Injicering skal stabilisere undergrunden ved Nørrebro Station

Efter at grundvand og sediment natten til onsdag trængte ind i stationsrummet til den kommende metrostation på Nørrebro og førte til evakuering af 49 beboere fra en nabobygning, bliver jorden nær stationsskakten samt den berørte bygning i næste uge forstærket med såkaldt 'grouting'.

Grouting er en injicering med en tyndtflydende betonblanding, som kan trænge ind i alle hulrum. Teknikken kan stabilisere en ustabil undergrund samt rette sammenfaldne bygninger op, som det skete på Londons verdensberømte klokketårn med Big Ben.

På Nørrebro skal injiceringen sikre den femetages beboelsesejendom, der satte sig syv mm efter vandindtrængningen i stationsrummet. Det skete, fordi metroentreprenøren, CMT, under udgravning af den 23 meter dybe stationsskakt i stedet for stabil københavnerkalk ramte porøs undergrund i form af istidsaflejringen silt.

Læs også: Aflejringer fra istiden strømmede ind i metroboring

Silten, hvis partikler har en kornstørrelse på mellem 0,002 og 0,6 mm, flytter sig med grundvandet, hvis det kan komme til det. Og det kunne den. Eftersom sekantpælevæggene omkring stationsrummet endnu ikke er helt tætte, strømmede grundvand og silt ind i stationsrummet.

Fare for sammenstyrtning

Det indtrængende vand og sediment skabte et hulrum, som – skønt over 20 meter under jordoverfladen – fik en stor beboelsesejendom på hjørnet af Hyltebro og Folmer Bendtsens Plads til at sætte sig. Og indsatslederen fra Københavns Brandvæsen vurderede, at der kunne være fare for sammenstyrtning, hvilket førte til natlig evakuering af 49 beboere i tre opgange.

»Så snart sætteskaden og det indtrængende vand blev opdaget, gik metroentreprenøren i gang med at fylde det opståede hulrum ud ved at bore 22-24 meter dybe huller på sekantpælevæggenes yderside og fylde dem med beton. Det arbejde fortsætter mellem sekantpælevæggen og den evakuerede hjørneejendom, indtil situationen er stabil,« siger Jens Munch, CMT’s kommunikationschef.

»Injicering er noget andet end at hælde beton i borede huller. Teknikken bliver brugt alle mulige steder i verden til at tætne vandførende lag og sikre bygningers stabilitet,« forklarer Jens Munch.

Har en bygning sat sig, kan man også ved at groute få den til at hæve sig. Det skete for et par år siden på det klokketårn i London, der rummer det berømte ur Big Ben. Her havde en fremtrædende ekspert i underjordisk anlægsarbejde afsløret, at klokketårnet var begyndt at hælde, da den vestlige tunnel af Jubilee Line blev boret få meter fra tårnets fundament.

Læs også: Injektion af 300 ton mørtel reddede klokketårnet Big Ben

Ved at injicere mere end 300 ton mørtel gennem hundredvis af omhyggeligt placerede stålrør under bygningerne blev både klokketårn og regeringsbygningen, Westminster Palace, reddet.

Helt er det dog ikke lykkedes at rette tårnet op. I dag læner det sig næsten en halv meter væk fra den lodrette position, tårnet havde, da det stod færdigt i 1858.