Italiensk brokollaps udløser erstatning på 216 millioner kroner

Den 14. august 2018 klokken 11.30 brød et brostykke på 200 meter af Ponte Morandi sammen omkring den vestligste pylon. Illustration: Allesandro Vella / Twitter

Den 14. august 2018 kollapsede en del af broen Ponte Morandi i de tidlige morgentimer. 35 biler og tre lastbiler var på daværende tidspunkt på vej over skråstagsbroen, der spænder over en dyb dal i den norditalienske havneby Genova. Flere af bilerne styrtede ned. 43 personer døde.

Nu har virksomheden Autostrade per l’Italia, der stod for driften af broen, og ingeniørfirmaet Spea, som bistod, indgået et forlig med den italienske stat om sagen, skriver nyhedsbureaet Reuters.

Italiensk politi frigav på et tidspunkt denne video, der viser brokollapset i al sin gru:

Læs også: Italiensk motorvejsbro kollapset over byområde

Forliget indebærer, at virksomhederne skal betale 216 millioner kroner til den italienske stat. Forliget blev indgået sidste år, men først i denne uge er den blevet blåstemplet af den dommer, der også skal afgøre retssagen om ansvaret for kollapset.

Kunne og burde have opdaget fatal tæring

Flere undersøgelser har vist, at kollapset skyldtes manglende vedligehold af broens stag. For selv om skaderne på de sydvendte stag på den pylon, der kollapsede, var svære at se, så kunne og burde man have opdaget dem. Ifølge eksperterne var der nemlig mange advarsler helt tilbage fra 1960’erne, hvor broen blev bygget, fra broens designer, Riccado Morandi, om, at broen var mere udsat, dårligere udført og hårdere belastet end forventet.

De ansvarlige for broens vedligehold havde viden om designet og udførelsen, og burde have indset, at der var brug for at forstærke stagene på den pylon, der senere kollapsede. Det havde de ansvarlige tidligere havde gjort ved en anden af broens pyloner.

Læs også: Ekspertrapport: Brooperatør burde have forhindret fatalt italiensk brokollaps

Illustration: TM Grafik

Hverken Autostrade eller Spea har imidlertid indrømmet at være medskyldige i kollapset.

59 personer skal for retten

Samtidig med godkendelsen af forliget besluttede dommeren, at følge anklagemyndighedens anmodning om at fortsætte retssagen mod 59 anklagede personer. I blandt dem er den tidligere direktør for Autostrade per l’Italia, Giovanni Castellucci.

Læs også: Italiensk katastrofebro: Ingen sikkerhedsvurdering, dårlig vedligholdelse og fatal fejlvurdering af stagene

Den erstatningsansvarlige virksomhed Alitalia, der ejer både Autostrade og Spea, har accepteret at frasælge sin andel i Autostrade til et konsortium bestående af det statslige selskab Cassa Depositi e Prestiti (CDP) og investeringsfondene Blackstone og Macquarie.

Retssagen mod de 59 personer begynder 7. juli.