ISS får en oppustet tilbygning
Når en raket fredag 8. april kl. 22.43 dansk tid brager mod himlen fra Cape Canaveral, bliver det med en ganske særlig last. Rumkapslen øverst på SpaceX-raketten Falcon 9 vil nemlig rumme et helt unikt rummodul, der skal kobles til Den Internationale Rumstation (ISS). Her skal det puste sig op til firedobbelt størrelse, før astronauterne kan svæve ind i det.
Modulet kaldes BEAM – en forkortelse for Bigelow Expandable Activity Module. Det amerikanske firma Bigelow Aerospace har bygget det på kontrakt med Nasa, som gerne vil teste teknologien. Oppustelige rummoduler kan nemlig være den oplagte løsning på rumfartens pladsproblemer; at der er grænser for, hvor store objekter en rumraket kan opsendes med.
Rigmanden Robert Bigelow stiftede Bigelow Aerospace i 1998, og siden da har firmaet arbejdet på oppustelige rummoduler. Ideen kom fra Nasa, som i 1990’erne udviklede et koncept kaldet TransHab (tv.). Navnet var en sammentrækning af transit habitat, for TransHab var først tænkt som et treetagers rumskib, der kunne være hjem for astronauter på vej til Mars og tilbage igen. Senere var ideen at koble det på ISS, hvor det skulle puste sig op til en diameter på 8,2 meter og udvide rumstationens rumfang med 340 kubikmeter. I 2000 droppede Nasa planerne, og Bigelow Aerospace købte og videreudviklede konceptet. I 2006 og 2007 opsendte firmaet de små satellitter Genesis I og II, som i rummet pustede sig op fra en diameter på 160 til 254 cm. Prototyperne sendte data ned i et par år, og de kredser stadig om Jorden.Kæmpemodul skulle have tre etager
Specielt kan et oppustet rumfartøj være sagen, når astronauter skal ud på den lange rejse til Mars. En tur på mange måneder kræver plads at boltre sig på, og BEAM skal vise, om et oppusteligt modul kan holde til strabadserne i rummet og ikke mindst, om astronauter er i sikkerhed i det.
Når Dragon-rumkapslen efter et par døgns rumrejse er nået frem til ISS, skal BEAM fjernes fra rumkapslens lastrum og manøvreres på plads, så det kommer til at sidde på ISS-modulet Tranquility. Det sørger en astronaut for at gøre ved hjælp af rumstationens store robotarm.
Rumfang på 16 kubikmeter
Hvis sammenkoblingen lykkes, vil BEAM blive pustet op, så modulet går fra at være 174 cm til at være 366 cm i længden. Diameteren vokser fra 236 cm til 320 cm, og modulet ender med at få et indre rumfang på 16 kubikmeter. Det er ikke voldsomt meget, men det er plads nok, til at en astronaut eller to kan opholde sig og udføre målinger og eksperimenter i modulet.
Ved opsendelsen vejer BEAM 1.400 kg, og modulet har kostet Nasa 17,8 millioner dollars, svarende til 120 millioner kroner. I betragtning af, at rumstationen bliver udvidet med 16 kubikmeter, er BEAM et meget let og billigt modul. De kommende to år vil det vise sig, om det også er pengene værd.
Nasa vil gå forsigtigt frem, og der kan let gå nogle måneder, før BEAM bliver pustet op, og så yderligere et stykke tid, før astronauter skal på besøg. Nasa vil nemlig først være helt sikker på, at det oppustede modul holder tæt og er til at opholde sig i. Forskellige instrumenter om bord vil løbende måle lufttryk, temperatur og strålingsniveau, og de vil røbe, hvordan modulet reagerer på at blive ramt af mikrometeoritter eller mikroskopiske stykker rumskrot.
Mange lag beskytter astronauterne
Hvis alt ser ud til at være i orden, vil astronauter få besked på at åbne lugen mellem BEAM og rumstationen og flyve indenfor. Det bliver første gang, et menneske opholder sig i et oppustet rummodul med bløde vægge. Siden den første rumstation blev sendt op i 1971, har rumstationer været bygget af en eller flere polstrede metalcylindre, og nu skal det vise sig, om det fungerer lige så godt med mange lag fleksibelt kunstmateriale til at adskille et beboeligt rum fra det ugæstfri ydre rum.
BEAM er opbygget på omtrent samme måde som en rumdragt til rumvandringer, det vil sige med mange lag, der har forskellige funktioner. Inderst sørger en lufttæt blære for at holde modulet tæt, og udenpå er der et stivere lag, som hjælper med at holde formen. Så kommer nogle lag af det ekstremt stærke kunstfibermateriale Vectran, der skal stoppe mikrometeoritter og rumskrot på samme måde, som en skudsikker vest af kevlar kan stoppe en kugle. Et isolerende lag sørger for at stabilisere temperaturen, og yderst er det hele pakket ind i stof vævet af glasfiber.
Hos Bigelow er man overbevist om, at det fleksible lag kan beskytte astronauterne mindst lige så godt som væggene i almindelige rummoduler med en skal af aluminium, og som en sidegevinst virker de fleksible lag støjdæmpende. Den evige støj fra ventilation, pumper og andet udstyr på rumstationen er et problem, som måske kan blive mindre, hvis astronauterne kan få lov til at tilbringe en del af deres tid i oppustede moduler. I første omgang vil Nasa dog kun tillade astronauterne at tilbringe nogle få timer ad gangen i BEAM og kun tre-fire gange om året. Der er stadig kun tale om et eksperiment, der skal bane vejen for større moduler, og efter to år på rumstationen vil BEAM blive sendt ned mod atmosfæren, hvor det på et tidspunkt vil brænde op.
En teknologidemonstration
BEAM er kun en lille, simpel teknologidemonstration, hvor det primært handler om at vise, at modulet puster sig ordentligt op, er mekanisk og termisk stabilt, holder sig tæt og yder en tilfredsstillende beskyttelse mod kosmisk stråling og mikrometeoritter. Men Bigelow Aerospace har langt større ambitioner. Planen er at opsende modulet B330, der oppustet får et rumfang på 330 kubikmeter. B330 vil være en hel lille rumstation med plads til seks mennesker og med en levetid på 20 år.
I modsætning til BEAM får B330 vinduer og alt det udstyr, der er nødvendigt for at opretholde livet for astronauter eller måske turister i rummet. Med BEAM håber Bigelow Aerospace at få et kvalitetsstempel fra Nasa, så det bliver nemmere at tiltrække kunder til B330, og omvendt håber Nasa, at BEAM kan blive et lille skridt på den lange vej mod Mars.
