.

Der var et mønster

Hvis det var mere eller mindre tilfældigt forbipasserende stjerner, der trak i objekterne, så ville man forvente en helt tilfældig fordeling af objekternes baner. Men det var ikke det, man så. Der var et mønster.

Desuden hælder alle banerne ca. 45 grader i forhold til baneplanet for planeterne i solsystemet. Det var også helt uforklarligt.

»Jeg er en observerende astronom, så når jeg har et problem, der kræver en teoretisk forklaring, går jeg tre kontorer ned ad gangen til min kollega Konstantin Batygin,« sagde Mike Brown.

Batygin og Brown diskuterede, og Batygin begyndte at simulere, hvordan objekterne kunne være havnet i disse baner.

Han fandt, at det kunne skyldes et objekt, der var ca. ti gange så tungt som Jorden, i en meget elliptisk bane meget langt væk fra Solen.

Et sådant stort objekt ville kunne fange de mindre objekter i de baner, man nu observerede.

Simuleringen viste også, at der skulle være en række andre objekter i baner, der nærmest var en slags vinger i forhold de baner, som de seks objekter havde.

»Og vi fandt, hvad simuleringen viste,« sagde en meget tilfreds Mike Brown.

I november 2015 havde Batygin og Brown fået beskrevet deres observationer og beregninger i en artikel med titlen ‘Evidence for a distant giant planet in the solar system’, som de indsendte til tidsskriftet The Astronomical Journal, der publicerede den online 20. januar 2016.

Hele solsystemet er skævt

Det har efterfølgende vist sig, at den niende planet også kan forklare, hvorfor Solens rotationsakse hælder 6 grader i forhold til rotationsaksen for hele solsystemet – et mysterium, astronomer længe har grublet over.

I en artikel i The Astronomical Journal i oktober beskrev Batygin og Brown sammen med ph.d.-studerende Elizabeth Bailey, at grundet sin omløbsbane langt fra Solen besidder den niende planet lige så meget impulsmoment som resten af Solsystemet tilsammen. Og da den niende planets bane hælder i forhold til de øvrige planetbaner, kan det have været med til at give Solen netop denne hældning.

Men hvor er planeten på himlen? Mike Brown gav tilhørerne disse ord med på vejen, som Ingeniørens læsere også kan få gavn af:

Gå ud en klar aften en af de kommende dage. Find det kendte stjernetegn Orion mod sydvest. Lidt til højre og opad er den stærkt lysende stjerne Aldebaran (øjet i stjernebilledet Tyren). I et snævert bælte fra horisonten op mod Aldebaran skal den niende planet findes.

I forhold til Jorden er Planet 9 ifølge astronomernes beregninger en kæmpe, ca. 10 gange Jordens masse. Planeten er dog ret gennemsnitlig i størrelse i forhold til exoplaneter, der kredser rundt om andre stjerner end vores sol. Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Mike Brown er naturligvis selv i gang med at lede efter den niende planet. Det samme er andre forskere, herunder Chad Trujillo fra Gemini Observatory og Scott Sheppard fra Carnegie Institution for Science, der opdagede det Sedna-­lignende objekt 2012 VP113 med kælenavnet Biden efter den daværende amerikanske vicepræsident.

De forskellige forskergrupper har talt om at opdele området for at undgå at søge de samme steder, men det er ifølge Scott Sheppard alles kamp mod alle, for der vil være stor prestige forbundet med fundet.

Med opdagelsen følger også retten til at foreslå et navn, som skal godkendes af International Astronomical Union. Navnet skal sikkert hentes fra enten romersk eller græsk mytologi, selv om navnet Trump også har været nævnt.

»Det er jo en planetbane, der er meget excentrisk,« sagde Mike Brown til stor morskab for tilhørerne.

Da William Herschel opdagede Uranus i 1781, ville han navngive den Georgium Sidus efter den britiske konge George III. Andre mente, den burde hedde Herschel. Det var en tysk astronom, der foreslog, at den burde opkaldes efter den græske gud Uranus.

Ud fra små variationer i banen for Uranus fandt man Neptun i 1846, og endelig blev Pluto opdaget i 1930, og New York Times skrev ved den lejlighed på forsiden, at den formodentligt var større end Jupiter. Som Mike Brown sagde:

»Det kan man da kalde fake news

Et mysterium står tilbage

»Da jeg var ph.d.-studerende i begyndelsen af 1990’erne, var der ingen udsigt til at opdage nye planeter, og Pluto blev blot anset som en lille planet med et underligt kredsløb,« sagde Mike Brown.

Det har udforskningen af Kuiperbæltet og dets samling af såkaldte transneptuniske objekter eller TNO’er ændret på de senere år.

Skulle man finde den niende planet i den bane og omkring det sted, som Batygin og Brown har regnet sig frem til, vil meget falde på plads.

»Det gør samtidig solsystemet mere normalt,« mener Mike Brown.

De mange planetsystemer, der er fundet omkring andre stjerner de senere år, viser nemlig, at planeter, der er omkring ti gange så tunge som Jorden, er meget almindelige.

På den måde er vores solsystem atypisk, for den letteste planet tungere end Jorden er Uranus, som er 15 gange tungere, men grundet sin lave massefylde større end Neptun, der er 17 gange tungere end Jorden.

Den niende planet vil dog efterlade et markant problem. For hvordan er den selv havnet i sin mærkelige elliptiske bane med en afstand til Solen, der varierer mellem 200 AU og måske op til 1.200 AU?

»Vi er måske tilbage ved forklaringen med en forbipasserende stjerne. Det kunne også være en indfanget planet. Det er næppe sandsynligt, men ville være en bedre historie,« sagde Mike Brown.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ifølge flere indlæg fra både amatør astronomer og professionelle er den omtalte planet længe fundet, søg bare på Planet X eller Niburu på Youtube.. :-)
Run for the Hills.. :-D

  • 3
  • 5

Jeg mener, når man nu er i "slutfasen" før man finder den må det vel betyde at vi, næsten, ser den rygende pistol. I hvert fald har man regnet sig frem til at den snart må ryge - lidt. Måske er der da nogle "virtuelle observationer" på vej. Kan planeten være næsten-fundet kan den vel også være en næsten planet som næsten eksisterer derude.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten