Civilingeniør David Hansen kender lægeløftet ret indgående. Som medlem af Studentersangerne har han de seneste ti år underholdt ved den højtidelige ceremoni, hvor nyuddannede cand.med.er bliver optaget i standen ved at aflægge lægeløftet.
Derfor føltes det ret naturligt for ham at spørge de nyuddannede kandidater fra AAU's bæredygtighedsuddannelser, om de havde lyst til at aflægge et ingeniørløfte, da han, der er adjunkt på AAU København, holdt tale ved dimissionsfesten i universitetets kantine.
»Jeg er jo nok en af dem, der har været til aflæggelse af lægeløftet flest gange, og nu fik jeg pludselig en chance for at gøre noget lignende for ingeniører. Jeg var blevet opfordret til at give nogle gode råd, men i stedet for at komme med specifikke råd, virkede det som en bedre idé at give dem et kompas,« fortæller David Hansen.
Kompasset består bogstavelig talt af en håndfuld værdier, der skal bidrage til at bygge en bedre verden, og som er symboliseret med de fem fingre (Se grafik længere nede i artiklen.).
»Jeg spurgte, om de ville love at gøre deres bedste for at opfylde de fem værdier ved at aflægge et løfte. Hvis de var friske på at gøre det, skulle de highfive med dem, de sad ved siden af – og de gjorde de så,« griner han.
Lorena Nigro var blandt tilhørerne, og hun var klar til at aflægge ingeniørløftet. I hendes tilfælde var det dog en postgang for tidligt. På grund af et praktikophold i USA bliver hun først færdig som civilingeniør om et lille halvt år, men var mødt op for at overvære sine studiekammeraters dimission:
»Det var en rigtig godt tale, og alle fem værdier er gode at holde fast i. Som studerende kommer man ind i en mølle, hvor man går fra projekt til projekt, og så er det godt at stoppe for at tænke over, hvilke problemer man gerne vil løse for ikke at tabe sig selv på vejen,« mener hun.
Med voksende teknologisk kompleksitet spiller ingeniører en stadigt større rolle i samfundet – og hvis ret skal være ret, har de også spillet en ikke så flatterende rolle i nogle af de teknologier, der har en lidt lurvet bagside, mener David Hansen.
»Ingeniører har et ansvar for at bringe fakta ind i debatten«
»Mange ingeniører er meget optaget af de tekniske problemstillinger, og derfor kan de godt overse væsentlige samfundsproblemstillinger og glemme den samfundsrolle, de spiller. Det ville måske være mere præsent, hvis man oftere havde dialoger med kollegerne om det. Som fortaler for et ingeniørløfte var det rart at teste det lidt af.«
Diskussionen om etik i ingeniørfaget er blevet aktualiseret af den konstitueringsaftale, som IDAs repræsentantskab indgik efter valget. Heri hedder det, at der skal sættes ekstra fokus på etik og teknologi, og at det skal ske gennem en nyetableret arbejdsgruppe.
Selvom der i aftalen ikke står noget specifikt om et ingeniørløfte, nævnte IDA-formand Thomas Damkjær Petersen muligheden i et interview, kort efter at han var genvalgt til posten i maj.
David Hansen er nyvalgt medlem af IDAs repræsentantskab, og de seneste seks år har han stået i spidsen for paraplyorganisationen Spejderne, der repræsenterer alle fem spejderkorps herhjemme. Som spejder aflægger man også et løfte, hvor man blandt andet lover at være god over for naturen og tage ansvar i samfundet. Det kunne godt lyde, som om det har inspireret til ingeniørløftet:
»Jeg tror, mit gode svar er, at spejderbevægelsens pædagogiske metodik har inspireret mig meget og blandt andet det, at man diskuterer værdier eksplicit. Når man afgiver et løfte, bringer man jo eksplicit værdier i spil.«
Men ingeniørløftet handler også om noget andet:
»Det er et godt spørgsmål, om der er en særlig etisk fordring for ingeniører. Er det ikke noget om, at 'with great power comes great responsibility'? Alle mennesker har jo evner, og de forpligter i den udstrækning, evnerne rækker. Og der kan man sige, at når man bliver sendt ud af døren med en ingeniøruddannelse, er det godt at blive mindet om, hvilke forpligtelser der følger med netop de evner,« understreger David Hansen.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Anders Buch er tidligere professor på AAU og har i mange år forsket i ingeniøridentitet. Han er fortaler for en højere grad af etik i ingeniørfaget og støtter tanken om et ingeniørløfte, men formen er vigtigt, understreger han.
»Jeg har det lidt ambivalent med, at det skal være lidt sjovt, og at man skal highfive, hvis man er enig. Lad være med at ironisere over det. Stå nu ved det, man tror på. Man må gerne blive lidt højtidelig. Highfive er en banalisering, som viser, at man ikke rigtig har fattet alvoren i det. Man skal vide, at det vi gør, har konsekvenser.«
David Hansen erklærer sig »fuldstændig enig« i kritikken:
»Det var et lille eksperiment for at se, hvordan de reagerede på det. Jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at foranstalte noget mere ceremonielt, når der ikke fra IDAs side er vedtaget et løfte eller en ceremoni. Hvis der bliver vedtaget et ingeniørløfte, skal der noget andet og langt mere højtideligt til.«
Hvorvidt de nye kandidater fra AAU, der gav hinanden en highfive, bliver mere bevidste om deres rolle end tidligere ingeniørårgange, tør David Hansen ikke gisne om:
»Det kan jeg jo ikke svare på. Det egentlige eksperiment ville jo være, at man om nogle år spurgte nogle af deltagerne, om de har brugt værdierne, da de valgte job, og om de har taget det med i opgaveløsningen i forbindelse med deres arbejde.«
Du kan personalisere job så de bedre matcher dine skills og karriereønsker.
Log ind og opdater din profil for at se personaliserede job.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard
Det er en skrækkelig idé, der kun tjener symbolpolitikens formål. I værste fald kan DtU ende ned ad samme glidebane som Københavns Universitet allerede håbløst er gledet ned ad.
Etiske overvejelser hører ikke hjemme som offentlig tvangsudstilling af studerende - og hvor de, der måtte være uenig i den konkrete formulering uværgeligt vil blive prügelknaber, udstillet til spot og spe og blacklistet i hvert fald til enhver stilling i det offentlige.
Jeg støtter meget stærkt personlige etiske overvejelser i retning af, hvordan man evt. vil bidrage til en bedre verden, men sådanne overvejelser bør ikke institutionaliseres og gøres til politiske redskaber.
- kunne ikke være meget mere enig! :)
Iøvrigt har jeg - trods flere forsøg - ikke været i stand til at finde de omtalte 'fem værdier'!? Disse kunne vel passende have været refereret i artiklen?
Som den faggruppe der er mest målrettet uddannet til at omsætte viden til løsninger, bør vi føle en pligt til at prioritere løsningen af reelle problemer, der hæmmer eller ligefrem truer samfundet og kloden. Så må udviklingen af legetøjsslim eller den fede udstødningslyd på Lambo'en komme i anden række.
Opbakning herfra.
- ja, og så mangler du jo 'bare' at definere/afgrænse disse 'reelle problemer'...og vupti er du langt inde på den politiske slagmark, hvor 'kompasset' risikerer at blive pertuberet af en gigantisk 'misvisning'! :)
Findes der folk der ligefrem skriver under på at de vil bidrage til en dårligere verden?
Vil det sige at man vil blive frataget sin titel hvis man forbryder sig mod de 5 (hemmelige?) værdier? Og hvem skal vurdere det?
Det er muligt der burde være en højere grad af undervisning i etik og ingeniørers indflydelse på samfundet, men at det skal løftes så højt op, som det beskrives i artiklen, ser jeg som at skyde gråspurve med kanoner (specielt når det er svært at vide hvordan gråspurven helt præcist skal se ud).
Hej Hans Henrik
Grafikken med de fem punkter var desværre forsvundet fra artiklen. Den er på nu.
Mvh Christian, Ingeniøren
Hvis man som ingeniør nu udvikler legetøjsslim, der er fri for en masse skadelige kemikalier, som ikke gør vores børn syge, har man så ikke bidraget tilen bedre verden? ;-)
Det kan man sagtens argumentere for - og selvom limen ikke er uskadelig, kan den jo stadig tjene nyttige formål. Alene definitionen af de "rigtige" værdier vil blive gennemvædet af politisk korrekthed.
For eksempel er jeg ikke ubetinget modstander af børnearbejde (i U-landene), for selvom disse børn arbejder under det, vi vurderer som kummerlige forhold, udgør dette arbejde ofte et vigtigt overlevelsesgrundlag for familien. Når vi stikker en kæp i hjulet for dette børnearbejde, tvinger vi indirekte børnene ud i deres eneste alternativ: salg eller udlejning til prostitution. Derfor er børnearbejde en ubehagelig, men nødvendig del af U-landenes kamp for at blive rigere.
- tak! Jeg synes dog, at de fem regler er usædvanligt generelt formulerede (= et meget upræcist 'kompas'!), samt at de har meget lidt direkte relation til 'ingeniørkunsten': De kunne vel med lige ret danne 'etisk fundament' for snart sagt enhver erhvervsudøvelse!?
Som mangeårigt medlem af IEEE gør jeg opmærksom på IEEE Code of Ethics, som indledes med:
Fortsættelsen kan læses HER.
Men jeg tvivler ærlig talt på, om de mange institutionelle etiske regler gør verden til et bedre sted (#).
Hallelujah!
(#) Eksempelvis kan de samme e-ingeniører, der udvikler medicinsk udstyr, som påviseligt redder menneskeliv, også udvikle styresystemer til smarte bomber, som sikrer ”optimal hit and kill rate”.
Endnu mere Hallelujah!
Hvis man absolut skal have legetøjsslim, så jo.
De kunne selvfølgelig også komme til at gå i skole...
Og hvordan vil du undgå at miste viden på den konto? Nej fyy du må ikke arbejde med lim til legetøj eller fed lyd i udstødningen, det kan jo umuligt tænkes at udvikling indenfor et felt, hjælper til udvikling indenfor andre.
Er det ikke i højere grad dem som investerer i produktion, som øjnene skal rettes imod?
Udvikling er vanskelig at stoppe, derimod skal man forsøge at gøre mere ud af at vanskeliggøre investorers muligheder for at producere skodprodukter, som kun har til formål at hive penge op af lommen på forbrugerne.
-lyder smukt, men er dog nok langt lettere sagt end gjort!: Hvorledes vil du objektivt fastslå, om et givet produkt er 'skod' - eller ikke? Et statsligt 'industrinævn', der skal godkende produktion (og import?) af dippedutter? :)
I sidste ende er det et politisk ansvar. For det er politikere der burde have de etiske overvejelser med, når der skrives love og regler.
Det vil være noget rod med flere forskellige etiske regler indenfor hvert eneste fagområde (eller trosretning).
Hvis der er mangler, bør det være ud fra de love og regler der er gældende. Diskussion om ændrede etiske retningslinjer bør derfor overlades til det parlamentariske politiske område. Ellers kan vi nøjes med teologistudiet og vente på pavens velsignelser eller fordømmelser. Vil vi det? Skrue tiden flere hundrede år tilbage?
Ja HHH, smukt og meget usandsynligt :)
Men har vi rent faktisk ikke allerede et værktøj der kan ligge til grund for en vurdering på et eller andet niveau, i vores toldtarif?
Da jeg brugte den for mange år siden, var den overraskende langt nede i detaljen.
Men jo, det bliver nok bare ved en tanke.
- måske? Lyder interessant...men er 'vores' toldtarif ikke = EUs toldtarif??
Måske skal vi bare - på alle universitetsuddannelserne - have genindført et obligatorisk filosofikum.
Altså en generel indførsel i etik, moral, historie etc.:
Eller måske bare i gymnasiet, HF og HTX. Jo tidligere jo bedre.
- børnehaven? ;)
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,
Ved siden af det der er det en tam håndfuld løfter DavidHansen kommer med.
Skal vi have lidt mere substans kunne jeg forestille mig noget i retning af:
Man skal forresten heller ikke glemme, at de fleste ingeniør virksomheder, implementerer FN's verdensmål.
- eller
fortsættes her:
https://da.wikipedia.org/wiki/Den_hippokra...