Den 2. oktober 2017 sendte et italiensk laboratorium et varsel ud til de øvrige medlemmer af et uformelt netværk af forskere, som samarbejder om at holde øje med mulige radioaktive udslip.
De italienske forskere havde overraskende registreret en radioaktiv isotop af det sjældne grundstof ruthenium, som ikke findes i atmosfæren, men indgår i brugt brændsel fra kernekraftværker.
Senere samme dag kom der lignende meldinger fra Tjekkiet, Østrig og Norge. Og over de næste to dage indløb også varsler fra kolleger i blandt andet Polen, Schweiz og Grækenland.
Ud fra målingernes spredning var det åbenlyst, at der måtte være tale om et stort udslip, som havde spredt sig som en sky over Europa.
Det stod også klart, at det ikke kunne være fra en atomreaktor – så var der fulgt andre isotoper med – og at niveauerne heldigvis ikke var sundhedsskadelige.
Men ingen lande ville tage ansvaret for en ulykke.
Heller ikke da Det Internationale Atomenergiagentur IAEA udbad sig data og information om mulige kilder fra samtlige 43 lande i og omkring Europa.
En uge efter den første måling mente det franske statslige Institut de radioprotection et de sûreté nucléaire (IRSN) dog alligevel at have modelleret sig frem til, hvor synderen skulle findes.
'Epicenteret' måtte findes et sted mellem floden Volga og Uralbjergene i Rusland eller Kazakhstan. Øjnene rettede sig hurtigt mod oparbejdningsanlægget Mayak i de sydlige Uralbjerge i Rusland.
Men både her og fra officielt russisk hold afviste man ethvert kendskab til en ulykke. Man foreslog i stedet, at der måtte være tale om forurening fra en satellit, som var brændt op i atmosfæren.
En efterfølgende russisk undersøgelse med international deltagelse kom ikke frem til noget klart svar på grund af 'mangel på data'. Og der har sagen stort set ligget siden.
I hvert fald indtil i fredags, hvor en artikel baseret på målinger og arbejde fra 70 forskere fra hele verden, udgivet i det tværvidenskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences, mener at kunne slå både årsag og oprindelse fast.
176 målestationer fra 29 lande har været involveret i arbejdet, og der blev fundet ruthenium-106 så langt væk som Den Arabiske Halvø, Asien og sågar Caribien.
I Europa lå de højeste værdier på 176 millibecquerel per kubikmeter luft, op til 100 gange mere end, hvad der ankom til kontinentet fra ulykken på det japanske Fukushima-værk.
»Målingerne indikerer det største kendte enkeltudslip af radioaktivitet fra et civilt oparbejdningsanlæg,« siger den tyske professor Georg Steinhauser, som er blandt hovedforfatterne på den videnskabelige artikel i en pressemeddelelse.
Forskerne kommer frem til, at der må være frigivet 250 til 400 terabecquerel ruthenium-106 og at en satellit-nedstyrtning er helt udelukket.
Udslippet må være sket over en periode på omkring 18 timer mellem 25. og 26. september, langt inde i oparbejdningen af brugt brændsel. Og det må være sket i de sydlige Uralbjerge, hvor Mayak-anlægget ligger.
Rusland har fortsat ikke bekræftet, at ulykken skete i landet, men Sven Poul Nielsen ved Center for Nukleare Teknologier ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som har leveret de danske resultater til studiet, mener, at teorien holder vand.
»Jeg vil betragte de konklusioner, man er kommet frem til, som rimeligt sikre«, siger han.
Han fortæller, at man herhjemme fandt ruthenium-106 efter at være gjort opmærksom på problematikken af de øvrige lande i overvågningsnetværket.
»Vi har tre stationer i Danmark, som måler, hvad der er i luften af radioaktive stoffer. En på Risø, en på Bornholm og en i Jylland ved Haderslev. Bornholm havde den højeste koncentration, vi så spormængder i Risø og ikke noget i Haderslev. Det stemte meget godt med fordelingen over Europa,« siger Sven Poul Nielsen.
Målestationerne fungerer som en støvsuger, som suger luft ind gennem et filter. Og på Bornholm opfangede filteret svarende til to millibecquerel per kubikmeter.
»Niveauet var oppe på niveau med, hvad man ser af en naturligt forekommende isotop, berylium-7, som produceres, når kosmisk stråling rammer ind i atmosfæren,« siger Sven Poul Nielsen.
Da der var tale om niveauer, som ikke var sundhedsskadelige, og der ikke var andre radioaktive isotoper med, som kunne tyde på en reaktorulykke, førte det ikke ligefrem til alarmtilstand.
»Men når vi ser sådan noget, orienterer vi myndighederne, Statens Institut for Strålebeskyttelse og Beredskabsstyrelsen, som altid skal have besked«, siger han.
Sven Poul Nielsen vurderer, at udslippet må haft sundhedsskadelige konsekvenser i området omkring Mayak.
»Det er anselige mængder ruthenium-106, der er sluppet ud, og derfor må der være tale om en vis risiko i nærområdet, for forureningen er jo selvfølgelig altid tættest på hvor udslippet sker«, siger han.
Mange danskere har på det seneste set Netflix-serien 'Chernobyl', som beskriver, hvordan det daværende Sovjetunionen først helt afviste, at en omfattende reaktorulykke havde fundet sted, og siden har talt de menneskelige konsekvenser ned.
»Den russiske tavshed i den her sag støtter de fordomme, vi kan have om dem, og det lugter af, at det kan have noget med militæret at gøre«, siger Sven Poul Nielsen.
Ruthenium-106's halveringstid er 374 dage.
