Ismanden Ötzi var disponeret for hjerte-kar-sygdomme
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ismanden Ötzi var disponeret for hjerte-kar-sygdomme

Dna fra den velbevarede ismand Ötzi hjælper nu med at kaste lys over nogle af nutidens sygdomme. Arvemateriale fra det 5.300 år gamle mumificerede lig viser, at han var disponeret for hjerte-kar-sygdomme - og det er interessant, fordi hjertekarsygdomme og åreforkalkning normalt fremstilles som en 'civilisationssygdom', skriver videnskab.dk.

»Med Ötzi ved vi nu, at mutationerne allerede fandtes for mere end 5.000 år siden,« forklarer dr. Albert Zink fra EURAC i Bolzano, Italien, der sammen med et internationalt hold af forskere netop har offentliggjort forskningen, til videnskab.dk. Han peger på, at CT-scanninger har afsløret åreforkalkninger hos Ötzi, som kraftigt bestyrkede arvelige komponenter.

Ud over at være disponeret for hjerte-kar-sygdomme var Ötzi også ramt af en anden sygdom, vi kender i dag, nemlig Borreliose. Undersøgelsen viser, at Ötzi bar rundt på bakterien Borrelia burgdorferi, der overføres til mennesker via bid fra skovflåter og blandt andet kan føre til lammelser.

Fundet er det hidtil ældste af sygdommen og er et eksempel på, hvordan fund af sygdomme i gammelt arvemateriale kan blive meget vigtige i kampen mod sygdomme i fremtiden ved at vise, hvordan sygdommen har udviklet sig sammen med mennesket.

Var også laktoseintolerant

En anden af de opdagelser, forskerne har gjort omkring Ötzis helbredstilstand, er, at han var laktoseintolerant - men det kommer ikke i samme grad bag på forskerne. Ötzi stammer nemlig fra en tid, hvor agerbrug og husdyrhold begynder at blive udbredt og erstatte det tidligere jæger-samler-samfund.

»På Ötzis tid var de fleste formentlig stadig laktoseintolerante, men det ændrer sig med husdyrhold. Det har taget i hvert fald et par tusinde år, inden laktosetolerans blev udbredt,« forklarer Albert Zink til videnskab.dk.

Herudover har forskningen også afsløret, at Ötzi tilhører en genetisk gruppe kaldet haplogruppe G, der stammer fra Lilleasien i den yngste stenalder.

Ötzis arvemateriale er det ældste fra et moderne menneske, det er lykkedes forskere at kortlægge. Og det kan lade sig gøre, fordi Ötzis celler modsat tørre mumier eller mosefund stadig er friske og intakte som følge af, at han har været frosset ned. Forskerne har på nuværende tidspunkt kortlagt hele 96 procent af arvematerialet.

Ötzi blev fundet i 1991 i de italienske alper, hvor han havde ligget urørt i gletsjerisen i 5.300 år.

Kommentarer (5)

Dna fra den velbevarede ismand ..

Korrekt at skrive 'DNA'

Ötzi bar rundt på bakterien Borrelia burgdorferi

Man har fundet bakteriens arvemateriale. Det er ikke Ötzis DNA, der har afsløret infektionen.

Var også laktoseintolerant

I sydøstasien finder man den dag i dag udbredt lactose-intolerance, selv om husdyrehold dér er meget ældre end i Nordeuropa.

  • 0
  • 0

http://www.foodreactions.org/intolerance/l...

I nutidens Norditalien er 50% af befolkningen laktoseintolerant, og på Sicilien er det 70%. I Østasien er vi på 90-95%.

"»På Ötzis tid var de fleste formentlig stadig laktoseintolerante, men det ændrer sig med husdyrhold. Det har taget i hvert fald et par tusinde år, inden laktosetolerans blev udbredt,« forklarer Albert Zink til videnskab.dk."

En egenskab (som fx evnen til at fordøje komælk) spreder sig i en befolkning, hvis de der har egenskaben har højere overlevelsesrate. Egenskaben spreder sig ikke, fordi man begynder at holde køer. Egenskaben spreder sig, hvis de der holder køer, og som har egenskaben, får flere børn end andre.

  • 0
  • 0

eller bar han den bare ligesom mange af os bærer rundt på pneumokokker, streptokokker m.m.?
Måske var den ikke patogen overfor datidens mennesker.
Ved man noget om det?

  • 0
  • 0