Intel går sammen med Aalborg-forskere for at udvikle stabilt, mobilt bredbånd

Højteknologifonden har bevilget 55 millioner til et nyt projekt, hvor Aalborg Universitet sammen med Intel, Telenor og Anite skal finde måder at gøre mobilt bredbånd mere tilgængeligt og hurtigere på.

Teleforskere fra Aalborg Universitet går sammen med Intels danske afdeling, britiske Anite og Telenor i et nyt fireårigt projekt kaldet Virtuoso. Projektet har netop fået bevilliget 55 millioner kroner af Højteknologifonden.

Professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer er med i projektet. Han fortæller, det overordnet går ud på at sikre bedre og hurtigere mobilt bredbånd. Både i forhold til eksisterende teknologier, 4G, men også i forhold til kommende som LTE Advanced og det ikke videre definerede 5G.

»Det her går på at få udrullet noget data, der giver ordentlig dækning. Hvis du gerne vil have mobildatadækning, så duer det ikke, der er en masse huller,« siger han.

Deltagerne i projekterne byder ind med hver deres kompetencer. Intel producerer blandt andet de modtagere, der forbinder mobiltelefoner til telenettet. Anite er leverandør af trådløse test og teknologier, Telenor er netværksoperatør og så er der teleeksperterne ved Aalborg Universitet. Sidstnævnte skal bidrage med ekspertise inden for udvikling af testmodeller, så virkelige radioforhold inden for mobilt bredbånd kan emuleres på laboratorieniveau.

Det vil sige, at de radioforbindelser, som skal danne grundlag for fremtidige mobile dataforbindelser, bliver testet under realistiske vilkår, så håndsæt og mobilmaster kan levere gode dataforbindelser i en driftssituation.

Læs også: Nu skal mobiler med elendige antenner afsløres

»Et af de vigtige områder i det her projekt handler om realistiske test. Ikke bare i forhold til telefonen, men også i forhold til det net, den skal fungere op imod,« siger Gert Frølund Pedersen, der har en del års erfaring med at teste antenner i mobiltelefoner, blandt andet i forhold til, hvordan de bliver holdt i en menneske hånd.

Han fortæller, at der i den forbindelse er en verden til forskel på kvaliteten af et radiosignal, når det gælder tale og så datatrafik. For mens en forbedret signalkvalitet ikke nødvendigvis betyder en hørbar forskel i forhold til tale, så kan et bedre signal give mange gange hurtigere mobilt bredbånd målt i megabit. Derfor er der fokus på signalkvaliteten i forbindelse med projektet.

Et andet område, som Virtuoso har fokus på, er, hvordan fremtidens mobile bredbånd kan forbedres - både hvad angår hastighed og robusthed - set i forhold til LTE og LTE-advanced. Disse teknologier gør brug af flere antenner, metode kaldet Mimo, for at opnå væsentligt højere datarater end 3G-data.

»Hvis vi skal have en meget højere datarate, hvad kan man så gøre?,« siger Gert Frølund Pedersen. Det skal projektet forsøge at svare på.

Om projektet:
Budget: 110 millioner kr.
Højteknologifondens investering: 55 millioner kr.
Varighed: 4 år
Projektets titel: Virtuoso.

Højteknologifonden offentliggør i dag 23 projekter, som fonden investerer i alt 583 millioner kroner i. Læs hvilke her.

Kommentarer (0)