Intelligente ladestandere skal skåne det danske elnet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Intelligente ladestandere skal skåne det danske elnet

Illustration: koson/BigStock

Mellem 3 og 19 milliarder kroner skal der til, for at det danske eldistributionsnet kan levere strøm til én million elbiler i år 2030, viste en analyse fra Dansk Energi i sidste uge. Forskellen mellem de to tal bunder imidlertid i, hvor intelligent elnettet bliver. Her kan intelligente ladestande til privat infrastruktur hjælpe med at holde omkostningerne i bund.

Og her har Syddansk Universitet et bud på en løsning: En ladestander, der automatisk skal koordinere opladning med lokalområdet og tilpasse det brugerens behov.

Analysen fra elselskabernes brancheforening undersøgte, hvor mange penge der skal investeres i forstærkede kabler til det danske elnet. Kablerne til elnettet skal nemlig være i stand til at håndtere den belastning, der kommer til at opstå, hvis flere elbiler det samme sted skal oplade samtidigt.

Men ifølge Mads Aarup, civilingeniør og talsmand for elbilforeningen FDEL, kan uintelligente ladestande til elbiler være skyld i, at det danske elnet belastes unødvendigt.

»Det værste, der kan ske, er at du kommer hjem fra arbejde klokken 17 og sætter stikket i elbilen, og fordi laderen ikke er smart, begynder den at lade med det samme. Bagefter tænder du for tv-skærmen og for komfuret og så har din elbil bidraget til spidsladsperioden på en uhensigtsmæssig måde,« siger Mads Aarup.

Læs også: For kun tre milliarder kr. kan det danske elnet blive klar til en million elbiler

I stedet for at investere i elkabler, der skal kunne tåle en markant højere belasting, kan implementeringen af intelligente ladestande, eller såkaldte smartchargers, sørge for at undgå store belastninger af elnettet til at starte med.

»En smartcharger venter med at lade elbilen, til det er mest tjenstligt, og det handler om at undgå at bruge strøm på tidspunkter, hvor andre folk bruger det. I stedet kan det eksempelvis forbruge om natten, der typisk er en lavlastperiode,« siger Mads Aarup.

Samspil, deleenergi og lokale vaner

Et bud på en intelligent ladestander kan stamme fra Syddansk Universitet Sønderborg, hvor et hold af forskere har designet en såkaldt chargecontroller, der på flere parametre skal gøre ladestande til private elbiler intelligente i deres måde at koordinere opladningen på.

Systemet skal gøre det muligt for privatejede ladestande, der hører til samme elnet at lære adfærdmønstrene for nabolagets elbiler og bruge denne viden til at kortlægge, hvornår det giver mening at oplade disse biler.

Eksempelvis har man en ejer, der altid er hjemme fra arbejde i sin elbil klokken 17 og først bruger sin bil igen næste morgen klokken 7.30. Med denne information ved den intelligente ladestander, at den ikke behøver at lade elbilen op med det samme, hvor andre biler muligvis er i færd med at lade op, fordi bilen med al sandsynlighed vil være sat til ladestanderens stikkontakt helt indtil næste morgen. Derved kan den eksempelvis vente til samme nat, hvor elnettets samlede forbrug er langt mindre.

Chargecontrolleren giver også ladestandere, der hører under det samme elnet, muligheden for at kommunikere og koordinere med hinanden, således at de kan tage højde for, hvor meget strøm de forskellige elbiler mangler for at blive opladt til fulde. Det fortæller Robert Brehm, forsker ved Center for Industriel Elektronik på Syddansk Universitet og medarbejder på projektet.

»Hvis to biler oplader for 10 kW konstant hver især, og den første af dem får opladet batteriet til 80 pct. kapacitet, kan systemet sørge for, at den første oplader 8 kW for resten, mens den anden bil tilsvarende oplader for 12 kW imens,« siger Robert Brehm.

Læs også: Tilsyns-direktør afviser at stå i vejen for at oplade en million elbiler

Chargekontrolleren fra Syddansk Universitet skal også give ladestanderne mulighed for at registrere, når der er lokalt produceret energi, eksempelvis fra et solpanel på husstandens eget tag, til rådighed. Når denne type energi er til rådighed, kan ladestanderen forøge forbruget til opladningen.

Teknologien er klar

Ifølge Mads Aarup har man nu den nødvendige teknologi til at implementere intelligente ladestande til privat infrastruktur. Til gengæld efterspørger han markedsmekanismer for fleksibelt elforbrug, altså elforbrug, der finder sted i et tidsrum, hvor det belaster elnettet mindst.

»Det handler om at spørge om, hvad fleksibiliteten i elforbruget er værd, og selv med smartcharge-løsninger har private forbrugere ingen markedsmekanismer at læne sig op ad,« siger han.

Markedsmekanismerne skal ifølge Mads Aarup regulere, hvad eksempelvis 20 kWh til privat opladning af en elbil skal koste, når ejerens intelligente ladestander sørger for, at bilen lades op på det tidspunkt, der belaster elnettet mindst.

»Det handler både om at kunne spare penge og om at kunne udnytte det samlede elnet optimalt,« siger Mads Aarup.

I Dansk Energis analyse understreger man, at man uanset hvad skal investere 29 milliarder kroner til fornyelse af gamle elkabler, der stammer tilbage fra 1970'erne og 1980'erne. Udover det skal man bruge 3 til 19 milliarder til kabler, der skal kunne håndtere belastningen fra den én million elbiler, man forventer at se på danske veje i år 2030. Om beløbet ender på tre eller 19 mia. afgøres blandt andet af teknologier som denne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor tilføje noget som allerede er en del af bilens funktionalitet?
På min snart 5 år gamle e-Golf sætter jeg allerede forventet afgangstidspunkt og peak (pris) perioder for el. Så gør bilen resten.

  • 16
  • 0

Det undre mig at der skrives 12 kW.

3 faser 16 A 230 V er 11 kW, det er samtidig max på Tesla model 3 og BMW i3. De fleste andre lader langsommere med nogle Tesla og Renault Zoe som undtagelser.
Standarderne for el-installationer er 16 A eller 32 A dog begrænset af maste sikringer på 25 A (jf PHK)

Firmaet TrueEnergy laver allerede meget af det beskrevne via en app og bilen. Alle hjemme ladestandere fra Clever og E.On kan styrres. Men godt med konkurence og flere muligheder. De udvikler sikkert på mere end det her beskrevne.

  • 4
  • 0

Åbne måledata
Som jeg ser det lige nu er den største hindring for at lave mere intelligent elforbrug at elselskabernes gør for lidt for at give direkte adgang til måler data på den lokale elmåler.
De giver adgang til aggregerede data via deres hjemmeside.
Den manglende åbenhed betyder fx at jeg ikke løbende kan overvåge husstandens forbrug og tilsvarende automatisk lade min intelligente EVSE lade bilen

Så Radius - og alle jer andre - kom ind i kampen, og se elkunderne som samarbejdspartnere - så skal vi nok lykkes med at bruge elnettet intelligent

  • 9
  • 0

Så Radius - og alle jer andre - kom ind i kampen, og se elkunderne som samarbejdspartnere - så skal vi nok lykkes med at bruge elnettet intelligent


Netselskaberne (som f.eks. Radius) har ikke lov til at udleverer måledata til kunderne. En inteligent måler skal have mulighed for at kunden selv kan trække data ud og det handelselskab, som kunden har valgt at købe sin strøm fra, har lov til at udleverer timeværdierne til kunden.

  • 1
  • 0

...fordi det er længe siden der blev foreslået differentieret pris afhængig af tidspunkt hvor man forbruger. Det er bare ikke blevet til noget !!Mon ikke en elbilejer med begrænset forbrug kan vente med lading til kl. 20- 23 whatever....Eller om natten hvor forbruget ikke er så højt ? I stedet varsles at nettet skal forstærkes så og så meget. Det tager vi til den tid når det bliver nødvendigt. Lige nu er der vel ikke nogen der forventer at elbilerne stormer frem i antal ? Hvad er problemet ?
Ligesom vaskemaskiner og tørretumblere, det kunne være et incitament til tidsforskydning med prisdifference, den er der bare ikke ! I hvert fald ikke hvor vi bor, så er det lige meget om prisen er i + eller - Og "kogespids" ? samme diskussion...Med den rå elpris kommer det heller ikke til at ske, fordi der ikke er nogen der vil pille ved afgifter!!! Det er jo det der koster.. Og så kan man snakke nok så meget om intelligente ladestandere og v2g, det nytter bare ikke noget. Altså schnik schnak, som sædvanligt !
Aksel

  • 7
  • 0

Fordi det er det kunden betaler for at kunne gøre... Ellers er du ude i at du kan få "op til" mængde strøm og hvordan var det lige med internet hastighederne og folks tilfredshed?

Desuden hvem siger at folk kun sjat lader? hvem siger at folk ikke kunne finde på at lade hver anden/tredie dag i stedet? osv. INGEN kender folks brugs mønstre og al den gætterri og sætten begrænsninger op hjælper ikke andet end folk ryster på hovedet og siger at det vi har virker i dag det de påstår kommer er for bøvlet og begrænser mere end i dag ( sandt eller ej) hvorfor så skifte?

  • 0
  • 7

Det er så irriterende at den slags skal sælges som "inteligent", som om problemstillingen er helt ny og de lige er faldet ned fra månen. Det er helt lavpraktisk, og alle ved jo at hele landets el-infrastruktur allerede bliver planlagt og dimensioneret efter både lokale peak og forbrugsmønstre i øvrigt. Og det skal naturligvis justeres når behovet udvikler sig. Bemærk også at Danmark allerede har været igennem en stor transformation da man skiftede fra bygas til el-komfurer, det er intet reelt problem, og med bilerne skal samme kapacitet udnyttes om natten.

Når det kommer til opladning af bilen hjemme på privaten er der derfor som udgangspunkt intet problem. Men det er naturligvis noget andet i byen, i etage ejendomme. Og der er et økonomisk spørgsmål, eller rettere to: afregning og investerings spørgsmål.
Al teknologi til afregning der findes idag på det danske marked indebærer en mellemhandler, der gerne vil sælge ekstrem dyr strøm via laderstandere, og der skal købes en særlig chip og et abbonement. Man skulle tro det er ren idioti og bagstræberisk nederdrægtighed der styre teknologiudhviklingen på dette punkt. (efter min ydmyge mening).
Så er der etableringsomkostningerne og hvem der skal betale/ afdrage dem. Og det er klart at det ikke er et individuelt problem at sætte ladestandere på parkerinsgpladserne, men er det samfundets eller elselskabets/boligforening/ejerforening. Eller en kombination?
Hvis man gerne vil betale ågerpris for strømmen så skal man bare gå til det private marked. Hvis man som boligforening gerne vil sætte en stribe ladestandere op, så kan man ikke få fingre i teknologien til afregning.

Hvis man kun kigger på at opsætte en stribe CEE 16A stikdåser hvor strømmængden skal kunne deles efterhånden som der kommer flere biler. Så kræver det en kompleks relækasse og yderligere en kommunikation med bilernes lader elektronik så de ved hvor mange volt+amp de kan trække ud. Det er f.eks. den model som Tesla brugte i deres første versioner af "Super charger".

Skulle der være nogen steder i byen hvor der bliver kapacitets problemer, kan der lokalt udbygges med batterikapacitet.

Til sidst vil jeg også nævne at der er god grund til at opsætte en mængde landestandere, men ikke nødvendigvis udbygge med mere end 10 procent over det aktuelle behov. Mn skal altså ikke bare gå amok og udstyre alle parkeiongsplaadser med en ladestander. Fordi der sker en udvikling der dels gør opladning hurtig, og btterierne større, så vi ved ikke om man om fem år kan nøjes med at lade op på arbejdspladsen, eller på "stømstationen".
Dertil er der en udvikling i retning af autonome biler der selv kan køre rundt og lade op.
Altså om nogle år er behovsbilledet for infrastrukturen måske ikke det man forestiller sig idag.

  • 4
  • 0

"Ingen kender folks forbrugsmønstre" er ikke sandt. Elselskaberne kan se fra deres data hvornår elbiler starter opladning. Erfaringer fra Norge giver rigeligt materiale.

  • 9
  • 1

Min lader hjemme (Boston) er lavet af JuiceBox. Det kan programmeres på mange måder, f.eks. til at lade når strømmen er grønnest i mit lokal område. Jeg får $8/måned for at tillade mit elselskab at slå ladeapparatet fra når de vil. Teknologien eksisterer.

  • 10
  • 0

Erfaringer fra Norge har vist at de ikke har haft problemer med langt flere elbiler end der er i DK, undtaget i vildnisset om sommeren. Den Norske Elbilforening har artikel derom.

  • 10
  • 0

I netselskabernes, for de flestes tilfælde, ganske høje netafgift, er indregnet reinvesteringerne i ældre kabler. Sådan har det været længe/altid. Der er næppe brug for flere penge.

Ord som "smart" og "intelligent" bruges i flæng som årsager/undskyldninger for at selskaberne, i følge dem selv og deres lobby/brancheorganisation skal få lov til at tvangsopkræve endnu flere penge fra elforbrugerne. Og nej, vi skal vel ikke bruge uintelligent eller usmart teknologi...?

Ja, undskyld min krasse udlægning af sagens/artiklens kerne (som jeg nu opfatter den).

  • 11
  • 0
  • at netselskabet naturligvis skal beskytte det eksisterende anlæg på alle spændingsniveauer fra 400 V i villavejen til de højeste spændingsniveauer mod overbelastning.
    Derfor bliver det meget omfattende hvis ALLE elbilbrugere kan tænde for fuld ladeeffekt kl.17. Og det er så heller ikke nødvendigt fordi en væsentlig brøkdel først har behov for 100% opladning næste morgen - sådan i bred almindelighed.

Styring af ladningen har således til formål 1) ikke at overbelaste det til enhver tid eksisterende elnet (= brownout), og 2) sikre tilstrækkelig ladning af bilerne på et forbrugervalgt tidspunkt.
Udover teknikken, så vil økonomiske incitamenter sikkert være det mest virkningsfulde.
Hvem vil betale kr.2,50/kWh, hvis mere intelligent (styret) kan ske til kr.1,50/kWh - som eksempel.

Derfor, som kommentar til et tidligere indlæg, styringen skal ske på ladeboks- niveau (og bag plombe) - ikke i en tilfældig leverandørs bil.

  • 5
  • 2

Hvad blev der af Timeafregnet el..
Hvor det skulle være billiger om natten.. ???
Det er efterhånden flere år siden vi skulel have målere alle sammen der skulle kunne det..

De eneste som skummer fløden der er hvis energinet

Det ville ændre belastningen.. også på elbiler

  • 2
  • 1

Den 'intelligente' ladestander er et skridt i den rigtige retning - det argumenteres der fint for ovenfor.
Men hvorfor ikke i næste fase stile højere?

I dag vil ladestanderen skulle regne mulig ladestrøm ved at kommunikere med øvrige ladestandendere og lokalproducerende energi-enheder.
Fremtidigt skal data fra ladestandere og VE-enheder kombineres med elselskabets detaljerede kendskab til nettet og det aktuelle driftsbillede. Herved kan beregnes præcist, hvad den relevante netdel kan bære af ladestrøm - både brugere og elselskab kan få det bedste ud af nettet.
Dette vil sikre optimal ladning - og senere 'peak-shaving' ved anvendelse af tilsluttede batterier i spidslastperioder

  • 1
  • 0

Hvad blev der af Timeafregnet el..
Hvor det skulle være billiger om natten.. ???
Det er efterhånden flere år siden vi skulel have målere alle sammen der skulle kunne det..De eneste som skummer fløden der er hvis energinetDet ville ændre belastningen.. også på elbiler


Du kan jo også bare vælge at skifte til flexafregning hvis du har fået måleren skiftet til en fjernaflæst måler... Find f.eks. et handelsselskab på: elpris.dk

Det er efterhånden flere år siden de første handelselskaber begyndte at tilbyde det produkt :) 31.12.2020 skal alle elmålere være skiftt til fjernaflæste elmåler.

  • 2
  • 0

Standarderne for el-installationer er 16 A eller 32 A dog begrænset af maste sikringer på 25 A


Netop af den grund, skal jeg ikke nyde noget af at sætte min lader til når jeg kommer hjem og skal lave aftens mad, samtidigt med at jordvarme anlægget pumper derudad.
Det kunne let koste et elektrikerbesøg for at skifte en sikring.

Jeg kunne selvfølgelig også kaste 14.000 på bordet og få nye sikringer, men så siger min elektriker til mig at det vil koste 5-10 volt hvis jeg udnytter det, fordi jeg har en stikledning på 400 meter.

Hvorfor tilføje noget som allerede er en del af bilens funktionalitet?


Hvor svært skulle det være, når folk har et økonomisk incitament til at undgå netop denne overbelastning.

  • 1
  • 0

Ejere af elbiler betaler ligesom alle andre nettarif af deres forbrug. En økonomisk elbil forbruger vel ca. 1000kwh/år, hvilket svarer til ca. 300 kr pr elbil.
Elselskaberne vil altså få ca 300 mio ekstra ind om året hvis der pludselig var en million ekstra elbiler. Det kan vel fint dække deres omkostninger?

  • 2
  • 2

I netselskabernes, for de flestes tilfælde, ganske høje netafgift, er indregnet reinvesteringerne i ældre kabler. Sådan har det været længe/altid. Der er næppe brug for flere penge.

Jeg har ikke set, at de beder om flere penge. Jeg har set, at de fortæller, hvor mange penge de kommer til at anvende. Det er noget helt andet.

Jeg er ret sikker på, at de uden problemer kan finde de 3 milliarder i den ekstra tarif, de får ind, når folk begynder at bruge mere elektricitet.

  • 3
  • 1

Ejere af elbiler betaler ligesom alle andre nettarif af deres forbrug. En økonomisk elbil forbruger vel ca. 1000kwh/år, hvilket svarer til ca. 300 kr pr elbil.


1000 Kwh giver ca. 6000Km kørsel i de bedre elbiler.

Mon ikke vi kan gange det tal med 4 ?
Dvs 1200,- pr elbil eller 1,2 milliarder årligt ved 1 million elbiler.

Hvis elbilfolket kan abstrahere for hvad ladebokssælgerne, elselskaberne og bilsælgerne forsøger at bilde dem ind omkring rækkevidde angst.
Så kan næsten alle sammen nøjes med et almindeligt udendøres 230V stik på 10A, hvor der kun lades efter kl 20.

Og lades der natten over, 20:00 -06:00 med 2 KW i 10 timer er der til 100Km i de fleste elbiler og nolge op mod 120Km
I Weekenderne vil elbil for de flestes/oftest kunne oplade mere end 10 timer.

Med andre ord burde distributionsselskaberne gå ud med budskaberne:
"Hvis du lader mellem 20-06 så sænker vi transmissionsprisen for hele dit strømforbrug"
"Med de nye målere, kan vi godt se om du kan finde ud af det"
"Vi ser frem til at kunne sænke din elpris, med venlig hilsen dit distributionsselskab."

Så slipper vi for fancy ladebokse, apps og alt mulligt andet unødvendigt fordyrende pjat.

Men de selskaber der ejer distributionsnettene vil have maksimal profit og hvis de kan bilde folket og politikerne ind at det er pinedød nødvendigt at invistere xyz kroner, så kan de tjene flere penge.
4% lov garranteret forrentning er ret godt.

  • 6
  • 0

Andre har været inde på det, men for sjovs skyld:

En Tesla 3 kører 100 km på 18 kWh.

En gennemsnits pendlerdag på 50 km er 9 kWh

I tidsrummet 22 til 7 er der 9 timer.

Hvor mange steder i landet ville det være et problem for det lokale netværk hvis alle husstande brugte 1 kW samtidigt?

Og hvor svært ville det være at kræve en timerfunktion for producenter af elbiler, som som standard starter opladningen efter kogespidsen og oplader jævnt indtil næste morgen?

Ved den første indstilling skal ejeren svare på "Når jeg sætter opladeren til, så skal min bil være opladet kl ____ næste morgen med mindre jeg aktivt laver en override."

  • 5
  • 0

Erfaringer fra Norge har vist at de ikke har haft problemer med langt flere elbiler end der er i DK,

I Norge har de gennem mange år haft motorvarmer til bilen , nu er den bare erstattet af en lidt kraftigere model til el-bil opladning.

I Norge har de udbredt brug af el opvarmning, el-bilerne er indført samtidig med varmepumper, de 2 teknologier udjævner det ekstraforbrug som el-bilen belaster med, det samme vil ikke ske i Danske hustande på fjernvarme, på landet får vi også jordvarme og varmepumper, men det erstatter oliefyr, pillefyr og brændeovn, derfor har jeg svært ved at se hvordan det frigiver ekstra el-kapacitet, så vi bare kan bruge Norges erfaringer

  • 1
  • 0

Et interessant spørgsmål her er hvor skal opladning af elbiler styres?

Nogle argumentere for at ladestanderen skal styre. Det kan ladestanderene allerede (Clever og E.On) men muligheden bliver ikke udnyttet.

Den anden mulighed er at det styres via bilen og dens dataforbindelse. Dette gør True Energy allerede idag.

I begge tilfælde ved bilen/ladestanderen hvor de er på elnettet ud fra hvor de er.

Hvorfor er det ene bedre end det andet? Hvorfor så meget fokus på ladestanderne, når det i dag gøres via bilen?

  • 0
  • 0

Hvorfor tilføje noget som allerede er en del af bilens funktionalitet?

Det kan ikke være en del af bilens funktionalitet, at vide hvornår strømmen bliver billig, eller hvor mange biler der lader hvor meget i nærområdet.

Det er hele forskellen på, om elbiler er med til at støtte elnettet eller om de bliver en belastning.

Det er klart, at der er et økonomisk encitament (op til 16 mia kr) til at optimere tidspunktet for og til dels effekten på ladningen. Og hvis brugerne ikke mærker nogen stor ulempe ved at benytte app'en (eller hvad det nu bliver), så kan selv 1000 kr. om året som besparelse pr. husstand være nok til at spare en langt større udgift.

  • 1
  • 0

Det vil overhovedet ikke være svært, men som stabilisering af elnettet er det langt overlegent at lade elselskaberne (eller elhandelsselskaber) styre det, da de har mange flere oplysninger.


Ja, så har de også en undskyldning for at kræve endnu flere oplysninger.
Det er jo også rigtig dejligt at kunne bruge andres batterier til stabilisering, uden at skulle betale for det.
Jeg mener at vi skal holde fast i, at service er noget, som elselskaberne skal levere til forbrugerne. Ikke omvendt.

  • 4
  • 0

Det er jo også rigtig dejligt at kunne bruge andres batterier til stabilisering, uden at skulle betale for det.


Hvis de skal bruges til stabilisering, så skal der sendes strøm fra batterierne og ud i nettet, dette vil kræve en afregning. Og dermed burde der også logisk set være penge at tjene på det da strømmen kun sendes ud i nettet når der mangler.

Det er så lidt noget andet, hvis man blot stopper en opladning for at give nettet luft.
Men også det burde regulere sig selv, hvis der er forskel på timeprisen.

  • 0
  • 0

Det slår mig i disse debatter om elnettet, at alle andre end ejerne synes der skal gøre noget. Enten er det brugerne der skal aftage "smart" eller elbilsopladning der skal styres efter nettets tilstand, men ejerne af nettene sidder åbenbart på deres flade og har tilsyneladende ingen problemer.
Det er i så fald ikke første gang at forretningsfolk vil løse et selvopfundet problem, der egentlig ikke kræver løsning.

  • 1
  • 0

Det slår mig i disse debatter om elnettet, at alle andre end ejerne synes der skal gøre noget. Enten er det brugerne der skal aftage "smart" eller elbilsopladning der skal styres efter nettets tilstand, men ejerne af nettene sidder åbenbart på deres flade og har tilsyneladende ingen problemer.


Har du læst den artikel, der linkes til i artiklen? Du har i hvert fald skrevet to kommentarer under den, så det burde man kunne formode.

I den artikel skriver Dansk Energi, at udbygning og vedligehold af elnettet frem til 2030 vil koste:
29 mia., hvis der ikke skal lades elbiler.
32 mia., hvis der skal lades 1 mio. elbiler intelligent.
48 mia., hvis der skal lades 1 mio. elbiler uintelligent.

Så det ser da i ganske høj grad ud til, at ejerne af elnettet har anerkendt problemstillingen.

Men det er da rigtigt nok, at det ikke er noget problem for dem, så de kan i princippet bare sidde på deres flade og afvente kundernes beslutning. De kan jo levere lige det, vi kunder gerne vil have. Hvis vi helst vil lade uintelligent, kommer vi bare til at betale lidt mere for at få nettet udbygget til det.

  • 1
  • 0