Ingeniører hæver over en milliard efterlønskroner

Danske ingeniører har over et halvt år fået cirka en milliard kroner mere mellem hænderne. Og i nat udløb fristen for at kunne hæve sit efterlønsbidrag, hvilket har været muligt siden 1. april.

Udbetaling: 1.050.425.000 kroner.

Det viser opgørelse fra IAK.

Interessen for at hæve efterlønsbidragene har da også været højere end forventet hos IAK. Cirka 60 procent af a-kassens godt 41.000 medlemmer, der havde mulighed for at hæve efterlønsbidrag, benyttede chancen til at indkassere pengene, hvilket var 20 procent flere end forventet. Allerede efter to dages ekspeditionstid havde IAK udbetalt 130 millioner kroner.

Alligevel har der ikke været nogen komplikationer ved at få udbetalt penge til medlemmerne. Allerede inden udbetalingsordningen trådte i kraft, lavede IAK et fuldautomatisk system, hvor medlemmerne kunne gå på nettet og elektronisk udfylde ansøgningsblanketten.

»99 procent har fået deres penge efter to bankdage. Det tror jeg, er lidt atypisk i branchen, så det er vi rigtig stolte af, og vi har fået rigtig meget positiv feedback fra medlemmerne. Vi har mange medlemmer, vi ikke er i kontakt med i det daglige, da de ikke er ledige. Derfor er jeg sikker på, der er mange medlemmer, der har fået en god oplevelse med IAK. Det er positivt,« siger direktør i IAK Per Hansen til Ingeniøren.