Isen skjuler et dybt hav af vand på Saturn-månen Enceladus
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Isen skjuler et dybt hav af vand på Saturn-månen Enceladus

Ismånen Enceladus er ikke frossen hele vejen igennem. Under en 30-40 kilometer tyk iskappe ved månens sydpol er der masser af flydende vand – et stort hav med en dybde på op til 10 kilometer.

Det har italienske og amerikanske forskere fundet ud af ved at analysere den bane, som rumsonden Cassini har taget ved forbiflyvninger af månen. Resultaterne præsentes i en artikel i fredagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science.

Forskerne har regnet sig frem til, at havet under isen breder sig fra sydpolen og op til cirka 50 grader sydlig bredde på den lille måne, der har en diameter på 504 km. Vandet bliver tilsyneladende holdt flydende på grund af tidevandskræfter.

Hvor der er flydende vand, kan der også være liv, så nu er Enceladus blevet et ekstra interessant mål for fremtidige rummissioner.

Røbet af dopplereffekt

Cassini har været forbi Enceladus 19 gange i løbet af de seneste ni år. Ved tre af forbiflyvningerne, hvor rumsonden har været mindre end 100 km fra månens overflade, har forskerne opsamlet de svage signaler fra dens mikrobølgesender, og det er disse signaler, der nu afslører månens indre struktur.

Tæt på månen har rumsondens hastighed nemlig varieret en ganske lille smule – i omegnen af en kvart millimeter i sekundet – fordi månens masse ikke er jævnt fordelt. Denne hastighedsændring giver sig udslag i en beskeden dopplereffekt i radiosignalet fra Cassini, og den kan måles.

Radiosignalet fra Cassini har altså givet forskerne information om massefordelingen i Enceladus, og den fordeling kan bedst forklares, hvis månen har et stort hav mellem en fast kerne og den tykke iskappe ved sydpolen.

Gejsere står op fra store sprækker

I næsten ti år har rumsonden, der er resultatet af et samarbejde mellem den amerikanske rumfartsorganisation Nasa, det fælleseuropæiske modstykke ESA og italienske ASI, kredset om Saturn og givet forskerne masser af ny viden om gaskæmpens ringe og måner.

Vandet fra havet under isen stiger op igennem de store sprækker, som ses nederst til højre i billedet. (Foto: Nasa/JPL/Space Science Institute) Illustration: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute

Cassini blev sendt i kredsløb om Saturn 1. juli 2004, og året efter kom rumsonden for første gang tæt på Enceladus. Efter tre forbiflyvninger i 2005 stod det klart, at månen er geologisk aktiv. Ikke alene kunne astrofysikerne se tydelige sprækker på månens overflade, de fik også øje på gejsere af vanddamp, som sprøjter op fra sprækkerne.

Opdagelsen var ganske overraskende, for på overfladen af Enceladus kommer temperaturen ikke meget over minus 180 grader celsius. Forskerne havde regnet med, at månen var en fredelig isklump uden geologisk aktivitet, men det kunne ikke være tilfældet, når vand blev skudt langt ud i rummet.

Vandet er salt

Gejserne kunne forklares med, at Enceladus rummer flydende vand, som kommer op gennem isen. Teorien om et hav under isen fik ekstra kød på, efter at Cassini i 2008 og 2009 fløj igennem skyer af udspyet materiale.

På billeder taget fra Cassini i november 2009 er de mange gejsere på Enceladus ganske tydelige. (Illustration: Nasa/JPL-Caltech/Space Science Institute) Illustration: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute

Ved hjælp af instrumentet Cosmic Dust Analyser blev ispartikler fra skyerne analyseret, og de viste sig at være salte. Den kemiske sammensætning af iskrystallerne passer med, at saltvand fra et hav mellem en fast klippekerne og iskappen bliver presset op gennem sprækker i den tykke iskappe. I øvrigt rummer skyerne også simple organiske molekyler.

Udstrømningerne er ikke konstante, men varierer med månens lettere elliptiske bane om Saturn. Når Enceladus er længst væk fra gaskæmpen, og Saturn løsner sit gravitationelle greb om månen, åbner sprækkerne sig mere, så større mængder vand kan undslippe.

Nu bakker tyngdemålingerne altså op om teorien om et hav under isen. Til gengæld er det nu ikke længere sandsynligt, at Enceladus har et globalt ocean. Vandet er tilsyneladende kun flydende ved månens sydpol.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten