ISS på pension: Første kommercielle rumstation på vej

Illustration: Bigstock/archangel80889

De sidste to årtier har Den Internationale Rumstation (ISS) haft hundredvis af astronauter ombord og været testlaboratorium for en række banebrydende eksperimenter. Finansieringen til ISS holder 10 år endnu, mens det stadig er uvist, hvad der kommer til at ske derefter.

Et godt bud på dette er dog, at den 350 tons tunge rumstation skrottes, og at privatejede rumstationer overtager dens funktioner, skriver Wired.

Ifølge Nasas direktør for kommerciel rumfart, Phil McAlister, så er det ved at være på tide, at Nasa fokuserer mere på udforskning af det ydre rum og overlader driften af rumstationer i tæt kredsløb om jorden til entreprenører.

»Jeg tror, at det nu er det rigtige tidspunkt at bevæge os væk fra Den Internationale Rumstation, som egentlig bare er et statsmonopol på rumdestinationer, og flytte det over til den private sektor,« siger han til Wired.

Tidligere i år gav Nasa med en kontrakt på 140 millioner dollars den private, amerikanske rumvirksomhed Axiom lov til at tilkoble deres mandskabsmodul til en dockingport på ISS. Axiom forventer at sende modulet til rumstationen i 2024 og udvide derfra.

Læs også: PODCAST: Rumnyt – Nasa samler sten på asteroide og sender stjernedyrt toilet til ISS

Privat rumstation skal løsrive sig fra ISS

Michael Suffredini, der er Axioms administrerende direktør, forventer, at rumvirksomheden efterfølgende sender både et laboratoriemodul og panoramaobservatorium, som minder om ISS’ Cupola-modul op for at blive tilkoblet til ISS.

De tre moduler skal forblive tilkoblet ISS frem mod dens pension, som Michael Suffredini forventer bliver omkring 2028. Når dette sker, løsriver Axioms private moduler sig fra ISS og bliver verdens første kommercielle rumstation, fortæller Michael Suffredini.

»Den amerikanske regering fandt tidligt ud af, at den ikke havde råd til både udforskning (af det ydre rum, red.) og den næste rumstation. Og det er derfor, at vi bygger en til at erstatte Den Internationale Rumstation, når den går på pension,« siger han.

Læs også: Hollywood kan sparke døren op for rumturisme

Fra cylinder- til donutformede moduler

Axiom-rumstationens udseende minder med sine cylinderformede moduler med en diameter på omkring 15 meter umiddelbart utrolig meget om ISS’. Ifølge Michael Suffredini er det, fordi man ønsker at udnytte rumindustriens kendskab og fortrolighed med ISS.

Derudover har en af Axioms hovedentreprenører, den europæiske rumvirksomhed Thales Alenia Space, bygget næsten halvdelen af modulerne til ISS.

Den planlagte rumstation begrænses dog af størrelsen på de nuværende raketter, men når større raketter som SpaceX’s Starship kommer, så kan der bygges større moduler til endnu større rumstationer, forventer Axiom.

Læs også: Starship flyver: Se rumskibet “hoppe” 150 meter og lande blidt

Den kommercielle rumvirksomhed vil også undersøge fremtidens muligheder for oppustelige moduler, som dog ikke er noget nyt koncept. Nasa arbejdede i 1990’erne på at udvikle et oppusteligt ISS-modul, Transhab, indtil den amerikanske kongres aflyste projektet. Og ing. dk har tidligere skrevet om Bigelow Aerospace, der arbejder på samme koncept.

De oppustelige moduler kan formes som en kugle eller donut, som giver mere plads, da diameteren på de alternative former kan være op til tre gange større end de konventionelle, hårde og cylinderformede moduler.

Illustration: Axiom