Der har længe været spekulationer omkring målet for computerormen Stuxnet, der tidligere i år dukkede op og hærgede computere verden over.
Flere har spekuleret i, at uran-centrifuger i Iran kan have været målet for ormen, der er lavet til at ramme systemer til processtyring, de såkaldte SCADA-systemer. At der kan være noget om snakken i forhold til, at Iran var tænkt som ormeføde for Stuxnet bekræftes nu også af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, fortæller den engelske avis The Guardian.
»De havde succes med at skabe problemer for et begrænset antal af vores centrifuger med softwaren, som de havde installeret i elektroniske dele,« siger præsidenten ifølge avisen.
Men noget kunne tyde på, at Iran nu har sikret centrifugerne bedre mod cyber-angreb.
»De gjorde en slem ting. Heldigvis opdagede vores eksperter det, og i dag er de (Stuxnet-bagmændene, red.) ikke i stand til at gøre det mere,« siger han ifølge the Guardian.
Udmeldingen kommer i forlængelse af en historie fra sidste uge om, at antallet af fungerende højhastigheds-centrifuger i Iran faldt fra 3.936 til 3.772 i løbet af få måneder. Centrifugerne bliver brugt til at producere beriget uran.
LÆS OGSÅ: Tidligere IAEA-direktør: Computerorm var målrettet Iransk atomprojekt
Stuxnet består af to trin. Det ene går ud på at inficere Windows-pc'er - blandt andet via USB-porten. Derefter forsøger ormen at finde ud af, om den er kommet ind på det rigtige SCADA-system, som er fra Siemens. Hvis det viser sig at være tilfældet, så forsøger Stuxnet at ændre koden i de såkaldte PLC'er, som er tilknyttet SCADA-systemet. Kodeændringen i PLC'erne ændrer igen på den frekvens, som motoren, der styrer hastigheden på eksempelvis en centrifuge, opererer ved.
Det formodede resultat er, at der går koks i uran-berigelsen, så materialet ikke længere kan brugs til fremstilling af atomvåben.
Dokumentation
Attack on Iranian nuclear scientists prompts hit squad claims
