Islandsk kraftværk omformer CO2 til kalksten
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Islandsk kraftværk omformer CO2 til kalksten

Island indviede i sidste uge det første kraftværk i verden, som har en negativ udledning af kuldioxid. Selve kraftværket har været i brug siden 2006, men systemet til at fange CO2 og pumpe det ned i den islandske undergrund, hvor den omformes til en slags kalksten, blev indviet i sidste uge.

Kraftværket Hellisheiði, som ligger 25 km sydøst for hovedstaden Reykjavik, producerer geotermisk varme. Og nu også kalksten af CO2.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik

Det er meningen, at CO2-stenmassen kan ligge i undergrunden de næste mange millioner år. Det skriver Quartz Magazine.

Projektet er stadig i sin spæde udformning og opfanger indtil videre kun 50 ton CO2 årligt, hvilket svarer til en enkelt amerikansk husstands årlige udledning – eller 10 indiske husstandes årlige udledning. Globalt udleder vi årligt 40 mia. ton CO2.

Nedpumpet gas vil fise op igen

Teknologien bag er udviklet af schweiziske Climeworks. De har længe ligget i skarp konkurrence med canadiske Carbon Engineering og amerikanske Global Thermostat om at udvikle teknologi til at absorbere og opbevare CO2 og tage den i brug.

Nu er det så lykkedes for Climeworks med et projekt, de kalder CarbFix. Her har det vist sig muligt at transformere mere end 95 procent af den injicerede CO2 i jorden om til en form for kalksten. Processen tager i omegnen af to år fra injektionen til sten, skriver LA Times.

Læs også: Norge tror stadig på CO2-lagring: Har givet Statoil 27 mio. til forundersøgelser

Det er ikke nyt, at CO2 kan hives ud af luften, men forskere har i årevis forsøgt at lagre den CO2, der kommer ud af det. Man har før forsøgt at opbevare den som gas under jorden i tomme olie- eller gas reservoirer, men her er problemet, at gassen på et tidspunkt formentlig vil slippe ud og ende i atmosfæren alligevel. Selve processen at injicere CO2 ned ville også skabe et hul, som CO2-gassen ville kunne slippe ud af. Og så var man lige vidt.

CO2 og vand blandes under stort pres

CarbFix fungerer på den måde, at CO2 og vand pumpes over en halv kilometer ned i undergrunden via separate rør. Vandet kommer fra en sø i nærheden. Når de rammer hinanden på de 500 meters dybde, bliver CO2 blandet med vand med en sådan kraft, at det i stedet for at boble op som i danskvand bliver opløst.

Blandingen bliver sendt ned gennem et lag af basaltisk sten, hvor der sker en udvaskning af mineraler som calcium, magnesium og jern.

Disse elementer finder sammen igen og bliver til kalksten.

Læs også: Skal Danmark sætte turbo på at kommercialisere CO2-lagring?

Forskerne mener, at det netop er laget af basalt, som får de forskellige stoffer til at reagere og ende som kalksten. Lag af sandsten har eksempelvis ikke samme effekt.

Vandet kan heller ikke undværes, har forskerne konkluderet i forsøg med blot at sende CO2 i sin gasform gennem basalt.

Stadig udfordringer at løse

Kalkstensløsningen er dog en af dyrere løsning på verdens CO2-problemer. Indtil videre koster det $600, svarende til 3.800 kroner, at omarbejde et ton CO2 til kalksten. Climeworks arbejder på at få den pris ned på $100, svarende til 633 kroner. Det skriver Hufftington Post.

Det vil stadig blive til rigtig mange penge, hvis verdens udslip på 40 mia. ton årligt skal omdannes.

Læs også: Polen blæser på krav om CO2-lagring til nye kulkraftværker

Desuden er der den udfordring, at processen kræver, at der er basalt til stede. Det kan som regel ikke findes på land. Til gengæld findes det til overflod i de nordvestlige dele af USA ved Stillehavet og mange andre steder under hav, skriver LA Times.

Der er endnu ikke foretaget eksperimenter gående på, om saltvand fungerer ligesom søvand til at omdanne CO2 til kalksten.

Desuden er der det lille arberdabei, at der kan opstå pladsproblemer i forbindelse med oplagringen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Basalt er en af de mest almindelige bergarter på jorden, også på landjorden. Det er værd at nævne, at den proces som bliver beskrevet allerede findes i naturlig udgave på havbunden, hvor endog meget store mængder CO2 bliver bundet i karbonater ved omdanneler i havbunden. Artiklen forholder sig kun til en mekanisme for at lagre CO2 ved at lave omdannelser i basalt, men potentialet for disse omdannelser er til stede i alle bjergarter, hvor der forekommer mineraler der kan spalte metaller fra, der derefter kan indgå i karbonater. Dette findes ikke naturligt i sandsten og lignende. Procestiden for dette er oftest meget langsom. I Island har de fået reaktionstiden ned på 2 år, men det forårsaget af den usædvanligt varme klippe i området.
Desværre er de forskellige geologiske provinser normalt ret store og der vil kun sjældent være adgang til både billig energi og varme kemisk reaktive bjergarter, som det er tilfældet i Island. I det meste af verden er der næppe et realistisk potentiale for at lagre CO2 ved at udnytte omdannelser i vulkanske bjergarter.
Hvis man vil fjerne CO2 ved reaktioner til kalksten (karbonat) er det mere interessant fx at fremskynde karbonatisering af udtjent beton og at danne jernkarbonater i stedet for rust i metalskrot. Alternativt kan man fjerne CO2 fra havet ved t gøde det med fint fordelt vulkansk aske, men det vil skabe en masse andre problemer.
Det billigste nok at undlade at udlede CO2, og det er stadig muligt at spare udledning af 1 t CO2 for mindre end $100.

  • 8
  • 0

Rebecca skriver: "Kraftværket Hellisheiði, som ligger 25 km sydøst for hovedstaden Reykjavik, producerer geotermisk varme."

Det er noget sludder. Proev med: Kraftvarmeværket Hellisheiði producerer el og fjernvarme paa basis af geotermisk energi fra undergrunden.

Der er tilsyneladende ogsaa noget galt med geografiske beliggenhed. Hvis man kan tro paa denne artikel https://en.wikipedia.org/wiki/Hellishei%C3...

befinder Hellisheiði sig 11 km SV for Reykjavik.

Og saa lige for at runde af: Der er ikke tale om CO2 separeres fra roeggassen. Der er tale om de to uoenskede komponenter af 'braendstoffet' fra undergrunden nemlig H2S og CO2 fjernes, inden gassen ledes til turbinerne, blandes med vand og injiceres ned i basalten.

Tre fejl i een artikel. Det er da meget godt klaret...

  • 4
  • 4

...når jeg ser CO2 så tænker jeg kul og ilt, hvad vil det tage at separere de to til ren kul og ren ilt med evt. biprodukter som også skal kunne bruges til noget ?
Er der nogen kemigenier som kan løse den ?

  • 0
  • 2

Er der nogen kemigenier som kan løse den ?

Jeg er godt nok ikke kemiingeniør, men jeg kan da forsøge: CO2 dannes ved afbrænding af kulstofholdigt brændsel. Hvis du skal skille kulstof og ilt fra hinanden igen, skal du bruge præcis den samme energi, som du lige har fået ved afbrændingen. Plus tab ved begge processer, så det er en yderst tvivlsom affære.

Undtagen som her, hvor man på grund af specielle lokale forhold kan udnytte naturlig geotermisk energi til at "betale" for at få bundet CO2 til karbonater.

Hvis man skulle gøre noget tilsvarende uden geotermisk energi, ville det på alle måder være en solid underskudsforretning.

En langt bedre løsning ville være at lade olie og gas blive liggende hvor det nu ligger, og i stedet bruge VE.

  • 2
  • 0

Well, det var en svipser, og det undskylder jeg.

Lad mig kompensere ved at omtale endnu en fejl fra Rebekkas side: Det er simpelthen faktuelt forkert og dybt (undskyld udtrykket) userioest, naar hun skriver:

"Man har før forsøgt at opbevare den som gas under jorden i tomme olie- eller gas reservoirer, men her er problemet, at gassen på et tidspunkt formentlig vil slippe ud og ende i atmosfæren alligevel. Selve processen at injicere CO2 ned ville også skabe et hul, som CO2-gassen ville kunne slippe ud af. Og så var man lige vidt."

Hoer nu her: Olie- og gasreservoirer, som er mere eller mindre toemte, er ligesaa taette, som de var foer man anborede saadanne strukturer, som man i visse tilfaelde endte med at erklaere for at vaere kommercielt udnyttelige, og derpaa fik tilladelse til at udvinde paa visse naermere fastsatte vilkaar, herunder krav til 'well design'. Det er kun i visse faa lande, at myndighederne tillader at olieselskaberne laver middelmaadigt arbejde med at plombere produktionsbroende, etc., naar produktionen ophoerer.

  • 2
  • 0

Hvordan kraftværket kan få negativt CO2 budget, kræver sikkert en del arbejde af diverse bureaukrater plus en del regneark.
Men det altsammen ligger i forudsætningerne, selvom det alt andet lige, er bedre at få bundet CO2 til faste mineraler, hvis man vil bevare det for evig tid.
Desværre kan et vulkanudbrud frigive det igen, men så regnes det nok som en naturlig hændelse.

  • 1
  • 3

Energi- og udgiftskrævende CCS-løsninger - som den i artiklen beskrevne - bør holdes op imod de mest interessante alternativer, - men selvfølgelig uden, at det ene nødvendigvis udelukker det andet.

Min CCS-favorit er deponering af (stort set biologisk uomsættelig) biokoks i landmændenes dyrkningslag, hvilket ”går godt i spand” med yderligere jordbundsforbedrende og kulstofdeponering opnået ved reduceret jordbehandling.

Biokoksen opnås som indeholdt i - også næringsstofrig - oprenset aske fra termiske værker, hvor der - ved hjælp af en brændselsfleksibilitetsgivende forkoblet lavtemperaturforgasser - produceres on-demand regulerbar energi på basis af restproduktstrømme, der ellers ville føre til afgivelse af - også stærke - klimagasser, hvis overladt til bakteriel omsætning ”under åben himmel”.

Yderligere værdifulde sidegevinster baseret på sådan ”bioCCS” er:
* Back up til fluktuerende VE fra ”vind og sol”
* Reduceret behov for import af – typisk mere ”klimagældsbehæftede” - træbrændsler
* Øget fødevareproduktion pr dyrket ha
* Sparet forbrug af traktorbrændstof m.v. til nedmuldning af f.eks. halm og biogasrestfibre
* Mulighed for billig og lugtfri regional omfordeling af næringsstoffer (i biokoksholdig aske) for beskyttelse af følsomt vandmiljø imod iltsvind og fiskedød
* Reduceret behov for import af ressource-knap minebrudt P og K
* Indtægter til (bl.a.) økonomiske yderområder - baseret på levering af biobrændsler og øget fødevareproduktion.

Når muldlaget - i bl.a. det vestjyske - bliver for højt, kan der f.eks. fortsættes på randen af Sahara, som nu vist i forvejen skrumper(?). Hvis det sidste er sandt, er det jo kun godt med noget rygvind til sådanne ”lidt større” opgaver :-):-)

  • 0
  • 0