Intelligent tøj fjerner stank fra svedige sportsfolk

Dagen, hvor du trækker i løbetøjet, løber en tur uden at svede eller lugte, ligger ikke­ længere langt ude i fremtiden. Aalborg Universitet er i tæt parløb med erhvervslivet begyndt at forske i såkaldte intelligente tekstiler.

»Tøj, som vi kender det i dag, kan typisk beskytte os mod regn eller kulde. Med intelligente tekstiler kan man forestille sig tøj, der som et minimum køler dig, hvis du er varm, så du slet ikke begynder at svede,« siger lektor Kim Lambertsen Larsen fra Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi.

Udviklingen af intelligente tekstiler foregår i et tæt samarbejde mellem universitetet og virksomheder inden for rammerne af Aalborg Universitets nye netværk kaldet Centre for Human Appliances and Technology, CHAT. Forskningen inddrager både radiokommunikation, nanoteknologi, sundhedsvidenskab og kemi.

Projektet tager udgangspunkt i parfumeret tøj, som man f.eks. kender det fra skyllemidler. Duften herfra svinger imidlertid i intensitet og forsvinder over kort tid.

Målet med forskningen er derfor at nå derhen, hvor duftudskillelsen kan kontrolleres. Eksempelvis er det mere relevant, at duftstofferne frigives, når man bruger tøjet i stedet for, når det ligger på hylden i butikken eller hænger hjemme i skabet.

»Faktisk tyder vores foreløbige resultater på, at vi teknologisk kan bringe udviklingen derhen, hvor udskillelsen sker on-demand, altså når der er behov for det,« siger Kim Lambertsen Larsen.

Uanede muligheder

Tøjteknologien kan også reagere aktivt og f.eks. indkapsle­ dårlig lugt. Det sker som en reaktion på varme og fugt fra huden. Konkret frigiver molekyler parfume, når de er fulde, og opsamler affaldsstofferne, f.eks. sved, når de senere er tomme. Sveden kan fjernes ved almindelig tøjvask, og da molekylerne består af sukkerstoffer, som er biologisk nedbrydelige, vil det ikke belaste miljøet.

Det aktive stof i det intelligente tøj, Cyclodextrin, er en kendt teknologi, men udfordringen er at påføre og især binde det på alle mulige forskellige tekstiler. Det er netop dette problem, forskerne fra Aalborg skal arbejde på at løse.
Kim Lambertsen Larsen er ikke i tvivl om, at der ligger et stort kommercielt potentiale og venter. Han øjner også andre anvendelsesmuligheder.

»Hvis man kunne imprægnere sin t-shirt med medicin mod hudlidelse, eller hvis man kunne tage sin "hovedpinetrøje" på, når det gør ondt i toppen, så vil det være ultimativ brug af teknologien,« siger Kim Lambertsen Larsen og forudser, at tøj også en dag vil kunne kalde op til alarmcentralen, hvis ejerens hjerte begynder at slå ude af takt.

Direktør i Dansk Textil ­Union, Jens Birkeholm, er positivt stemt over for, at der nu kommer dansk forskning inden for intelligente tekstiler.

»Her er der i den grad tale om et område, der er virkelig spændende for tekstilindustrien, da det pludselig kan tilføre tøjet nogle nye og helt anderledes egenskaber, som forbrugerne efter alt at dømme vil begynde at efterspørge fremover,« vurderer han.

Jens Birkeholm mener, at forskningen kan vendes til en fordel for den danske tekstilindustri, da det kan differentiere danske tøjprodukter i forhold til de udenlandske konkurrenter.