Intel skaber selv-indlærende eksperimental-chip

Illustration: Intel

Intel er på vej med en ny eksperimentel chip, som efterligner det netværk, som findes i en dyrehjerne.

Den såkaldte ‘neuromorfiske chip’ bygger på firmaets 14nm FinFET procesteknologi og kan ifølge Intel repræsentere 130.000 neuroner og 130 millioner synapser. Det skriver Eenews Europe.

Chippen, som har fået navnet Loihi, benytter en såkaldt ‘asynchronous spiking model’ som ligger tættere på dyrehjerner end andre modeller for neurale netværk.

Den nye chip efterligner hjernens funktionsmåde ved at indlære sine operationer baseret på flere feedback-tilstande fra det omgivende miljø. Sådanne systemer skal ikke trænes på den traditionelle måde og kan forbedre sit resultat over tid.

Andre modeller, såsom ‘convolutional neural networks’, er ikke gode til at generalisere uden for elementer som er indgået i træningssættet, men her kan Loihi’s model byde på noget nyt.

Et andet firma, BrainChip, har fremstillet en tilsvarende chip, som bygger på FPGA’er.

Intel vil tilbyde sin chip til universiteter og forskningsinstitutioner i første halvdel af næste år.