Ingeniøren, der blev terapeut: Singleliv og problemer i parforholdet skader karrieren
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ingeniøren, der blev terapeut: Singleliv og problemer i parforholdet skader karrieren

Ingeniør har skrevet bog og arrangerer kurser, som skal hjælpe singler ind i faste, stabile parforhold. Knas på hjemmefronten forplanter sig nemlig til arbejdslivet, mener han.

Ledige ingeniører uden en kæreste har vanskeligere ved at komme i job end de ingeniører, der lever i et fast forhold. Det er et faktum, og derfor et af de parametre, som Ingeniørernes A-kasse har haft fokus på det seneste års tid, når de møder arbejdsløse ingeniører.

Man kan gisne om årsagen, men ifølge ingeniør Mikael Hoffmann, der arbejder som selvstændig psykoterapeut og coach, kan den findes i en ubalance i de enliges liv, fordi mange af dem dybest set ønsker sig et fast forhold.

Gennem sin praksis har Mikael Hoffmann mødt mange, som henvender sig, fordi de har svært ved at finde en kæreste, og endnu flere, som gang på gang har måttet sande, at de godt kan score, men ikke kan få et parforhold til at holde, når dagligdagen melder sig. Resultatet er, at de gang på gang ryger tilbage i de enliges rækker.

Det er baggrunden for, at han arrangerer kurser for enlige mænd og har skrevet bogen 'Datingsider - sider af dating'.

Læs også: Styrmand, skibsingeniør, coach - og drevet af driften til at fikse det, der ikke dur

Formålet med både bogen og kurserne er at sætte spot på, hvad den enkelte selv kan gøre for at skabe en varig relation til en kæreste.

Omkring 20 procent af Mikael Hoffmanns klienter er ingeniører, og selv om han ikke mener, at der er flere singler blandt ingeniører end i andre faggrupper, vurderer han, at de kan have særlige udfordringer:

»Mit indtryk er, at den lidt introverte karakteristik af ingeniører passer meget godt. Selv om ikke alle ingeniører er sådan, har de en tendens til at glemme verden omkring sig,« siger Mikael Hoffmann, som selv er uddannet skibsingeniør, og derfor føler sig godt klædt på til at coache sine fagfæller:

»Jeg ved, hvordan de tænker, fordi jeg selv har et ben indenfor, samtidig med at jeg også kan se dem udefra.«

Der er flere ting, som tæller på plussiden, når det handler om at hjælpe netop ingeniører til at få skabt et sundt parforhold:

»Ingeniører er gode til at fordybe sig, har evnen til at kombinere ting, som andre ikke kan se sammenhæng i, og til at skabe overblik. Derfor får de ofte meget ud af det, når de først går i gang med at interessere sig for relationer og personlig udvikling,« hævder han.

Første skridt på vejen til at score den rigtige og lægge fundamentet til et velfungerende parforhold er at lære sig selv at kende - og at befinde sig godt i sit eget selskab, og det har ingeniører gode forudsætninger for at forstå, forklarer Mikael Hoffmann:

»En bygningsingeniør ved jo, at han skal tjekke undergrunden, inden han dimensionerer et hus eller en bro, og derfor forstår han formentlig godt, at det er vigtigt at kende sig selv til bunds, før man kan indlede et forhold til en anden,« siger han.

Knas koster

Mikael Hoffmann er overbevist om, at alle aspekter af livet hænger sammen, og den erkendelse vil en ingeniør også nå frem til, hvis han begynder at interessere sig for psykologi:

»I så fald kan han nå langt, fordi han vil opdage, at de ting, der sker i hans liv, hænger sammen. Har han det svært med relationerne til sine kolleger, går det sikkert igen i relationerne til en partner. Tingene hænger sammen,« understreger Mikael Hoffmann.

Ikke alene gør det ondt at have knas i privatlivet. Det koster også i arbejdslivet. I 2007 viste en CBS-undersøgelse blandt 75.000 danske virksomheder, som bl.a. den nuværende Inseadprofessor Morten Bennedsen stod bag, at alvorlig sygdom og dødsfald i en direktørs nærmeste familie har en meget stor effekt på virksomhedens afkast. Mister direktøren for eksempel et barn, falder firmaets indtjening i snit med godt 20 procent. Dør ægtefællen er faldet på 15 procent.

Det er endnu en grund til at værne om parforholdet, påpeger Mikael Hoffmann:

»Sorg, uro, konflikt og skilsmisse har altså ikke kun indflydelse på parforholdet. Det belaster også arbejdssituationen og firmaets regnskaber,« understreger han.

Mikael Hoffmann: 'Datingsider - sider af dating', 252 sider, 247 kroner, www.datingsider-siderafdating.dk.

Kommentarer (0)