Ingeniøren ved roret

Vilhelm Lauritzen - en moderne arkitekt. Tekster af Lisbet Balslev Jørgensen, Jørgen Sestoft og Morten Lund. Redaktion og grafisk tilrettelægning Jens Bertelsen. 335 sider, illustreret, indb. pris kr.

  1. Forlaget Aristo. I kommission hos DBK.

    Af Poul Erik Skriver Det 50 år gamle Radiohus blev fra starten en succes - takket være dårlige erfaringer med projektering af Stærekassen . Blandt dette århundredes tekniske fremskridt blev radiofonien 30'ernes store folkelige succes. Den blev i
    begyndelsen af 40'erne manifesteret ved et lige så succesrigt byggeri, Radiohuset i Rosenørns Allé i København.

Bygningen er tegnet af en af den moderne arkitekturs pionerer, arkitekten Vilhelm Lauritzen. Trods 50 års intensivt brug står Radiohuset i dag næsten, som da det blev bygget - en fredningsværdig bygning på linje med andre af nationens kulturelle
mindesmærker, også repræsenterende den tekniske kultur.

Et forbilledligt samarbejde mellem arkitekt og ingeniør var grundlaget for succesen. Her kan man nævne ingeniøren først, for valget af Vilhelm Lauritzen skyldtes en, eller snarere to ingeniører.

Praksis var, at projekteringen af større offentlige byggerier blev afgjort ved offentlige arkitektkonkurrencer, men det var ikke tilfældet med Radiohuset. Herom fortæller arkitekt Jørgen Sestoft i en ny bog om Vilhelm Lauritzen - et billedrigt værk,
hvor tre forfattere gennemgår Lauritzens mange arbejder.

URO I STÆREKASSEN Baggrunden for den usædvanlige fremgangsmåde ved valg af arkitekt var erfaringerne fra projekteringen af 'Stærekassen'', der resulterede i et nærmest ubrugeligt byggeri. Det var en basal fejltagelse, at huset blev planlagt til brug for
Baggrunden for den usædvanlige fremgangsmåde ved valg af arkitekt var erfaringerne fra projekteringen af 'Stærekassen'', der resulterede i et nærmest ubrugeligt byggeri. Det var en basal fejltagelse, at huset blev planlagt til brug for
både Det kongelige Teater og Statsradiofonien, som var grundlagt i 1925.

De første radioudsendelser fandt sted fra midlertidigt indrettede lokaler i hovedtelegrafstationen i Købmagergade. Et par år senere indrettede man sig mere permanent i lejede lokaler i Axelborg ved Vesterbrogade.Antallet af lyttere voksede hastigt og
dermed også kravene til plads og teknisk kvalitet. Da det nydannede radioråd blev opmærksom på, at et toilet nær et af studierne måtte holdes aflåst under udsendelserne, blev det besluttet at bygge et nyt radiohus. Men det var ikke så let en sag.

Det kongelige Teater havde længe ønsket at få en skuespilscene i tilknytning til det gamle teater. Af flere forslag var især Holger Jacobsens fra 1925 blevet vel modtaget af naboen, Akademirådet, som tildelte arkitekten den fornemme C.F.Hansen medalje
for projektet. Men det var svært at få de nødvendige bevillinger til byggeriet.

Et forslag om også at skaffe plads til Statsradiofonien i den projekterede teaterbygning blev godt modtaget af de bevilgende myndigheder.

Offentligheden var derimod stærkt utilfreds med dette fremmedartede element i et kendt og afholdt bybillede. I 1928 blev forslaget til en fælles bygning for teater og radio vedtaget ved lov. Projektet måtte selvfølgelig ændres på mange punkter, men
scenetårnet over Tordenskjoldsgade blev bevaret og sikrede bygningen dens populære øgenavn 'Stærekassen''. Bygningen blev indviet i 1931, men, som alle nu ved, blev det en for begge parter utilfredsstillende løsning.

Radioens fortsatte vækst og store popularitet gjorde det nemt at motivere en skilsmisse og få vedtaget en plan om et selvstændigt radiohus. Det blev teatret, der kom til at hænge på 'Stærekassen' det følgende halve århundrede.

VÆK MED POLITIKERNE Radiorådet, som nu var blevet mere opmærksom på radiofoniens specielle krav til de fysiske omgivelser, og den musikkyndige chef for radioen, kammersanger Emil Holm, ønskede en koncertsal, der kunne være den rette ramme for et
Radiorådet, som nu var blevet mere opmærksom på radiofoniens specielle krav til de fysiske omgivelser, og den musikkyndige chef for radioen, kammersanger Emil Holm, ønskede en koncertsal, der kunne være den rette ramme for et
radiosymfoniorkester af international standard.

''Stærekassen'', der blandt andet på dette punkt havde været en skuffelse, var allerede under opførelsen blevet kritiseret af Post- og Telegrafvæsnets overingeniør Kay Christiansen. Han blev nu Radiorådets foretrukne og magtfulde rådgiver.

Radiorådets formand, kammerherre Christian Lerche, opfordrede overingeniøren til at komme med et forslag til, hvordan radiohuset skulle udformes. Efter kammerherrens mening kunne man så til sidst få en ikke alt for kendt arkitekt til at bistå med
facaderne.

Det var noget af en udfordring for overingeniøren, der nok havde forestået opbygningen af de danske radiosendere og andre tekniske anlæg, men aldrig havde projekteret en bygning.

I 1934 fik Radiorådet tilladelse til at gå i gang med projekteringen.

Overingeniør Kay Christensen havde betinget sig, at han blev hovedansvarlig, og med erfaring fra projekteringen af 'Stærekassen' krævede han, at det blev uden politisk indblanding. Han havde desuden forbeholdt sig ret til at vælge de rådgivere, der
skulle bistå ham.

Modsat kammerherren anså Kay Christensen det for vigtigt, at en arkitekt medvirkede fra starten. Han valgte som rådgivere ingeniør, professor Chr.

Nøkkentved, en fremragende statiker og akustiker, ingeniør Ludvig Birch, kyndig i installationer og medindehaver af et stort rådgivningsfirma, samt arkitekt Vilhelm Lauritzen.

INGENIØRENS VALG I bogen om Lauritzen skriver Jørgen Sestoft, at han er temmelig sikker på, hvordan Christiansen fik samlet dette team: Nøkkentved havde han samarbejdet med ved projekteringen af radiotårnene i Kalundborg og Skamlebæk, og Ludvig Birch
var den bedste på sit område. Christiansen har formodentlig på Nøkkentveds anbefaling valgt Lauritzen blandt flere mulige, der selv havde meldt sig. Nøkkentved og Lauritzen kendte hinanden. De var begge lærere på Kunstakademiets Arkitektskole. Om
Lauritzen vidste overingeniøren desuden, at han havde kendskab til akustiske forhold, og at han var en lovende funktionalist.

Alt tyder på, at sporene fra 'Stærekassen' skræmte, og at teknik og funktion derfor skulle have første prioritet. Men da det kom til stykket, blev æstetikken ikke forsømt. Kammerherrens forslag om, som sidste del af projektet, at udbyde
facadeudformningen i offentlig konkurrence kom ikke på tale. Skitserne til det nye radiohus blev offentliggjort, og de fik en dårlig modtagelse. Pressens og visse politikeres reaktion var ikke ukendt: Huset ville blive for stort og for flot, et
'radiopalads''. Pengene kunne bruges bedre til andre formål.

Projektet blev en smule beskåret, og der blev rettet lidt på koncertsalens plan, men ikke nok til helt at imødekomme kammersanger Emil Holms ønsker.

Kammersangeren mente, at han intuitivt bedre end teknikerne kunne vurdere de akustiske forhold.

SURHEDEN FORSVANDT Koncertsalens vifteform havde arkitektoniske forbilleder, men var også bestemt ud fra akustiske hensyn. Det skulle senere vise sig, at der blev problemer med akustikken. Ved forskellige installationer har man gennem årene søgt at
Koncertsalens vifteform havde arkitektoniske forbilleder, men var også bestemt ud fra akustiske hensyn. Det skulle senere vise sig, at der blev problemer med akustikken. Ved forskellige installationer har man gennem årene søgt at
forbedre akustikken, mere af hensyn til musikerne end til publikum. Den seneste regulering fandt sted for få år siden.

Koncertsalen er - og var allerede i byggeperioden - den arkitektoniske kulmination. Salen er overdækket med en tynd betonskal. Ud fra en statisk beregning kunne skallen have været endnu tyndere, fortalte Nøkkentved sine elever på arkitektskolen. Af
praktiske grunde måtte den gøres tykkere. Men beundret blev den, da den stod afforskallet, næsten som et symbol på, at man også byggeteknisk stod over for nye tider. Det var i 1942.

Byggearbejdet var blevet påbegyndt i 1938. Året før var overingeniør Kay Christensen død, kun 47 år gammel. Administrationsfløjen og en studieblok blev taget i brug i 1941. Da tyskerne besatte landet blev byggetempoet sat ned med sigte på, at
byggeriet først skulle være tilendebragt ved krigens slutning. Nøkkentved døde i foråret 1945.

Få måneder efter befrielsen, den 11. september 1945, blev Radiohuset indviet med en festforestilling i koncertsalen. Surheden var glemt, og det nye hus blev modtaget med begejstring. Lovordene i pressen var store. Radiohuset var både teknisk og
arkitektonisk gennemarbejdet helt ned i detaljen. Til interiørerne var anvendt smukke og holdbare materialer.

Da den første begejstring havde lagt sig, meldte der sig dog en kritiker, Poul Henningsen, der ironisk gjorde opmærksom på, at der til loftet i foyeren var anvendt slidstærkt læder.