Ingeniørmangel truer nyt dansk olieeventyr

God løn, højteknologiske projekter, avanceret produktion og masser af muligheder for udstationering i udlandet.

For en ingeniør burde det være det rene mums, men noget tyder på, at det ikke er tilfældet. I hvert fald ikke for olie- og gassektoren, der døjer med at tiltrække arbejdskraft.

»Alene i år har vi 200 ledige stillinger. Vi har virkelig svært ved at tiltrække arbejdskraft,« lyder det fra Mark Wallace, der er direktør for de danske operationer i Maersk Oil og har base i Esbjerg.

Læs også: Se Nordsøens ældste oliefelt og det mest moderne

Det danske olieselskab vil til juli markere 40 års-jubilæet for den første olieproduktion i Nordsøen. Selskabet er operatør for DUC, Dansk Undergrunds Consortium, der er et samarbejde mellem A.P. Møller - Mærsk, hollandske Shell og amerikanske Chevron.

Men jubilæet markerer samtidig overgangen til en ny virkelighed for en branche, der ikke ligefrem er det politiske yndlingsemne i øjeblikket. Fokus på vedvarende energiteknologier og grønne vinde har blæst olie- og gassektoren til højre.

»Det er en udfordring at få folk til at interessere sig for olie og gas. Især unge har svært ved at se et arbejdsliv på 40 år i branchen. De ser det som en døende industri, hvilket mildest talt er langt fra sandheden,« siger Mark Wallace.

Læs også: Esbjerg kæmper med ingeniørmangel: 100 ledige job

Danmark har været selvforsynede med olie og gas siden 1999. Skal det fortsætte lidt endnu, kræver det udvikling af felter, der ikke tidligere har været mulige eller økonomisk rentable at indvinde fra.

Der ligger med andre ord en gigantisk teknologisk opgave forude, som blandt andet vil kræve danske ingeniører.

»Vi ser os selv som en langt mere kompliceret og teknologisk avanceret industri end mange af de brancher, vi konkurrerer om ingeniørerne med. Eksempelvis vindkraft, som er meget oppe i tiden og får meget politisk fokus. For mennesker med teknisk interesse burde det måske være mere attraktivt,« lyder det fra Mark Wallace.

Olie- og gasindustrien har længe været set som konservativ. Samtidig er det først inden for de senere år, at Maersk Oil har åbent op for sin kommunikation udadtil, erkender han.

Maersk er dog ikke alene. Problemet gælder for de fleste underleverandører, og ser man til Dong Energy, der får sin primære indtjening fra olie- og gasforretningen, er det mere vind, man profilerer sig på, ikke olie og gas.

Læs også: Vestas-fyrede risikerer en times kørsel nordpå eller jagt på job i Esbjerg

Rolf Lodberg er partner og direktør i kommunikationsbureauet Advice og har rådgivet flere ingeniørtunge virksomheder. Han mener, at olie og gas generelt slås med et skidt image, der først og fremmest er båret af den grønne tid, vi lever i.

Samtidig, og det er mere overraskende, kæmper sektoren med at rekruttere det, han kalder curling-generationen. Det er unge, hvor forældrene har fejet foran dem hele livet.

»Der er en lidt trist tendens til, at danskerne - og især de unge - ikke gider flytte efter jobbene. For en branche, der holder til i Esbjerg og andre udkantsområder, er det naturligvis et problem. Samtidig har det tidligere så attraktive kort med at udstationeringer i andre lande eller på platforme offshore ikke samme værdi over for den her generation,« vurderer Rolf Lodberg.

I Esbjerg er Mark Wallace opmærksom på problemet, men samtidig har han svært ved at se, hvordan han skal binde knuden op.

»Hvis vi havde svaret, havde vi løst problemet,« konstaterer Mark Wallace.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det der med ingeniørmangel er et selvskabt hul som firmaerne har lavet, og bliver ved bibeholde. Det er ikke mangel på ingeniører der gerne vil arbejde indenfor feltet, det er mangel på ingeniører [b]med rette baggrund[/b]. Det blev vist nok så tydeligt ved den omtalte jobmesse i Esbjerg forleden, hvor der ikke blev til så meget som enkelt jobtilbud (efter hvad jeg har hørt). Begrundelsen var at det ikke var de rigtige kandidater som søgte! Siden hen prøvede firmaerne at bagatellisere begivenheden ved at kalde det alt andet end jobmesse (synes jeg kan huske ord som udstillingsvindue o.l.). Løsningen på [b]Ingeniørmangelen[/b] er som den altid har været, tag nogle ind uden erfaring. Giv dem den nødvendige oplæring inden det bliver for sent (kollegerne går på pension) og tag chancen for at de vil blive i firmaet efter oplæringen. I hvert fald kan i ikke fortsætte som i gør nu, og vente på at dem med den rigtige baggrund/erfaring banker på jeres dør og ber' om job. I kunne jo osse fortsætte med at headhunte fra andre firmaer i branchen som i plejer, men prisen går jo op hver gang, og er man villig til at skifte kasket en gang for penge gør man det nok igen.

  • 0
  • 0

Jeg var, som maskinmesterstuderende, i Esbjerg og se boreriggen, Resolve for nyligt. Maersk lagde ikke skjul på de manglede arbejdskraft og hele arrangementet var tydeligt sat i scene med henblik på at få os til at se mulighederne i en karriere indenfor olie og gas. Godt arrangement, med engagerede ansatte, som gav mig et godt indblik i industrien! Så måske det er den slags arrangementer, man skal arbejde videre med?

  • 0
  • 0

Hvis man nu besøger deres hjemmeside, mangler de lige nu 26 ingeniør relevante stillinger - alle skal man have 5-15 års solid erfarring inden for offshore olie og gas...

Prffft!

  • 0
  • 0

Jeg har snart ikke fingre nok til at tælle, hvor mange gange ing.dk har fortalt denne historie. Som Casper Lyngsøe skriver ovenfor, så drejer det sig ikke om ingeniør-mangel, men om en hård konkurrence om de mest erfarne fagfolk indenfor dette specielle fagområde - en historie, der næppe kan have stor offentlig interesse.

Det tager kun få minutter for en journalist at løbe igennem de 200 stillingsopslag hos Maersk Oil. Så gør dog dette i stedet for at lave endnu en markedsføring af dette firma.

  • 0
  • 0

»Det er en udfordring at få folk til at interessere sig for olie og gas. Især unge har svært ved at se et arbejdsliv på 40 år i branchen. De ser det som en døende industri, hvilket mildest talt er langt fra sandheden,« siger Mark Wallace.

Det kommer vel an på om der er nogen der gider arbejde i olieindustrien. I betragtning af at udfasning af fossile brændstoffer er et globalt politisk mål som politikerne har forbandet svært ved at implementere, bl.a. ved at beskatte forurening og stoppe for subsidier til industrien, er det umådelig opløftende at næste generation simpelthen vender olieindustrien ryggen.

Måske skulle APM notere sig busskabet og se sig om efter andre måder at tjene penge på.

  • 0
  • 0

»Det er en udfordring at få folk til at interessere sig for olie og gas. Især unge har svært ved at se et arbejdsliv på 40 år i branchen. De ser det som en døende industri, hvilket mildest talt er langt fra sandheden,« siger Mark Wallace.

Det kommer vel an på om der er nogen der gider arbejde i olieindustrien. I betragtning af at udfasning af fossile brændstoffer er et globalt politisk mål som politikerne har forbandet svært ved at implementere, bl.a. ved at beskatte forurening og stoppe for subsidier til industrien, er det umådelig opløftende at næste generation simpelthen vender olieindustrien ryggen.

Måske skulle APM notere sig busskabet og se sig om efter andre måder at tjene penge på.

  • 0
  • 0

Det er ikke sektoren omdømme der er problemet, det er problemet med at få en fod indenfor. Som Aki Bjørnsson skriver er det næsten umuligt at få en fod indenfor hvis man ikke har den helt rigtige uddannelse og minimum 5 års erfaring indenfor området. Det er mit indtryk at der er masser af ingeniør der gerne vil arbejde i olie/gas sektoren. Men selskaberne giver ikke de ingeniør en mulighed for at vise hvad de kan. Hvis Mærsk og eller andre selskaber ville oprette et kort uddannelse forløb, evt sammen med IDA, så er jeg sikker på at en masse ingeniør, uden den rigtige uddannelse og erfaring ville tilmelde sig (især hvis det øget muligheden for et godt job i olie/gas sektoren)

  • 0
  • 0

Det er korrekt ,at man kan have svært ved at se fremtiden i olieindustrien, men hvis man undgår den, fordi man mener at det er en døende industri og det er grunden for, at man ikke vil arbejde der, så har man sgu fortjent at være arbejdsløs resten af sit liv.

For så er man teknologisk for dum til at kalde sig ingeniør og så er det bare med hurtigst muligt at få sig en oganisations eller handelsmæssig overbygning på sin uddannelse.

For et er at at olien forsvinder og man kan have negative holdninger til olie afbrænding men det gør teknologien ikke.

Der er masser af ingeniøropgaver der kan give brugbare erfaringer til anvendelse i andre procesindustrier hvor der også bruges stålkonstruktioner, rør ,pumper osv.

Men hvis olieindustriens opgaver menes for svære eller man er for magelig og man mangler selvtillid, skal man jo selvfølgeligt holde sig væk.

Nu har de ofshoreselskaber der søger ingeniører i Esbjerg skudt sig selv i foden ved at udstille deres dumhed og mangel på forståelse for at der skal nogle andre forhold end penge til at skaffe sig det fornødne antal ingeniører.

Det er deres egen skyld at de ikke har vist rettidigt omhu og uddannet det fornødne antal.....netop set i lyset af som Søren så rigtigt peger på, at olieindustriens imageproblem gør, at mange fravælger dette område af disse grunde.......men der også en anden grund til at de ikke kan skaffe det fornødne antal, den er ret simpel, de eksisterer ikke så unge som ønsket..

Der er ingen der uddanner sig til processer der anvendes i den industri mere. De virksomheder hvorfra man kunne hente disse ingeniører, skibsvæfterne, trådte deres barnesko i de energiforbrugende industrier der er flyttet til Korea,Taiwan og Kina. De som behersker de efterspurgte er ifølge de omtalte virksomhedes opfattelser alt for gamle....og for dyre!

  • 0
  • 0

.. hvor jeg sidder lige nu, er det mit klare indtryk at firmaerne ikke ser det som deres opgave at videreuddanne medarbejdere op til det fornødne kvalifikations-niveau. Man er heller ikke særlig imødekommende over for arbejde-hjemmefra ordninger for folk fra København, så de f.eks. kun behøver at være herovre tre dage om ugen. Holdningen er, at hvis man vil have jobbet, så må man sandelig vise sig klar til det 37/37. Nå, dette emne og især hvilke og hvor mange arbejdspladser der egentlig er potentiale til at allerede været drøftet grundigt i en tidligere tråd, som jeg straks skal finde frem.

  • 0
  • 0

Ifølge en artikel i JyskeVestkysten forleden, har Mærsk Olie og Gas løst problemet, de henter i det kommende år folk ind fra udlandet, primært Asien, her er man ikke så forkælede som folk fra København, som nægter at rejse ud af byen.

Blot ærgerligt at 300 nye jobs ikke kan besættes med Danskere istedet.

;)

  • 0
  • 0

Sakset fra JV:

ESBJERG: Store esbjergensiske virksomheder skriger lige nu så meget på mere specialiseret arbejdskraft, at hver fjerde medarbejder må rekrutteres fra udlandet. Det vurderer Kristian Bendix Drejer, erhvervschef hos Esbjerg Erhvervsudvikling. – Der er en stigende efterspørgsel på international arbejdskraft, og den vil stige fremadrettet, siger han. Erhvervschefen anslår, at byens virksomheder i øjeblikket har et akut behov for omkring 200 højtuddannede medarbejdere. Og omkring hver fjerde vil altså komme fra udlandet. For at fastholde arbejdskraften skal Esbjerg kunne tilbyde de nye medarbejdere nogle gode rammer, forklarer han. – Det hjælper ikke at få internationale medarbejdere, hvis vi ikke kan håndtere dem, for det bliver dyrt, hvis vi ikke kan fastholde dem, siger han. Alene Maersk Oil forventer at udskrive omkring 300 nye ansættelseskontrakter inden udgangen af næste år. Mange af dem bliver med udenlandske navne. Olieselskabet har derfor søsat et initiativ, der skal integrere deres internationale medarbejdere og familier i byen. Karsten Jensen, operations manager hos Maersk Oil, forklarer, at initiativet skal være med til at sikre, at nye medarbejdere falder godt til, og de kan klare sig godt både faglig og socialt. – Vi får flere internationale medarbejdere, og vi har kunnet se et behov for, at vores internationale kolleger får et godt netværk, også uden for arbejdet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten