Ings læsere: Snyd med NOx-filtrering i lastbiler skal løses elektronisk

Flere læsere har gode bud på, hvordan transportministeren kan løse problemet med, at hver femte østeuropæiske lastbil er udstyret med en såkaldt AdBlue-killer. AdBlue er et middel, som fyldes i en særlig AdBlue-tank i køretøjet, og som omdanner skadelig NOx til uskadeligt kvælstof og vanddamp. Men væsken er dyr, og chaufførerne benytter derfor en snydemekanisme, der hæmmer lastbilernes teknologi , der skal opdage manglende AdBlue. Ingeniøren har tidligere skrevet om problemet.

Ministeriet har ikke umiddelbart nogen måde, der kan afsløre chaufførernes snyd. Derfor bad vi vores læsere hjælpe ministeren med at finde en løsning.

Læs også: Hjælp ministeren: Stands lastbilchaufførernes snyd med NOx-filtrering

Prøv med positiv snydesoftware

Og det gav flere gode forslag.
For eksempel skrev Simon Nielsen, at man kan forsøge sig med ‘positiv snydesoftware’:

‘Uden at have indsigt i motorstyringer og dertilhørende software kommer her lige et skud fra hoften. Kunne man ikke via obd (hvis det hedder det i lastbiler) sætte en "der er ikke mere adblue" emulator i, og så se om bilens systemer reagerer, som de skal, eller om der sidder noget snyd et sted og overwriter det indput?’

Læs også: Hjælp ministeren: Stands lastbilchaufførernes snyd med NOx-filtrering

Også Philip Raistrick har et bud på, hvordan man teknisk skal finde snyde-udstyret:

‘Emulatorens primære opgave er jo at lege at komplet SCR system, men den fjerner også alle DTC fejl, der skulle komme til den pågældende styreboks.

Så tager man stikket ud af f.eks. doseringspumpen eller tankmåleren, så burde bilen straks melde fejl i displayet, enten direkte eller via en diagnose menu som kan udlæses direkte på instrumentbrættet. Melder den ingen fejl, så er der en emulator monteret...

Sværere bliver det med den variant af snyd hvor du via en computer omprogrammerer selve ECU'en. Her kan du f.eks. programmere dit "snyd" så bilen slår hele SCR systemet fra så snart bilen overstiger 4 km/t men fungere helt normalt når den holder stille. Men det er den dyrere variant og kræver et lokalt "værksted" besøg eller køb af interface og software.

Det er ikke voldsom svært at opdage den slags snyd, fordi tankmålerens niveau ændrer sig til prædefineret niveau, så snart den passere den programmerede hastighed (og faktisk ændrer ECU nummer osv sig faktisk også),’ skriver han.

Læs også: Østeuropæiske vognmænd i NOx-svindel: Sætter AdBlue-killer i lastbilerne

Vanskeligt at måle NOx

Ingeniøren har talt med professor Jesper Schramm fra Danmarks Tekniske Universitet om AdBlue-killer og læsernes løsninger. Han er enig i, at det er i de elektroniske systemer, løsningen skal findes.

»Jeg tror, at man skal lære de elektroniske systemer at kende. Derved kan man blive i stand til at vurdere, om der er snyd på elektronikken eller ej. Det er nemmere at kontrollere software end NOx-emissioner,« siger han.

Det baserer han hovedsagligt på, at det er svært at måle NOx-emissionerne på lastbilerne.

»Man kommer ikke langt ved at måle NOx på bilerne, for en bil udsender ikke NOx i tomgang. Man kan derfor kun måle på NOx, når bilen kører, og det er vanskeligt.«

Læs også: Østeuropæiske lastbiler slår NOx-filtrering fra for at spare penge

Derudover kan de fleste transportable målere ikke tåle de høje temperaturer, som der er i udstødning. Man vil derfor skulle måle uden for udstødningen, men så bliver NOx fortyndet i en ukendt grad.

»Skal man lave en kontrolleret fortynding, kræver det kompliceret måleudstyr - og det er vist ikke det, der efterspørges, siger han.

Han foreslår at tage fat i Tyskland, som må have mere erfaring på området.

Vi siger tak og sender nu læsernes forslag til en løsning til Transportministeriet.

Emner : Forurening
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis årsagen til snyd alene skyldes høje omkostninger til indkøb af tilsætnings middel burde staten overveje at give et tilskud på linie med tilskud til medicin. Tilskud fra staten til reduktion af NOx vil formegentlig kunne opvejes at de sundhedsmæssige udgifter som fremadrettet vil være et resultat af snyd med doserings teknik. Statslig tilskud skal selvfølgelig være kordineret med vore EU partnere. Tilskudordning AdBlue -killer kan om nødvendigt finansieres via afgift på brændstof. Forhandles AdBlue af brændstofleverandør kan statstilskud gives som rabat på indkøb af brændstof via en afregningsmodel som brændstofleverandør pålægges at udføre.

  • 0
  • 0

Tilskudordning AdBlue -killer kan om nødvendigt finansieres via afgift

Jeg fatter ikke at ADBLUE skulle koste noget særligt. Det består bare af urinstof opløst i demineraliseret vand. Det kan umuligt koste mere end 5 kr/liter at producere. https://en.wikipedia.org/wiki/Diesel_exhau...

Hvis det er dyrt for vognmændene (og det må man jo tro?), hvem scorer så en kæmpe fortjeneste på at sælge det?

  • 0
  • 0

Godt spørgsmål Søren : Svaret må være patentrettigheder hos Daimler AG beriger dette selskabs ejere. Men ved nogen om ikke man blot som individuel vognmand gerne selv kan fremstille AddBlu. Urea bruges også som vejsalt erstatning og er ikke giftig, men er et lettere ætsende ( lokalirriterende) pulver.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten