Intelligent trafikovervågning redder menneskeliv i Israel

Ulykker i uregulerede vejkryds fylder meget i statistikken over tilskadekomne i trafikken, men nu er israelske ingeniører gået i gang med at udvikle intelligente vejskilte, der redder menneskeliv.

I første omgang har ingeniører fra Technion-Israel Institute of Technology udviklet et intelligent overvågningssystem til traditionelle vejkryds. Systemet består af to kameraer, der holder øje med hovedvejen og indfaldsvejen. Hvis kameraerne opdager to bilister, så regner en computer på hastigheden og forudser, om der er risiko for en kollision, skriver Science Daily.

Hvis det er tilfældet, så begynder en række lamper at blinke omkring et skilt ved indfaldsvejen, hvor det fremgår, at bilisten ikke har ret til at drøne over, men skal afvente fri bane på hovedvejen.

Overvågningssystemet er allerede blevet testet i et farligt vejkryds i den israelske storby Tel Aviv, og planen er at bruge samme system i flere andre farlige kryds i landet.

Rådet For Større Færdselssikkerhed tror på ideen

Herhjemme er flere uregulerede vejkryds også skyld i mange ulykker og Rådet For Større Færdselssikkerhed tror på ideen om intelligente skilte.

»Jeg forestiller mig, at det vil være en stor gevinst mange steder, men det kræver en analyse af, hvilke kryds, der er allerværst,« siger vicedirektør i Rådet For Større Færdselssikkerhed, Mogens Wilbert.

Herhjemme er mange ulykker blevet forhindret ved at bruge ressourcer på trafikregulering, men det udelukker ikke, at nogle bilister ignorerer det røde lys. Det problem er dog også ved at blive løst af de israelske ingeniører, der arbejder på at aktiver det røde lys i den modsatte vejbane, hvis en bilist nægter at stoppe for rødt.