Bagsiden: Ingeniør fælder et træ og går Platon i bedene

Illustration: Ingeniøren

En artikel inde i bladet for en måneds tid siden om de platoniske legemer og ikke mindst en ny opdagelse om det fodboldformede dodekaeder, der består af 12 ligesidede femkanter, fik en bagsidelæser i ­Holte, Ebbe Magnussen, til at reagere.

Illustration: Privatfoto
Ebbe Magnussens træ­klods er opskåret i 17 dele, der består af et helt oktaeder (grøn), otte ens dele, der kan samles til et andet oktaeder (i beholderen), samt fire tetraedere i forgrunden, der hver består af to dele. Sammensætningen af alle dele ses til venstre. Privatfoto Illustration: Privatfoto

Han har indsendt fotos af en klods med dimensionerne 1 : 1 : √2, som er udskåret i 17 dele i form af et helt oktaeder, otte ens dele, der kan samles til et andet oktaeder, samt fire tetraedere, der hver er sammensat af to dele.

Ebbe Magnussen fortæller, at han fik ideen hertil, da han skulle fælde et træ i haven hos sin datter og svigersøn:

»Da træet var lagt ned, tænkte jeg på det mellemste barnebarn, der er meget interesseret i matematik og geometri. Derfor skar jeg en klods ud af stammen på 20 x 20 x (20x√2) cm plus et passende håndtag. Vel hjemme igen kunne jeg dele klodsen i 17 dele som nævnt.«

Den matematikbegejstrede pensionerede ingeniør har for øvrigt en hjemmeside www.sjovmatematik.dk, hvor man kan læse mere om de matematiske emner, han gerne holder foredrag om i skoler, foreninger og for private.

Ud over de platoniske legemer er det bl.a. det gyldne snit og Fibonaccis talrække, Pascals trekant, magiske kvadrater, islamiske mønstre og skjulte koder i Bachs kompositioner. /ram

Illustration: Ingeniøren