Et ingeniørliv i skyggen af besættelsen

Illustration: Fra bogen

Fredag 8. maj 1942 er en skelsættende dag i den nu 90-årige civil­ingeniør Helge Milos liv. Efter et halvt år som aktiv i Danmarks første organiserede modstandsgruppe, Chur­chill­klubben, blev han og de øvrige otte medlemmer arresteret af dansk politi for sabotage mod den tyske besættelsesmagt.

Dengang var Helge Milo 15 år og elev i fjerde mellem (9. klasse) på Aalborg Katedralskole. I torsdags udgav han bogen ‘Nogen måtte gøre noget’, hvor han fortæller om sine oplevelser under besættelsen og om sit liv »i skyggen af Churchillklubben.«

Churchillklubben blev stiftet af en gruppe elever fra Aalborg Katedralskole op mod julen 1941. De 14-17-årige drenge var skuffede og frustrerede over den manglende danske modstand – nogen måtte gøre noget for at genskabe Danmarks ære, følte de.

I maj 1942 havde de gennemført 20-30 aktioner rettet mod tyskerne. Den sidste aktion fandt sted dagen før arrestationen, da Helge Milo og hans kammerat Knud Pedersen sneg sig ind i garderoben på den lokale Café Holle for at snuppe en tysk pistol, der hang i et hylster.

Pistoltyveriet var ikke det første, og metoden ikke ny, så politiet var lige i halen på dem. En servitrice på cafeen havde genkendt Knud Pedersen, og næste dag blev de passet op af et par betjente og ført til afhøring.

På det lille billede herover ses klubbens medlemmer ved en genforening umiddelbart efter krigen. På dette billede optræder også de tre ældre medlemmer af Churchill­klubben, som kun nåede at være medlemmer i ganske kort tid, men som grundet deres alder fik de hårdeste straffe. Illustration: Fra bogen

Hele Churchillklubben blev anholdt, dømt og sendt i fængsel. På grund af sin unge alder fik Helge Milo ‘kun’ en dom på halvandet år.

Næsten præcist et år efter sin anholdelse, 19. maj 1943, blev han prøveløsladt og vendte tilbage til Aalborg Katedralskole. I fængslet havde han og de andre drenge modtaget undervisning, så efter sommerferien var han klar til at rykke op i 2. g.

Efter gymnasiet søgte han ind på DTH (i dag DTU), hvor han læste til skibsingeniør. Det har han aldrig fortrudt, selvom hans karriere har taget nogle store op- og nedture.

Churchillklubbens betydning

Først under arbejdet med bogen har det slået ham, hvor meget medlemskabet af Churchillklubben og fængselsopholdet har præget hans liv og karriere.

»Tidligere tænkte jeg ikke meget over det, men nu kan jeg se, at min rastløshed måske hang sammen med, at jeg havde fået en psykisk påvirkning af at sidde i brummen under krigen,« siger han og tilføjer:

»Lige efter fængslet havde jeg faktisk nogle eftervirkninger. Jeg kunne ikke sidde stille og koncentrere mig. Senere har jeg også fået sagt ting, som ikke var videre karrierefremmende,« forklarer han.

I bogen nævner han en opgave på Lindøværftet i slutningen af 1960’erne, hvor han skulle vurdere et kommende it-system.

Til møde hos Mærsk

Sammen med sin chef blev han kaldt til møde hos Mærsk McKinney Møller. Her fremlagde chefen en ekstern rapport, der pegede på et system fra Siemens, som Helge Milo også mente var bedst. Bagefter vendte skibsrederen sig mod Helge Milo for at få hans vurdering.

I et kort øjeblik overvejede han sit svar og sagde så lige ud, at man ikke kunne se bort fra rederens bestyrelsespost i IBM, når man skulle vælge system. Inden han nåede at ytre mere, sparkede chefen ham over skinnebenet, skibsrederen smilede, men sagde ingenting. Mødet sluttede uden yderligere kommentarer, og Helge Milo talte aldrig med sin chef om episoden.

»Jeg følte, at jeg havde spoleret mine fremtidsudsigter ved at blande firmapolitik ind i et teknisk spørgsmål,« erindrer han i bogen

Den knækkede tændstik

Helge Milo måtte videre. På det tidspunkt var han 43 år – og skulle for tredje gang hive kone og to børn ud af deres trygge rammer:

»Jeg hvilede aldrig og søgte hele tiden nye udfordringer.«

Som nyuddannet civilingeniør var han i 1953 blevet ansat på B&W pga. sin interesse for svingningsteori:

»De havde brug for en fyr med forstand på det, der skal til for at forhindre rederen i at blive tosset over, at skibet ryster. Den eneste måde, jeg kunne finde ud af at forhindre det på, var dog ved at stikke en knækket tændstik ind i et leje.«

Helge Milo følte sig utilstrækkelig på grund af den manglende teoretiske kunnen. Da han så, at Norske Veritas skulle bruge ingeniører til deres udviklingsafdeling, søgte han stillingen i håb om at kunne arbejde med udvikling af et teoretisk fundament.

Nyt spor i karrieren

Da han i 1961 landede i Oslo, slog hans karriere i bogstavelig forstand ind på et nyt spor. Norske Veritas ønskede nemlig at oprette en helt ny afdeling, som skulle udnytte de nye EDB-maskiner.

Efter fire år i Norge følte han, at opgaven var vokset ham over hovedet, og selvom han både var glad for arbejdspladsen og sin tilværelse i Norge, tog rastløsheden over. Han takkede ja til et tilbud om at blive overingeniør på Lindøværftet, og dér blev han, indtil sparket over skinnebenet fik ham til at søge videre.

Helge Milo og Tina Storgaard Støttrup: ‘Nogen måtte gøre noget’, Skriveforlaget, 207 sider, 249,95 kroner. Illustration: Fra bogen

Næste stop var konsulentbranchen og et job som leder for en EDB-afdeling hos T. Bak Jensen. Det var en god tid, der imidlertid sluttede med en fyring for illoyalitet

»De påstod, at jeg ville lave mit eget firma, og det endte jeg så med at gøre,« lyder det lakonisk.

ISI-Consoft blev stiftet i 1972 og solgte konsulenttimer inden for programmering og systemudvikling. Da det gik bedst, beskæftigede han 32, men firmaet gik konkurs i 1986.

»Jeg stortrivedes med mit firma, men vi fik mindre og mindre at lave, fordi vores skræddersyede løsninger blev udkonkurreret af standardprogrammer.«

Sundhedsvikarer og bridge

Efter konkursen fik han arbejde som administrationschef hos en tidligere medarbejder og fortsatte, til han fyldte 68. Kort tid efter var han i gang igen, da han sammen med en partner oprettede et firma, der tilbød vikarer til sundhedsvæsnet.

»Jeg var lige blevet skilt på det tidspunkt fra min anden kone, og jeg kedede mig gudsjammerligt ved tanken om ingenting at lave.«

Efter syv år stoppede han i firmaet, men han er stadig i fuld vigør, blandt andet som underviser i bridge.

På trods af de personlige omkostninger har han aldrig fortrudt sit engagement i modstandskampen

»Nogle af mine kammerater begik selvmord, drak sig ihjel eller fik liv, der ikke kunne hænge sammen. Mit liv har ikke været ødelagt og kunne være foregået på samme måde – selvom jeg ikke havde været med.«