Ingeniør-eksporten falder markant
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ingeniør-eksporten falder markant

Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI) har fremlagt en konjunkturmåling, der viser, at den rådgivende branches vækst er stagneret gennem det seneste halve år. En meget overraskende udvikling, da branchen gennem hele finanskrisen generelt har oplevet vækst og stigende eksportordrer. I hvert fald lige indtil april 2012 - lige før skattereformen blev præsenteret.

Derfor er der kun én fornuftig forklaring på det pludselige skred, hvis man spørger FRI's direktør, Henrik Garver:

»Vi kan se på tallene, at alene debatten om afskaffelse af § 33A (der fritog udstationerede for dansk skat, red.) har haft en negativ indvirkning på eksporten hos danske rådgivende ingeniørvirksomheder. De tilbud, virksomhederne har afgivet på internationale projekter, siden regeringen lancerede sin skattereform 29. maj 2012, har været nød til at tage højde for alle forhold i reformen, herunder at § 33A ville blive afskaffet - derfor kan vi allerede nu aflæse en så klar negativ effekt,« siger han i en pressemeddelelse fra FRI.

Genindfør skattefordele nu!

Især virksomheder placeret øst for Storebælt er hårdt ramt på eksporten. FRI's tal viser, at over hver fjerde virksomhed har mistet eksportordrer siden april - helt præcist en nedgang på 27 procent, mens eksporten vest for Storebælt er stagneret.

Til sammenligning oplevede området i samme tidsrum sidste år, april til oktober 2011, en positiv udvikling i eksporten på over 40 procent.

Faldet i eksporten skal ses i lyset af, at virksomhederne medregner øgede omkostninger til udstationerede, når de giver bud på ordrer i udlandet, lyder det fra Henrik Garver i et interview i Berlingske i dag.

Det var den nyligt afskedigede skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der indførte skatteændringen som et led i skattereformen. Han har mødt stor modgang og kritik fra både erhvervslivet, oppositionen og eksperter, der alle peger på, at ændringen kommer til at koste danske arbejdspladser.

Möger Pedersens sidste kommentar til sagen var, 'at man ville tage skatteændringen til fornyet overvejelse, hvis den viser sig at have uhensigtsmæssige konsekvenser', og det er en lignende udmelding, som regeringens nye skatteminister, Holger K. Nielsen (SF), kommer med i Berlingske oven på FRI's beregninger:

»Det gør selvfølgelig indtryk på mig, at vigtige eksportvirksomheder er bekymrede over forslaget. Viser det sig, at konsekvenserne er meget uhensigtsmæssige, må vi overveje, om vi skal skrue ordningen sammen på en anden måde. Her har vi selvfølgelig tal som disse med i beregningen,« siger han, men pointerer, at man som udgangspunkt holder fast i skatteændringen.

Henrik Garver giver ikke meget for den afventende attitude. Skattefordelene for udstationerede skal genindføres nu, hvis man vil undgå tab af arbejdspladser. Virksomhederne begynder at indrette sig på at drive virksomhed uden for Danmark.

»Når først virksomhederne har truffet strategiske beslutninger om at flytte eksportindsatsen væk fra Danmark, kommer de jo ikke tilbage, bare fordi man ændrer lovgivningen. Hvis man først ruller ordningen tilbage om halvandet eller to år, er de fleste af arbejdspladserne væk. Det er for sent, og politikerne sender mere et politisk signal, end en tanke til erhvervslivet,« siger han til Ingeniøren.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tvivler meget på, om afskaffelsen af § 33A slår så hurtigt igennem. Derimod er jeg fast overbevist om, at der er en eller flere størrelsesordners forskel på den "hypotetiske ekstra skatteindtægt", som afskaffelsen af § 33A ville indbringe, hvis alle udstationerede forblev på deres poster, og det fald i indtægter for "forretningen Danmak", som nedgangen i antallet af udstationerede danskere på sigt vil give.
Det er trist, at flertallet i folketinget ikke forstår betydningen af udstationerede danskere, hvad enten det er ingeniører, landbrugseksperter, lærere, handelsfolk eller hvilken som helst anden profession. Som jeg skrev i mit indlæg 25 august har politikerne virkelig skudt sig selv i foden. De sidste 20 år har jeg selv arbejdet mest i udlandet og har naturligvis kendskab til andre udsendte danskere. Der er slet ingen tvivl, om at det økonomiske incitament er en vigtig faktor. Man skal også være mere end almindeligt naiv, hvis man tror, at virksomhederne kompenserer ved at øge lønnen. Dertil er konkurrencen alt for hård.
På samme måde tror jeg, at det vil tage flere år, at få genopbygget de kontakter og netværk, som udstationerede danskere har i dag. Så det nok en risikabel affære at "vente og se, hvad der sker", i stedet for at lytte til fagkundskaben.

  • 0
  • 0

@ Bjarne Hermann

Jeg tvivler meget på, om afskaffelsen af § 33A slår så hurtigt igennem. Derimod er jeg fast overbevist om, at der er en eller flere størrelsesordners forskel på den "hypotetiske ekstra skatteindtægt", som afskaffelsen af § 33A ville indbringe, hvis alle udstationerede forblev på deres poster, og det fald i indtægter for "forretningen Danmak", som nedgangen i antallet af udstationerede danskere på sigt vil give.

Meget enig i dine udsagn. Jeg spekulerer på, om ikke finanskrisen, som rammer hårdt i øst og syd, medfører at der gennemføres meget få internationale finansierede projekter, som kalder på ekstern ekspert assistance fra bl.a. Danmark.

Også den generelle udflagning af danske industri arbejdspladser, medfører sandsynligvis også en tilsvarende nedgang i ingeniørtilsyn fra dansk side.

  • 0
  • 0

»Det gør selvfølgelig indtryk på mig, at vigtige eksportvirksomheder er bekymrede over forslaget. Viser det sig, at konsekvenserne er meget uhensigtsmæssige, må vi overveje, om vi skal skrue ordningen sammen på en anden måde. Her har vi selvfølgelig tal som disse med i beregningen,«

Det er rystende at man åbenbart vedtager en lov udelukkende på baggrund af politisk ideologi uden at tage hensyn til fakta. Hvad der så gør det endnu værre er, at man åbenbart ikke vil rette op på fejlen før det er for sent!

Loven begrænser rent teknisk danske ingeniørers muligheder for at tage arbejde i udlandet. Vores bevægelsesfrihed i og udenfor EU er reelt væk og det er dybt problematisk!

  • 1
  • 0

Når en virksomhed først har besluttet sig til at erstatte danske ingeniører med udenlandske, vil det være en langvarig og kostbar proces atter at vende tilbage til at ansætte danske ingeniører. Man kan jo heller ikke (hvis man da ikke er skatteminister?) bare fyre de nyansatte udlændinge, hvis regeringen skulle fortryde sin beslutning om at afskaffe § 33A. Dertil kommer at den viden, som danske udsendte ingeniører tidligere bragte med hjem, og de kontakter, som de skabte med udenlandske kunder, ikke nær så let vender tilbage til Danmark, hvilket på længere sigt meget vel kan betyde en øget tilskyndelse til at flytte væsentlige dele af virksomheden til udlandet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten