Interview med Margrethe Vestager: Prøv noget andet end Google

Hvornår har du sidst besøgt side fire på Googles søgeresultater?

For mange vil svaret være aldrig. I langt de fleste tilfælde ender de fleste søgninger med et klik på en af de allerførste muligheder, søge­maskinen tilbyder. Og det er et problem, mener EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

»Jeg plejer at sige, at man skal gemme sine hemmeligheder på side fire af søgeresultaterne,« siger Margrethe Vestager, da Ingeniøren møder hende i Egtveds Pakhus på Christianshavn.

I sommer uddelte hun en bøde på svimlende 18 milliarder kroner til Google. En bøde for at udnytte søgemaskinens ekstreme markedsdominans i Europa til at fremhæve Googles egen shoppingtjeneste. Og – i gennemsnit – gemme konkurrenterne på side fire.

»Vi har lavet utrolig mange test i Google-sagen, hvor vi for eksempel flyttede det øverste resultat ned som nummer tre. Og prompte reagerer folk ved at tænke, at det resultat ikke er så relevant længere. Det er nærmest en automatreaktion,« konstaterer Margrethe Vestager.

Det er ikke et problem i sig selv, at vores adgang til internettets indhold kurateres af søgemaskinernes uigennemsigtige algoritmer. Problemet opstår, når et selskab står for mere end 90 procent af søgningerne – som Google gør i Europa.

»Hvis der var fem forskellige leverandører af internetsøgninger, som hver havde 20 procent af markedet, så ville det ikke gøre så meget. Hvis nogen forsøgte at skære hjørner, ville folk kunne gå videre til den næste. Det er volumen, der begynder at gøre noget,« siger Margrethe Vestager.

Omvendt kan man ikke skabe konkurrence, uden at forbrugere ønsker konkurrence. Fra både Google Search-sagen og den verserende Android-sag har kommissionen måttet konstatere, at forbrugerne er utrolig optaget af, at tingene er nemme.

»Der er en kæmpestor demokratisk diskussion, der handler om, hvorvidt jeg vil være en aktiv forbruger, der tager stilling til det, der foregår, eller om det bare skal være nemt.«

Vanvid

Samme konflikt kan ses, hver gang en forbruger præsenteres for brugervilkårene til en tjeneste, der med vilje skriver lange og komplicerede dokumenter, som brugeren aldrig får læst.

Det er et meget stort problem, at folk ikke aner, hvad de signer op til, mener Margrethe Vestager.

»Problemet er, at det er med vilje. I et 100 siders dokument bliver ingenting læst. Og man må formode – og det er lidt skræmmende – at nogen synes, det er en risiko, at nogen læser det, man præsenterer dem for,« siger kommissæren og fortsætter:

»Fire ud af fem europæere siger, at de ikke aner, hvad der foregår med deres data, og at de ikke har kontrol. Og det siger de samtidig med, at de klikker boksen af.«

Selv bruger Margrethe Vestager kun Twitter og Facebook i professionelle sammenhænge og læser med jævne mellemrum brugervilkår, selvom det – med hendes egne ord – driver hende til vanvid.

Hun laver sine søgninger på både Microsofts Bing og på de privacy-orienterede alternativer som DuckDuckGo og Cliqz. De giver andre resultater – sandsynligvis fordi de ikke råder over samme mængde data.

»Jeg kan ikke forstå, der ikke er flere, der er nysgerrige,« bemærker hun om forbrugernes indstilling til Google-konkurrenterne.

Vi vil ikke arbejde gratis

Alligevel er hun overbevist om, at brugere kommer til at ændre adfærd, når det går op for dem, at det, de betaler tjenesterne med – nemlig deres data – har en værdi.

»Det første bliver at bryde illusionen om, at noget som helst er gratis. For det er der stadig nogle, der tror,« indleder Margrethe Vestager.

»Mange butikker har et loyalitetskort, og hvis man bruger det, så ved butikken alt om, hvad du køber, hvornår du køber det og hvor meget. Og ud fra det ved de stort set alt om dine familiære forhold. Det, du får ud af det, er 20 procent rabat på noget vaskemiddel, du ikke har tænkt dig at købe. Der er ingen sammenhæng i prisdannelsen. Og det er jo kun, fordi vi ikke er klar over, at der er et marked, og at der er en prisdannelse.«

Her får EU’s dataregulering en rolle at spille.

Fra maj i år træder EU’s databeskyttelsesforordning i kraft. Og med sig bringer den nye rettigheder til de digitale forbrugere – blandt andet med hensyn til at få adgang til egne data og flytte dem til andre tjenester. Den rettighed åbner som noget nyt for mellemmænd, som varetager brugeres interesser, indsamler data og giver en lille bid af den meget store kage, der bliver skabt, tilbage til forbrugeren.

Den type ændringer vil gøre forbrugerne mere bevidste om, at deres data faktisk har en værdi, mener Margrethe Vestager.

»Især i den del af den digitale økonomi, hvor værdien ikke kan skabes uden brugeren. Hvor der kun er et produkt, fordi der sidder en bruger og gør et eller andet,« siger hun og fortsætter:

»Når folk bliver mere klar over det, så tror jeg, vi vil se en ændring, fordi folk ikke vil finde sig i, at de skal arbejde gratis.«

Brug for fælles data

Selvom spørgsmålet om adgang til data kan lyde principielt, så har det også en praktisk betydning for konkurrencen, mener Margrethe Vestager.

Mangel på data kan være en lige så håndgribelig barriere for nye virksomheder, som hvis man skulle starte en fysisk produktion af gasturbiner fra bunden. For eksempel har finansverdenens teknologiske startup-virksomheder, de såkaldte fintechs, i årevis været afhængige af banker, hvis de ville lave produkter oven på kundernes forbrugsdata.

I år kom EU så med betalingsdirektivet PSD2, der kræver, at banker stiller grænseflader til rådighed, så et hvilket som helst selskab kan hente bankdata med en kundes samtykke.

Den type lovgivning, der kræver mere adgang til data, kommer EU til at diskutere på mange områder, mener Margrethe Vestager, der nævner den spirende industri omkring selvkørende biler som eksempel.

»Hvis du køber en selvkørende bil, så er det din bil, og det er din måde at køre på og dit forbrugsmønster, der skaber data. Du ejer de data. Meget ofte, når du signer op til en service gennem bilfirmaet, så lader du dem bruge de data. Der er en type licens, og typisk får du ikke noget for det,« understreger kommissæren og fortsætter:

»Men hvis vi skal have selvkørende biler til at fungere, skal vi have en fælles pulje af data til rådighed. Data om kørselsmønstre og adfærd – virkelig mange data – skal kunne puljes, for at man kan få tværgående tjenester og produkter i det hele taget, som faciliterer hele markedet for selvkørende køretøjer.«

Er Google et naturligt monopol?

Google-sagen, som fik et foreløbigt punktum i sommer, er blot en af tre sager mod it-kæmpen om misbrug af selskabets markedsdominans.

På mobilstyresystemet Android misbruger selskabet sin markedsposition til at få plantet Google-apps og tjenester på samtlige Android-telefoner, mener Margrethe Vestager. Og med reklamenetværket Adsense holder Google – ifølge kommissionen – ulovligt konkurrenterne fra døren.

Alligevel har Google de seneste to år kun rykket sig tættere på en position, der kræver, at selskabet skal betragtes – og reguleres – som et forsyningsselskab, siger Margrethe Vestager:

»Når vi kommer tættere på, så er det for eksempel, fordi jeg relativt tit har folk på mit kontor, der siger, de ikke vil investere i noget, der ikke kan blive fundet af Google.«

Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er der lige om lidt, understreger Margrethe Vestager.

»Men noget af det, der er testen, er, om man økonomisk set kan lave en konkurrent. Det giver ikke nogen mening, når det gælder kloakkerne, og i vid udstrækning heller ikke, når det gælder bredbånd eller fibernet,« vurderer kommissæren og fortsætter:

»Hvis ikke det giver mening at lave noget nyt, så har selskabet et naturligt monopol, men til gengæld kan vi så regulere adgangen til det.«

Det giver for eksempel ikke mening at lave en konkurrent til internettet, påpeger Margrethe Vestager.

Spørgsmålet er så, hvornår det heller ikke længere giver mening at lave en konkurrent til de vejvisere, vi alle sammen bruger, når vi skal finde rundt på internettet.