Intelligent overvågning straffer parkeringssyndere til spotpris
Turistbusser, der bliver hængende lidt for længe på aflæsningspladser ved Manly Beach i Sydney, bliver omgående spottet af et intelligent overvågningssystem. Det skriver Goverment News.
Læs også: Ny teknologi skal forkorte jagten på en parkeringsplads
Et it-hold i Sydney-forstaden Manly har fodret Microsoft Azure Machine Learning-teknologi med over 10.000 overvågningsbilleder – med det resultat, at en algoritme nu kan genkende parkeringspladsen på alle tider af døgnet i alle sæsoner. Og med det samme se, hvis noget ikke er, som det skal være.
Hvis en bus for eksempel parkerer på en aflæsningsplads og stadig er der ti minutter senere, sender systemet en mail med billeddokumentation til de relevante medarbejdere.
En sjette sans
Systemet har gjort arbejdet markant nemmere for Sydneys såkaldte Rangers, fortæller it-chef Nathan Rogers.
»Det har givet dem en sjette sans. Maskinlæring lader dem være flere steder på én gang. De kan gøre deres arbejde frem for at sidde foran en række overvågningsskærme,« siger han.
Læs også: Danske kommuner omfavner Smart City-teknologierne
Tre steder i Manly er parkeringspladserne overvåget med den kunstige intelligens. Tidligere blive der ifølge Nathan Rogers kun holdt sporadisk øje med pladserne gennem patruljering og ad hoc-brug af overvågningsbilleder.
Efterhånden som systemet har fået mere billedmateriale, er det blevet bedre til at spotte nølende busser eller biler, der uretmæssigt snupper en handicapplads.
54 dollars om året
Systemet er ikke fejlfrit, fortæller Nathan Rogers. Men fejlene er efterhånden så få, at det er bemærkelsesværdigt, når de kommer.
Til gengæld har det været ganske uproblematisk at implementere, siger it-chefen, der hverken har haft dyre konsulenter eller milliard-udbud i spil for at gøre byen mere intelligent. Den ekstra software, der var nødvendig, koster det lokale byråd omkring 360 kroner om året.
Læs også: Stephen Hawking: Kunstig intelligens er en trussel mod menneskeheden
»Vi fik det hele til at virke på under to timer,« vurderer Nathan Rogers.
Manlys byråd overvejer nu, hvad systemet ellers kan sættes til at overvåge gennem områdets 100 kameraer. Systemet kan potentielt sige til, hvis hovedgaden trænger til rengøring, eller notificere lokale sportshold, hvis sportsbanen er i dårlig stand.
