Iphone4 er testet i hypermoderne anlæg
17 radiodøde rum til en værdi af 100 millioner dollars eller omkring 575 millioner kroner. Det viser Apple nu frem i videoer for at mildne stemningen omkring Iphone 4-antennen.
»Vores ingeniører har brugt tusindevis af timer på at udvikle og teste Iphone 4 i disse hypermoderne anlæg,« skriver Apple på en ny underside til Apple.com, tilegnet antennen på Iphone 4.
Det er en del af firmaets forsvar, der blev lanceret på et pressemøde i fredags. Apple har nægtet at undskylde for den udskældte antenne.
Læs også: Video: Se superanlægget hvor Apple testede Iphone 4
Apple har i stedet peget på, at problemet er generelt for smartphoneantenner, og at virksomheden tager grundige testmetoder i brug, før en ny telefon kommer på gaden.
17 radiodøde rum hos Apple er specialdesignet til at teste radioerne i mobile enheder lige fra bluetooth over wifi til ganske almindelige telefonsamtaler. Derfor er hvert rum afskærmet i et finmasket kobbernet, der fungerer som Faradaybur og holder stråling ude. Inde i rummene er alle overflader beklædt med kegler med en overflade af kulstofimprægneret film.
Keglerne skal få strålingen til at sprede sig så meget som muligt i rummet for at få de bedst mulige forhold midt i rummet, hvor telefonen er placeret. Det er samme metode, der bruges, når lydudstyr skal testes.
Alverdens antenner findes på indersiden af hvert rum for at efterligne wifi-netværk, bluetooth-enheder, mobilmaster og GPS-satellitter.
Forskellene mellem de forskellige rum hos Apple lader til at være markante. Dog viser virksomheden kun billeder fra nogle få at de i alt 17 testrum.
Blandt andet viser Apple en mand, der drejes rundt på en stol, mens han taler i telefon. Stolen er placeret i en ring, der står på højkant og måler på strålingen omkring ham.
»Dette her rum giver os en tredimensionel kortlægning af antenneydelsen, når telefonen er i personlig brug,« forklarer Apple i en video fra de radiodøde rum.
