Ingeniører: Selvfølgelig skal vi forhandle løn

Ingeniørerne i regioner, kommuner og staten skal også have en overenskomst og en lønforhøjelse næste forår, når den nuværende udløber.

Det fastslår Thomas Damkjær, der er formand for IDAs forhandlingsudvalg ved de kommende overenskomstforhandlinger, efter Danske Regioner har foreslået at udsætte overenskomstforhandlingerne.

De offentlige arbejdsgivere vil vente på, at en lønkommission skaber klarhed over, hvor meget de offentligt ansatte tjener.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi skal gennemføre forhandlingerne. Vi har en overenskomst og den skal selvfølgelig genforhandles,« siger Thomas Damkjær til Ingeniøren.

Regionsformand: Vi er presset

Ifølge Kristian Ebbengaard, der er formand for lønudvalget i Danske Regioner, vil det være umuligt at forhandle lige nu på grund af politikernes løfter om højere løn til de offentlige ansatte.

»Der er skabt så store forventninger til lønningerne, at alle på forhånd er enige om, at forhandlingerne bryder sammen, uanset hvad der bliver lagt på bordet. Det presser forhandlingerne i en sådan grad, at vi er nødt til at trykke på pauseknappen,« siger han til Politiken.

Udmeldingen gør dog ikke indtryk på Thomas Damkjær.

»Som aftaleparter husker vi selvfølgelig, at politikerne lover penge ved forskellige festlige lejligheder, men vi har ikke planer om at udskyde overenskomstforhandlingerne, fordi politikerne blander sig i aftalemodellen. Politikerne skal holde sig væk og overlade forhandlingerne til arbejdsmarkedets parter. Vi er vidt berømt i udlandet for, at arbejdsgiver og arbejdstager selv aftaler løn og ansættelsesforhold,« siger han.

Forsker: Det ender med konflik

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, tvivler stærkt på, at det ender med en udskydelse af overenskomstforhandlingerne.

Sundhedskartellet, som organiserer offentligt ansatte i sundhedssektoren, vil gerne være med til en etårig overenskomst - vel at mærke hvis den indeholder en 10 procents lønstigning. Det sidste er dømt til at mislykkes, siger Flemming Ibsen til Ingeniøren.

»Det er fuldstændig urealistisk med lønstigninger i den størrelsesorden. Derfor tror jeg, at man bliver nødt til at køre et fuldstændigt almindeligt overenskomstforløb, og der har arbejdsgiverne ret i, at det bliver vanskeligt,« vurderer Flemming Ibsen.

Han forudser derfor, at forhandlinger bryder sammen.

»Det peger i retning af en storkonflikt til foråret, fordi de offentlige arbejdsgivere ikke kan honorere de krav, som de offentligt ansatte har fået stillet i udsigt af folketingspolitikerne, og så ender det på Christiansborg. Og det er rimeligt nok, når det er de politiske partier, der har sat det på dagsordenen, Så må de også rage kastanierne ud af ilden,« mener Flemming Ibsen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten