It-standard til byggeriet skal være tvang

Softwareleverandører pumper ikke millioner i udvikling af og tilpasning til internationale it-standarder, hvis der ikke er nogen kunder. Og kunderne stiller ikke krav, om at software skal bygge på en bestemt standard, hvis ingen viser dem mulighederne.

Det er historien om hønen og ægget, der i øjeblikket bremser udviklingen og udbredelsen af det filformat, som både stat og branche ser som redningen på den vaklende fremdrift i digitalt byggeri.

Det er en af de konklusioner, som specialestuderende på DTU Niels Treldal er kommet frem til i sin afhandling om IFC. Her har han testet brugen af IFC som platform for udveksling af information til simuleringssoftware og har dokumenteret, at formatet kan bruges til langt mere, end det bliver brugt i dag.

»IFC ser ud til at være det eneste rigtige at bruge. Jeg opdagede, at formatet i dag kan håndtere langt over halvdelen af de informationer om bygningen, som der er behov for,« siger Niels Treldal, som mener, at der ikke sker en videreudvikling af IFC, så det bliver mere attraktivt for byggebranchen, hvis der ikke er en efterspørgsel. Derfor må branchen frem i skoene.

Byggeforeningen bips, som er et udviklingsforum for hundredvis af danske byggevirksomheder, har gennemført flere test af brug af IFC i CAD-programmer.

Sekretariatsleder Gunnar Friborg bakker op om, at der er brug for et skub.

»Det går fremad, men programmerne klarer stadig ikke opgaven godt nok. Her spiller de statslige bygherrer en stor rolle, for når staten kræver af byggeriets parter, at de skal bruge IFC, så vil de kræve, at deres software kan det,« siger han og efterlyser midler til udviklingen, så IFC-standarden kan håndtere alle data.

I Danmark sidder softwareleverandøren Autodesk på over 75 pct. af markedet for byggesoftware og 3D-modellering. Deres beskyttede filformat DWG er dermed i mange sammenhænge en de facto-standard, når der udveksles filer i byggeriet - på samme måde som Microsoft er det inden for tekstbehandling.

Jan Karlshøj, medforfatter til Erhvervs- og Byggestyrelsens nye rapport om IFC og formand for den danske afdeling af International Alliance for Interoperability (IAI), mener, at kampen om kunderne har lagt en dæmper på udviklingen af IFC, men erkender, at det er efterspørgslen, der styrer markedet:

»Autodesk får jo rollen som kernen i byggeriet, så det bliver det program, alle er nødt til at bruge. Og det er helt legitimt, da Autodesk jo lever af at sælge sine produkter,« siger han og understreger, at programmernes håndtering af IFC hænger direkte sammen med kvaliteten af de digitale byggeri.

Autodesks danske distributør Betech Data fortæller, at Autodesk er opmærksom på landenes individuelle behov, og at de lever op til de nuværende krav om udveksling.

»Min rolle er at gøre Autodesk opmærksom på de danske krav. Der bliver allerede brugt masser af ressourcer på at udvikle IFC, og som jeg ser det, er brugerens manglende forståelse for IFC-formatet en af de større barrierer,« siger produktchef Susanne Lund Bergan, som har kaldt sine forhandlere til møde om, hvordan de kan få denne forståelse ud til slutkunderne.

»Det er ligegyldigt, hvor gode vi er til at udveksle, hvis brugerne ikke kan finde ud af at benytte eller forstå formatet. Vi er ikke så langt fremme erfaringsmæssigt, og jeg mener, at brugerne også må være med til at stille krav, og at IAI i højere grad må definere, hvad formatet skal kunne, før vi kan imødekomme behovene,« siger hun.

Dokumentation

Eksempel: BIM model i IFC format