Ingeniør advarede om katastrofe-bro
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ingeniør advarede om katastrofe-bro

En japansk ingeniør advarede allerede i juni om, at den nye vejbro Can Tho i Vietnam var i fare for at styrte sammen, sådan som det skete 26. september. Kollapset kostede omkring 50 broarbejdere livet.

Ingeniøren Hiroshi Kudo er ansat ved Taisei-Kajima-Nippon Steel (TKN) - den ene af de tre japanske firmaer, der er ved at bygge landets største vejbro. Han vurderede, at stilladset under broen skulle forstærkes med det samme, skriver nyhedssiden Vietnamnews.

I et notat advarer ingeniøren sine overordnede om, at sikkerheden på brobyggeriet ikke var i orden, og at stilladset skulle »forstærkes omgående«, fordi situationen var »meget farlig.«

Det japanske firma hævder, at selskabet rent faktisk forstærkede stilladset efter Hiroshi Kudos anvisninger, men at det ikke forhindrede ulykken, skriver den vietnamesiske avis Thanh Nien.

Ingen ansvarlig myndighed har ønsket at kommentere på notatet og advarslen fra japaneren, skriver Vietnamnews.

Vietnams længste bro

Can Tho-broen er en skråstagsbro med stålforstærkede pyloner og af samme type som Øresundsbroen. Den kollapsede brosektion befandt sig 30 meter over jorden og var 87 meter lang, og omkring 100 arbejdere befandt sig direkte under brostykket, da det styrtede mod jorden.

Vietnams transportminister har nedsat en ekspertgruppe af ingeniører, der skal finde årsagen til sammenstyrtningen. Allerede i dagene efter ulykken var stilladset under mistanke.

Broen var planlagt til at stå færdig til næste år, hvor den skulle strække sig 2,75 kilometer over Mekong-floden og forbinde Vinh Long- og Hau Giang-provinserne.

Alene broens bredde på 26 meter med fire vejbaner er et særsyn i Vietnam. Samtidig er broen så høj, at den tillader skibe med en højde på under 39 meter at sejle under, skriver Vietnamnews.

Byggeriet forventes at koste omkring 1,6 milliarder kroner.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten