Ingeniørhøjskolen i Århus vrøvler i pressemeddelelse om fiskeolie

Danskerne sluger masser af kapsler med fiskeolie hver dag, men det gavner ikke meget, for olien i langt de fleste kapsler er harsk og har derfor mistet det meste af sin effekt. Sådan lyder det i hvert fald i en pressemeddelelse, som Ingeniørhøjskolen i Århus sendte ud 6. juni.

Pressemeddelelsen fortæller, at forskere på Ingeniørhøjskolen arbejder på at lave bedre kapsler til fiskeolie. Kapslerne skal beskytte omega-3- fedtsyrerne i fiskeolien mod oxidation, så de ikke mister deres effekt.

Men det er noget vrøvl, mener i hvert fald Charlotte Jacobsen, der er seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet. Selv om fiskeolien er harsk, så virker langt de fleste af omega-3-fedtsyrerne i olien stadig væk, siger hun.

Pressemeddelelsen har tilsyneladende skabt en del forvirring. Charlotte Jacobsen fortæller, at hun er blevet kontaktet af flere bekendte, der har spurgt til, om det virkelig kan være rigtigt, at det meste fiskeolie har mistet sin effekt, når forbrugeren får den. Ingeniørhøjskolen i Århus er også blevet kontaktet af personer, der er blevet forvirrede af budskabet.

Lille del af omega-3-fedtsyrer forsvinder

Fiskeolie bliver harsk, når de sunde omega-3-fedtsyrer oxiderer. Processen skaber såkaldte oxidationsprodukter, der giver olien en trannet, harsk smag. Oxidationsprocessen starter normalt, hvis olien bliver udsat for lys, varme, eller hvis der er metalioner til stede i olien. Derudover kræver processen også, at der er ilt til stede. Det kan være tilfældet, hvis olien for eksempel er produceret under dårlige forhold.

»Det er jo rigtigt, at fiskeolier i de kapsler, forbrugerne køber, kan være harske. Dels kan olien være harsk, før den kommer ned i kapslen, hvis den ikke er blevet behandlet ordentligt. Selv om olien er beskyttet af de her kapsler, så kan den stadig oxidere, det er ikke forkert,« siger Charlotte Jacobsen.

Hun mener derimod, at man ikke kan sige, at fiskeolien mister sin virkning, fordi den er blevet harsk.

»Når vi snakker om oxidation, så er det en relativt lille del af omega-3- fedtsyrerne, der er oxiderede. Langt størstedelen af fedtsyrerne er stadig tilbage i olien. Sådan som pressemeddelelsen er formuleret, lyder det, som om der ikke er omega-3-fedtsyrer tilbage i olien, og det er jo helt forkert,« fortsætter hun.

Hun tilføjer, at hun synes budskabet i pressemeddelelsen er ærgerligt, fordi det er med til at forvirre forbrugerne.

Hun forklarer, at hvis en fiskeolie er oxideret i en sådan grad, at den ud fra fiskeolieproducenternes målestok er 'harsk', så er det i de fleste tilfælde højest én procent af omega-3-fedtsyrerne i fiskeolien, der er oxiderede og har mistet deres effekt. Med andre ord så er der stadig masser af omega-3-fedtsyrer tilbage i kapslen, selvom fiskeolien er blevet harsk.

Hvis en kapsel med fiskeolie skulle ligge og oxidere, til der ikke var mere aktivt omega-3 tilbage i den, så skulle den nærmest ligge, til fiskeolien var blevet hård som plastik, forklarer Charlotte Jacobsen.

Pressemeddelelsen hævder også, at aktivstofferne i fiskeolien har en meget lav biotilgængelighed. Det er ifølge Charlotte Jacobsen heller ikke korrekt.

Pressemeddelelsen fra Ingeniørhøjskolen nævner derudover, at forskere på den højere læreranstalt er ved at udvikle en ny kapsel til fiskeolier, som beskytter olien imod oxidation. Det er der også udmærkede grunde til, forklarer Charlotte Jacobsen.

»Det er rigtigt, at nogle af de oxidationsprodukter, som dannes, kan have negative sundhedseffekter, hvis de er til stede i høje koncentrationer, men man ved endnu ikke, hvor høje koncentrationer der skal til. Derfor er det stadig en god idé at udvikle bedre metoder til at beskytte olierne mod oxidation, sådan som forskerne i Aarhus er i gang med«, siger Charlotte Jacobsen

Trækker meddelelse tilbage

Efter at Ingeniøren har kontaktet Ingeniørhøjskolen i Århus, har skolen nu trukket pressemeddelelsen tilbage.

»Pressemeddelelsen er ikke korrekt og formidler ikke forskernes arbejde og resultater retvisende. Forskergruppen har ikke resultater, der kan fastlægge, i hvilket omfang omega-3-fedtsyrerne i fiskeoliekapsler beskadiges ved den oxidation, der opstår i forbindelse med kroppens eget cellestofskifte,« skriver skolen i en rettelse.

Pressemedelelsen er skrevet af kommunikationschef Kim Harell, men hun ønsker ikke at udtale sig. Hun henviser i stedet i første omgang til den forsker, der er citeret i pressemeddelelsen, postdoc Ling-zhi Cheong. Bagefter skifter hun mening og henviser Ingeniøren til professor Xuebing Xu for en kommentar. Ingeniøren har gentagne gange forsøgt at få kontakt til Xuebing Xu, men uden held.

Dokumentation

Ingeniørhøjskolen i Århus trækker pressemeddelelse tilbage
link

Emner : Ernæring