Iværksætter-konkurrence skal kickstarte dansk produktion

19 produktions-iværksættere konkurrerer om at blive fremtidens Danfoss og Novo i Danish Tech Challenge, der er skudt i gang på Scion DTU.

Uden produktion, ingen udvikling. Det er, lidt hårdt skåret, ideen bag iværksætter-konkurrencen Danish Tech Challenge, der for nylig er blevet skudt i gang hos Forskerparken Scion DTU:

»Vi har den grundholdning, at udvikling og produktion hænger nøje sammen. Vil Danmark fortsat være et land, der udvikler nye ideer og nye produkter, er vi nødt til at bevare en stærk fremstillingsindustri,« siger Jakob Svagin, projektleder for Danish Tech Challenge.

Frem til årsskiftet danner Scion DTU rammen om iværksætter-dysten, hvor 19 danske og internationale produktions-startups kæmper om at accelerere deres virksomheder mest muligt. Ud over kontorer, prototypeværksted og netværk får de adgang til sparring med forskere og rådgivere fra blandt andre DTU, konsulentvirksomheden Keystone og potentielle investorer.

Industriens Fond finansierer projektet med 2,9 millioner kroner - herunder præmien på en halv million kroner til vinderen, der kåres i begyndelsen af 2015.

Stor forskel på soft- og hardware

Hvordan adskiller I jer fra de mange eksisterende iværksætter-tilbud?
»I dag henvender de fleste tilbud sig til softwarevirksomheder, som udvikler i et andet tempo og ikke interesserer sig så meget for produktion, logistik og told. Derfor samler vi her en gruppe hardwarevirksomheder i et intensivt forløb, hvor de kan udvikle og hjælpe hinanden med at udvikle deres virksomheder inden for præcis de discipliner, som er relevante for produktion.«

Danish Tech Challenge har ikke sat tal på, hvor mange virksomheder der skal leve efter et givent antal år, eller hvor mange arbejdspladser de skal skabe:

»På sin vis er vi også selv en prototype. Men det er vores klare ambition, at det her skal være en tilbagevendende årlig begivenhed, og at vi løbende skal lære af andre, hvordan vi optimerer forløbet,« siger Jakob Svagin.

De 19 deltagere - efter at tre er droppet ud - er en blanding af danske og internationale virksomheder, af unge og lidt ældre iværksættere og af startups og mere etablerede produktionsvirksomheder.

Læs også: Nyt koncept vil presse prisen på solcelle-el

Listen over deltagende virksomheder findes på Sciondtu.dk/dtc.

Kommentarer (0)