Internet of Things kobler alt, hvad du ejer, på nettet

Internet of Things kobler alt, hvad du ejer, på nettet

Prisen for at indbygge en internetforbindelse i den nye elpære eller vaskemaskine vil i 2020 være på under en dollar – så hvorfor ikke?

Din smartphone gør det allerede, og inden længe gør dine lamper, din vaskemaskine og din bil det også – kommunikerer med internettet. M2M, maskiner, der taler med maskiner, Internet of Things eller bare IoT – disse er nogle af de mest hypede ord lige nu.

Eksperter forudsiger mellem 26 og 50 milliarder forbundne enheder i 2020, og med en ny version af internetprotokollen IPv6 med op til 3,4 × 1038 mulige adresser er der åbnet for, at alt, hvad der kan sluttes til internettet, også vil blive det.

Det forudser blandt andre Gartner Group, som anslår, at prisen for den ekstra funktionalitet vil være mindre end en dollar i 2020. Det får trendforskere og teknologibegejstrede produktudviklere til at drømme om alt fra det intelligente hus spækket med sensorer, der ved alt om dig og indretter sig efter din kalender og dit humør, til labels i din næste bluse, som ikke bare fortæller dig, hvor den er produceret og af hvad, men også om der er blevet brugt giftige kemikalier og børnearbejde til fremstillingen.

Men allerede nu er du godt i gang med at blive omringet af apparater, som opsamler data om dig og din adfærd, ofte uden at du ved det eller har givet dit samtykke:

»Den pæne version er, at jeg har kontrol over mit hverdagsliv, når min hoveddør automatisk åbner, fordi en sensor genkender mig. Når jeg kommer ind i stuen, tænder mit musikanlæg med musik, der passer til mit humør, og i øvrigt kan jeg styre det hele med min stemme,« fortæller Janni Nielsen, der er professor ved CBS, forsker i IoT og netop har deltaget i den femte Internet of Things-konference i Bruxelles:

»Den mindre pæne version er: Hvad sker der med alle de data, der bliver logget om mig? Hvem får fat i dem, og bliver de brugt hensynsløst eller klogt? I 1970’erne kunne ingen forudsige, hvordan informationsteknologien ville vende op og ned på vores hverdag. Det samme kommer til at ske med IoT,« siger hun.

Og det er ikke småting, man allerede i dag kan samle ind af data. Flere steder i Norden er intelligente elmålere udbredt, og det giver elselskaberne detaljerede data om dit energiforbrug. Data, som kan kobles med internet- og tv-udbydernes data om, hvornår du bruger nettet og ser tv, og ikke mindst hvad du ser.

Alle de data kan bruges til at for­udsige dine behov og fodre dig med lige netop de løsninger eller reklamer, du – måske ubevidst – er interesseret i. Eller som John Barrett, der er leder af Systems Research ved Cork Institute of Tech­nology (CIT), siger i en TED-talk: ‘Hvad nu, hvis jeg har en hjertesensor, som forudsiger, at jeg er på vej til at få et hjerteanfald, og i samme øjeblik modtager et tilbud på noget ny vidundermedicin?’

Der sælges i dag cirka to milliarder elpærer i Europa om året. Inden længe vil de fleste af dem være af LED-typen, og jeg er helt sikker på, at en stor del af dem vil komme på nettet.
Peter Wilmar Christensen, GreenWave Reality

Betal, som du kører

I en netop offentliggjort rapport, forfattet af teleselskabet TeliaSonera og analyseinstituttet Arthur D. Little, peges der på autobranchen som et af de steder, hvor den økonomiske vækst inden for IoT vil være størst i de kommende år. Helt op til 47 procent om året vil omsætningen stige inden for biler, som på en eller anden måde er forbundet til internettet. Det gælder for eksempel biler, der kommunikerer med udlejningsfirmaer og serviceværksteder. I Norge drives væksten af det store salg af elbiler, og i Finland er det muligt at prissætte din bilforsikring ud fra din kørestil.

Andre områder med voldsom vækst er ifølge rapporten telemedicin og – naturligvis kunne man næste sige – gadgets, altså alle de enheder, vi som privatmennesker omgiver os med til daglig: smartphones, tablets og kameraer og på lidt længere sigt også hårde hvidevarer.

Eller som det udtrykkes af Peter Wilmar Christensen fra den danske virksomhed GreenWave Reality, der har udviklet en softwareplatform til at forbinde enheder med nettet og hinanden:

»Der sælges i dag cirka to milliarder elpærer i Europa om året. Inden længe vil de fleste af dem være af LED-typen, og jeg er helt sikker på, at en stor del af dem vil komme på nettet,« siger han.

Læs også: Danske GreenWave Reality: »Vi skal gøre tingene simple«

I den fremstillende industri har netværkstanken i årevis været standard. Såkaldte bussystemer har styret fabrikkerne, og enorme mængder data er blevet opsamlet og analyseret. Alligevel vil IoT også her skabe en revolution, siger Frank Faurholt, der er salgsdirektør hos Siemens Danmark og formand for Dansk Automationsselskab, DAu.

Han tror, at det fremover vil være selve produktet, som kommunikerer med fabrikken og fortæller, hvad det skal blive til i sidste ende, hvor det skal sendes hen, og på hvilket sprog brugsansvisningen skal stå:

»Det lidt ondskabsfulde svar på, hvorfor vi skal indføre IoT i industrien, er, at vi mennesker er for dovne og ustabile. Vi glemmer og er blevet en begrænsende faktor for at kunne øge produktiviteten,« siger han.

Kommentarer (49)

Jeg vil gerne have lov til at være i fred, og have mit liv for mig selv og min famillie. Det rager ikke andre hvornår jeg har min pære tændt, så længe jeg betaler min elregning.

Jeg begriber ikke hvorfor der er så stor hype og festivitas omkring det her. Og jeg begriber ikke hvorfor folk i almindelighed ikke tager sig rigeligt betalt for alle de dybt personlige data I hver eneste dag frivilligt overlader til virksomheder, der udnytter dem til at sælge jer ting I dybest set ikke har behov for.

Hvor er lovgivningen der beskytter mig mod denne brutale overskridelse af mit privatlivs grænser?

  • 13
  • 3

Jeg tror det er den helt naturlige udvikling på nettet, at alt kobles sammen, uanset om man lige synes det er rart, praktisk eller ej..
Mig bekendt var det også een af grundende til at man begyndte at fyre op under IPv6 for lang tid siden, da man erkendte at antal dimser på nettet hurtigt vil overstige antal mennesker...

  • 3
  • 1

Konsekvensen af den holdning kan let blive, at du slet ikke kan have den dims. For al vedligehold vil afhænge af at producenten har kontakt med enheden.

I 2040 tror jeg ikke der findes nye vaskemaskiner der kan installeres uden Internet forbindelse. De vil få software opdateringer og selv bestille service og maile til dig hvis saltanlægget er tomt.

  • 4
  • 1