Innovativ betonteknologi fra DTU er fundament i nyt firma

En betonteknologi fra DTU, der gør det muligt at bygge meget mere buet samt kan reducere CO2-udslippet ved betonbyggeri med 50 procent, har resulteret i et nyt dansk iværksætterfirma.

Nyt dansk firma er klar til at bygge huse og meget andet med en ny omkostningseffektiv metode til konstruktion i beton, der er blevet udviklet på DTU.

Metoden forbedrer styrken af en betonkonstruktion samtidig med, at den halverer konstruktionens samlede vægt, hvilket vil medføre lavere materialeomkostningerne og reducere CO2-emissionerne i forbindelse med produktion, transport og byggeri.

»Vi er klar til at bygge, og der er et kæmpe potentiale. Vi kan reducere CO2-udslippet i forbindelse med betonbyggeri med 50 procent,« siger Peter Hertz, der er medstifter af den splinternye virksomhed Abeo, der har fået støtte fra Seed Capital.

Det kunne være i byggerier som dette fra BIG, at den nye betonteknologi kunne give arkitekterne friere hænder. (Tegning: BIG)

Læs også: Ny betonteknologi gør det let at støbe i buer

Det nystiftede selskab taler allerede med Nationalmuseet, der overvejer at bruge Abeos betonteknologi i forbindelse med et eventuelt byggeri af et nyt lager. Vejle Museum har ligeledes besluttet at bruge den nye teknologi til et lager, når økonomien omkring projektet falder på plads.

Abeo har desuden holdt møder med forskellige mulige leverandører samt indledt et samarbejde med Carl Bro, så de kan tage teknologien i brug.

Perlekædearmering

Princippet i den nye beton er "perlekædearmering", hvor kernen i konstruktionen stykkes sammen af en række elementer af stærk beton på en stålwire. Omkring kernen trækkes et hylster af let beton, som fordeler trykket ud over kernen og beskytter den.

Se en illustration af princippet i infografikken her.

Frigør arkitekturen

Udover at skære i pris og CO2-udslip kan den nye metode også gøre det billigt og nemt at bygge meget friere med buede former.

Teknologien er udviklet af ingeniør og docent ved Institut for Byggeri og Anlæg, DTU, Kristian Hertz, der mener, at det kan føre til et paradigmeskift inden for betonbyggeri, fordi det pludselig gør det lige så billigt at bygge i buer og kurver som at bygge firkanter og rette linjer - eller billigere.

Læs mere om mulighederne i betonen i Ingeniørens tidligere artikel om teknologien her.

Abeo samarbejder derfor også med arkitektfirmaet BIG, hvor en ph.d. arbejder på at få den nye teknologi ind i arkitekternes projekter.

Find opfindelserne

Stifterne af virksomheden Peter Hertz og Mads Løntoft mener, at Abeo er et godt eksempel på, hvordan man kan få udnyttet ideerne fra universiteterne.

»Vi er to unge iværksættere fra CBS, der har fundet sammen med forskere fra DTU, der havde en god ide, og sådan kan mange andre også gøre. Der er mange gode opfindelser fra universiteterne, der aldrig kommer videre. Det er bare med at kigge efter dem,« siger Peter Hertz, der selv har fundet denne gode ide ved at være Kristian Hertz's søn.

Kommentarer (4)

Man er lønnet af det offentlige og opfinder ny teknologi det er unik på markedet.
Så patenterer man opfindelsen og opretter sin egen private virksohed og scorer kassen på dette.

Er det sådan det foregår.. hvis ja, så er der godt nok noget helt galt i laksegade.

  • 0
  • 0

Er det ikke det samme som almindeligt efterspændt armering, der benyttes i samtlige motorvejsbroer og huldækelementer i Danmark?

Er der også opfundet en letbeton der kan modstå vejr, vind og slid som en almindelig beton, eller havde de tænkt sig at konstruktionen skulle dækkes ind efterfølgende?

I det moderne Danmark er det ikke materialerne der koster, der er lønnen. Det tager længere tid at lave buede konstruktioner og som jeg læser teksten er der også indarbejdet en ekstra arbejdsgang eller to hvilket også tager tid og koster penge.

  • 0
  • 0

Ifølge loven ejer universiteterne patenter, der udtages i arbejdet. Universitetet og dets investeringsfond ejer hovedparten af aktierne i det nye firma, som har til formål at arbejde for at udbrede teknologien på markedet, hvad der kræver meget mere, end blot at få ideerne.

  • 0
  • 0

1) Ja, der bruges efterspændt armering, men til at sammenspænde stykker af stærk beton, så de eksempelvis kan danne buer, der kan rejses uden brug af stillads og omstøbes med letbeton. Først da har vi den samlede konstruktion.

2) Vi har 3000 års erfaring med letbetons modstandsevne for vejr og vind. Vi udvikler endvidere nye lette betontyper til forskellige formål i samarbejde med industrien. I særlige tilfælde kan man naturligvis behandle overfladerne, eksempelvis med puds eller pladebeklædning, ligesom man også ofte gør med andre betonkonstruktioner.

3) Ja lønomkostninger er vigtige i Danmark. Det, der koster rigtig meget i mandtimer, er fremstilling af forme til buer og hvælv mv, hvorfor disse ellers optimale konstruktioner ofte er blevet fravalgt. Vi behøver ikke forme til de bærende buer, og kan nøjes med lette formstykker ofte helt uden stillads til den lette beton. Derved bliver det overkommeligt i mandtimer at fremstille buede løsninger, som tidligere var for dyre.

  • 0
  • 0