Et nyt astronomisk projekt har set dagens lys.
Planet Hunter er en online applikation, hvor almindelige mennesker kan hjælpe forskerne med at gennemgå enorme mængder data i jagten på nye planeter.
Det eneste det kræver, er en computer og en internetforbindelse, og så kan brugerne ellers hjælpe med til at analyse data, indsamlet af blandt andet Nasa Kepler-teleskop, der siden dets opsendelse i marts 2009 har ledt efter planeter uden for Solsystemet.
»Jagten på planeter er jagten på liv, i det mindste liv som vi kender det. Jordlignende planeter er det bedste sted at finde den slags liv.
Disse planeter har den rigtige størrelse og befinder sig i den rigtige afstand fra moderstjernen til, at der kan findes flydende vand, som er grundlaget for næsten alle livsformer på jorden,« siger astronom Debra Fischer fra Yale Universitet i en pressemeddelelse.
Kepler-teleskopet holder øje med næsten 150.000 stjerner i stjernebillederne Svanen og Lyren, og følger ændringer i deres lysstyrke.
Ved at analysere billederne, kan man som frivillig planet-jæger finde stjerner, der har kortvarige fald i deres lysstyrke. Det ses som tegn på, at en planet passerer ind foran stjernen, og dækker for del af lyset.
Sådanne stjernen med et regelmæssigt fald i lysstyrken er kandidater til også af have mindre planeter som Jorden.
Kepler-data grundlag for jagten
Ideen til Planet Hunters opstod, fordi Kepler-missionen har leveret et enormt bjerg af data, der blot mangler at blive gennemgået.
Tidligere var Yale astronomer også med til at starte Galaxy Zoo projektet op, hvor internetbruger hjælper med at klassificere millioner af galakser fotograferet med teleskoper.
Forhåbentlig vil den nye planet-jagt, som du kan deltage i, øge antallet af kendte planeter markant.
»Kepler-missionen vil formodentlig firdoble antallet af planeter som er blevet fundet i de sidste 15 år. Det er fantastisk, at Nasa frigiver disse enorme mængder data til offentligheden,« siger Debra Fischer.
Selvom Planet Hunters ikke direkte er forbundet til Kepler-projektet, så vil Planet Hunters bidrage til det arbejde, som forskerne bag Kepler gør.
De store mængder data gør, at der benyttes computere til at gennemgå dem for at finde mulige planeter, men mennesker kan noget, som computere stadig ikke er gode til.
»Computerne er kun gode til at søge efter, hvad de får besked på. Den menneskelige hjerne derimod kan hurtigt opdage og udvælge noget mærkeligt eller unikt, hvilket langt overgår det, som vi kan lære computerne at gøre,« siger astronom Meg Schwamb fra Yale Universitet.
Når man logger på Planet Hunters, bliver man bedt om at svare på en række simple spørgsmål - og så kan jagten på nye planeter ellers gå i gang.
Siden den første planet blev fundet uden for Solsystemet i 1995, har man indtil nu fundet over fem hundrede planeter omkring andre stjerner.
De fleste af disse er store gasplaneter som Jupiter, men efterhånden er man begyndt at finde mindre og mindre planeter.
Dokumentation
Prøv selv: Planet Hunters
Gør folkene bag Planet Hunters forklare formålet
