Iværksætter: »Svendebrevet betyder mere end min ph.d.«

Illustration: Casper Olsen, Smooth Robotics

Siden han gik i lære som maskinarbejder i 1989, har teknologi og mekanik været den røde tråd i civilingeniør Jens Cortsens karriere, og det er også afgørende for, at han 1. maj tiltrådte som teknisk direktør i sit eget firma, Smooth Robotics.

Firmaet er baseret på en højteknologisk svejserobot, der fungerer intuitivt, og som ved hjælp af en sensor og to joysticks kan ‘lære’ at svejse helt specifikke baner.

Svejserobotten har Jens Cortsen udviklet i sin tid på SDU, og da teknologien var færdigudviklet og økonomien på plads, tog han springet ud i et liv som iværksætter:

»Vi fik overbevist nogle investorer om, at de skal smide penge i os, og de har støttet med risikovillig kapital på 2,3 mio. kr.,« fortæller han.

Investorerne er henholdsvis Syddansk Innovation og Science Venture Denmark.

De første fire måneder som teknisk direktør har han sideløbende arbejdet 15 timer om ugen i sit tidligere job som chefkonsulent på SDU, hvor han blandt andet har været områdeleder for TEK Teknologi på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

»Mere og mere pengene«

1. september tog han det endelige skridt, sagde farvel til det faste deltidsarbejde og bruger nu al sin tid på firmaet.

Lysten til at blive iværksætter udspringer af flere ting:

»Det er altid rart, at ens arbejde bliver brugt i virkeligheden. Og så tænker man jo også på, at der er rigtig mange penge i det her. Det er mere og mere pengene, der driver mig. Og med det potentiale produktet har, snakker vi rigtig mange penge.«

Derfor mener Jens Cortsen også, at det er en helt naturlig udvikling, at han i stigende grad retter blikket mod den side af sagen.

»Det går automatisk over til at handle om penge, for ellers er der ikke noget firma. Som leder bliver jeg nødt til at have fokus på penge. Det er en meget naturlig overgang.«

Videre på grund af kedsomhed

Næsten ti år på fabriksgulvet som maskinarbejder blev det til, inden Jens Cortsen som 26-årig valgte at læse videre til civilingeniør:

»Som maskinarbejder arbejdede jeg med noget af det ypperste inden for faget, nemlig CNC-maskiner, men jeg begyndte at kede mig, og når tingene ikke er spændende, går jeg videre. Jeg ville hellere være med til at udvikle,« forklarer han.

I 2006 blev Jens Cortsen civilingeniør i datateknologi – eller Master in computer system design, som han foretrækker at kalde det, fordi det fortæller mere præcist, hvad han arbejder med.

Bortset fra en kort ansættelse på ti måneder tilbage i 2009 har han arbejdet på SDU frem til 1. september. Undervejs har han taget en ph.d. i robotteknologi med fokus på fræsning. Den afsluttede han i 2013.

Kombinationen af svendebrev, ingeniøruddannelse og ph.d. har banet vejen for Smooth Robotics. Det har betydet »alt« i forhold til at etablere sin egen virksomhed, understreger han og uddyber:

»Jeg forstår de mekaniske processer og ved, hvordan folk i værkstedet tænker og agerer. Når jeg – i overført betydning – viser mit svendebrev, lytter de til det, jeg siger, fordi jeg kommer fra samme baggrund. Det betyder meget mere, end at jeg er ph.d. Havde jeg ikke haft mit svendebrev, stod jeg ikke, hvor jeg står i dag.«

Robotten er hyldevare i 2017

Opgaven med at få kontaktet potentielle kunder, få dem til at tro på produktet og tilpasse det til deres behov, fylder rigtig meget lige nu.

I øjeblikket tester Smooth Ro­bo­tics sit første system hos en kunde. Det sker i samarbejde med virksomheden Bila, som lægger robot til.

Det særlige ved Smooth Robotics’ teknologi er, at man viser svejse­robotten, hvad den skal svejse. Robot­armen får monteret en sensor, og ved hjælp af to joysticks styrer operatøren robotarmen langs den bane, der skal svejses.

Herefter skiftes sensoren ud med en svejsepistol, og robotten svejser nu efter de baner, den har fået anvist, samtidig med at den automatisk korrigerer, så svejsevinklen bliver helt korrekt.

Jens Cortsen forventer, at robotten er klar til at køre inden for halvanden måneds tid, og at det kan være en hyldevare i slutningen af 2017.

»Vi har en vision om at fortsætte samarbejdet med Bila som et koncept til hele verden med deres robotter og vores svejseudstyr. Asien og Afrika er oplagte markeder, fordi de får mere og mere automation, men ikke har kompetencerne til at programmere, og mit system fjerner behovet for programmering,« forklarer han

Smooth Robotics er en af de 25 iværksættervirksomheder, man kan møde i Startup Corner på IDAs TechnoMania arrangement, som er en del af HI-messen.