It-russerne på vej i danske programmørjob

Outsorcing af programmeringsopgaver er ikke længere henvist til Indien eller Kina. Nu byder russiske programmører sig billigt til for de danske virksomheder.

"20 dollar (125 kr., red.) Det er prisen for en russisk programmørtime, det kan de danske virksomheder sige ja eller nej til".

Sådan lyder tilbuddet fra professor Andrey Terekhov fra systemudviklingsfirmaet Lanit-Tercom i Skt. Petersborg. Han er også institutleder på byens statsuniversitet, hvor han har rekrutteret flere end 300 programmører.

Russerens danske agent, civilingeniør Sten Falling fra rådgivningsfirmaet Astenit, er ikke overraskende begejstret:

"Udover en lavere udviklingspris til softwareløsninger er fordelen, at virksomheder med beskeden kapacitet kan få produkterne hurtigere på markedet," siger han.

Lanit-Tercom har udviklet en videokompressionsalgoritme og har danske kunder inden for medicinalbranchen.

IDA: Stolte traditioner giver os et forspring

Det russiske programmør-ryk ind på det danske marked er en del af en voksende international tendens. Det bekræfter Mette Ahorlu, senioranalytiker i den internationale it-analysevirksomhed IDC. Hun vurderer, at danske virksomheder i stigende grad satser på at outsource systemudvikling:

"Rusland og Østeuropa står godt rustede til at rykke ind i Norden. Danske virksomheder skal ikke tro, at danske medarbejdere nødvendigvis er højere kvalificerede."

Jørn Guldberg, formand for IDA-IT, et af IDAs fagtekniske selskaber, ser dog ikke outsourcing til udlandet som en umiddelbar trussel mod den højtuddannede del af de danske programmører:

"De stolte danske traditioner for softwareudvikling giver os et forspring. De indiske ingeniører er f.eks. dygtige til at programmere, men kræver mere vejledning og styring."

Jørn Guldberg mener, at danske udviklere fortsat har bedre kernekompetencer:

"Vi vil ikke se forretningslogik i forbindelse med softwareudvikling blive outsourcet til russerne. Danske systemudviklere bidrager til værditilvæksten ved at forstå problemstillingerne og måden, som tingene skal fungere på."

DI: Skærpet konkurrence

Hos Dansk Industris it-branchefællesskab, Itek, vurderer specialkonsulent John Sarborg, at den udenlandske konkurrence er skærpet med russernes indtog:

"De udenlandske systemudviklere bliver dygtigere og begynder at håndtere udformningen af de kravspecifikationer, som man hidtil har udført herhjemme."

Ifølge John Sarborg bliver mange it-funktioner dog stadig håndteret bedst af de danske udviklingsfolk:

"Vi har fantastisk dygtige ingeniører herhjemme. De er brede i deres viden og har dermed kompetence til i langt højere grad at træffe helhedsbeslutninger. Derfor er vi førende på de områder."