Interaktiv væg giver Københavns historie nyt liv

4. maj 2012 kl. 14:00
Interaktiv væg giver Københavns historie nyt liv
Illustration: Københavns Museum/Caspar Miskin.
Københavns Museums multimediale installation Væggen er netop åbnet på Frederiksberg Runddel. Her lader prisbelønnet teknologi borgerne komme tæt på Københavns historie og blive klogere på andres opfattelse af byen.
Artiklen er ældre end 30 dage

For det meste er museer envejskommunikation, hvor man kommer, ser, oplever og forlader udstillingen igen. Men med den multimediale installation Væggen har Københavns Museum skabt et udstillingskoncept, som træder ud af de sædvanlige rammer.

Væggen blev indviet på Frederiksberg Runddel i april efter tidligere at have stået på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen.

I den forbindelse er det avancerede interface blevet opdateret, så den virtuelle opdagelsesrejse i København er blevet endnu mere helstøbt.

For med Væggen er det nu blevet muligt at tage på en spændende rejse gennem Københavns fortid, nutid og fremtid gennem en blanding af arkivmateriale fra Københavns Museums samlinger, nye fotos af byen og ikke mindst den strøm af billeder, videoer og kommentarer, som løbende bliver føjet til installationen af dens brugere. Både når de fysisk befinder sig foran væggen og hjemmefra via nettet.

Store tekniske udfordringer

Væggen er blevet til i et samarbejde mellem det newzealandske produktionsselskab Gibson International, installationsvirksomheden ProShop Europe og den grafiske tegnestue Spild af Tid. Installationen består af en 12 meter lang interaktiv væg, som er baseret på en 3D-model af København skabt af billeder fra museets samling, der via specialudviklede programmer bliver omdannet til et virtuelt kulturelt landskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

3D-modellen er bygget på basis af en 3D game engine og med et interfacelag, som dels består af HTML5 widgets og dels er håndkodet.

Fronten består af fire 103'' HD-plasmatouchskærme, som gør det muligt med et tryk med fingeren eller et glid med hånden at tage på en spændende tidsrejse.

Og der var nogle betydelige tekniske udfordringer, der skulle løses, inden installationen kunne stå færdig. Ikke mindst fordi det er første gang, at multitouchteknologi bliver brugt i så stor skala.

»Udfordringerne lå især i touch-interfacet, for der fandtes ikke noget, der understøttede en så stor skærm. Samtidig skulle installationen stå udendørs, så den skulle altså både virke i sol og sne, som begge påvirker touchfunktionen,« forklarer kreativ chef i Spild af Tid Jakob Thorbek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er der brugt meget energi på at finde den rette løsning til det yderste glas, som både skulle være stabilt og fungere med touchfunktionen.

Udfordringerne blev løst, og det betyder, at man nu på Frederiksberg Runddel kan sætte hånden på tidslinjen og flytte markøren fremad og straks rejse med stormskridt gennem Københavns udvikling fra historisk købstad til moderne metropol. Tag på opdagelse i dit eget kvarter og bliv klogere på, hvordan det har udviklet sig gennem årene. Udforsk eksempelvis, hvordan det velkendte Amagertorv midt på Strøget har taget sig ud i løbet af de seneste mange år, eller følg med i Vesterbros forvandling fra fattigmandskvarter til hipsterhøjborg.

I alt har Københavns Museum brugt cirka 10.000 billeder fra museets arkiver, som åbnes i en 3D-sky, der gør det nemt at navigere i udstillingen. Samtidig er det muligt at udforske Væggens mange informationer tematisk ud fra emner som eksempelvis 'teknologi' eller 'konflikter' på tværs af byens kvarterer og tidsaldre.

»Væggen er blevet til, fordi vi her på museet gerne vil være alle københavneres museum og et åbent museum, som folk har lyst til at bruge. Med Væggen har vi stillet 10.000 af vores billeder ud på gaden og gjort adgangen åben for alle,« fortæller museets presseansvarlige, Ann-Sofie Nielsen.

Prisbelønnet brugerinddragelse

Samtidig har det været en væsentlig pointe for museet at arbejde med brugerinddragelse, så udstillingen ikke alene kommunikerer udad, men at dens tilskuere samtidig får mulighed for selv at bidrage. En intention, som i begyndelsen af april sikrede museet en nominering til Bikubenfondens nye folkelige Publikums Museumspris, og allerede sidste år høstede platformen den prestigefyldte internationale pris World Summit Award.

»Det har været vigtigt, at brugerne selv skulle kunne uploade film og billeder og kommentere udstillingen, og det er gået over al forventning. Nogle uploader fjollede snapshots, mens andre har scannet gamle billeder ind. Vi er glade for det hele, for ideen er at opnå en flerstemmig og personlig fortælling,« forklarer Ann-Sofie Nielsen.

Samtidig har tanken været at få tegnet et dynamisk billede af København, der rækker ud over museets arkiver, som samtidig bliver udvidet og opdateret takket være udstillingen.

»Som museum er det ofte den overordnede fortælling, der er i centrum, og så ville der ikke være så meget med om de almindelige københavnere. Med Væggen har vi en måde at invitere hele København til at være med til at fortolke byen og give et anderledes og mere nuanceret billede af den.«

Siden udstillingen åbnede, har brugerne i alt uploadet omkring 5.000 billeder, og nogle af dem har været årsag til morsomme episoder.

»Noget, der er rigtig sjovt, er, at nogle billeder får folk til at skrive rigtig mange kommentarer. Som hvis folk uploader billeder af, hvor de er vokset op, eksempelvis i husvildebarakker, og andre så gennem kommentarerne viser sig at være vokset op samme sted, og de faktisk finder hinanden igen gennem Vægen. Der er det utroligt fedt at opleve, hvordan historien kommer i spil og skaber en mulighed for dialog med mennesker, der måske ellers ikke før spillede en rolle i museets samlinger,« siger Ann-Sofie Nielsen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger