Ingeniørfirmaer: Grotesk at forbyde hjemmearbejde
Hjemmearbejde er igen kommet på dagsordenen, efter at den amerikanske internetgigant Yahoo har forbudt sine medarbejdere at arbejde fra privaten.
Yahoo-medarbejdere med hjemmekontor var simpelthen blevet for dovne, lød argumentet fra Yahoos topchef, Marissa Mayer, der samtidig betonede vigtigheden af at samle alle kræfter fysisk for at vende de senere års negative udvikling i firmaet.
I lyset af Yahoos dårlige økonomiske resultater de seneste år kan lektor på CBS Peter Holdt Christensen godt se en vis fornuft i initiativet:
»Udgangspunktet er, at det går dårligt for Yahoo, og at de gerne vil blive bedre til innovation og samarbejde. Begge discipliner er en kontaktsport, og derfor er det meget naturligt at signalere, at man nu skal arbejde
tæt sammen for at blive mere innovative,« forklarer han.
Derimod har han svært ved at forstå udmeldingen om, at medarbejderne ikke kan administrere den frihed, der ligger i at arbejde hjemmefra:
»Det er en gammel industrisamfundslogik at tro, at medarbejderne ikke laver noget, fordi man ikke kan se dem. Langt de fleste - også dem, der sidder derhjemme - laver et stykke arbejde, der gør noget godt for organisationen,« understreger han.
Hjemmearbejde er i vækst
Netop derfor vil Yahoos beslutning ikke sætte gang i en bevægelse, som vil betyde et farvel til hjemmearbejde - snarere tværtimod, vurderer Peter Holdt Christensen:
»For øjeblikket overvejer flere arbejdspladser at give medarbejderne mulighed for i en periode at arbejde hjemmefra, og derfor ser vi også en tendens til, at der er en stigende interesse i at diskutere fordele og ulemper,« hævder han.
Pointen er, at hjemmearbejde rummer både fordele og ulemper og derfor skal doseres rigtigt. På den ene side giver det mulighed for frihed, fleksibilitet og koncentration. På den anden side fører det til mindre synlighed, mindre videndeling og mindre social sammenhængskraft mellem kolleger:
»Hjemmearbejde motiverer ansatte, men alle ansatte skal ikke altid arbejde hjemme. Ledelsen skal aftale spilleregler for hjemmearbejde sammen med de ansatte, f.eks. i forhold til hvor tit man kan gøre det,« forklarer Peter Holdt Christensen.
Som chef for medarbejdere, der jævnligt arbejder hjemmefra, er det desuden vigtigt, at man er god til at koordinere og definere arbejdsopgaver, understreger han.
Frihed under ansvar
Hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Alectia undrer Peter Steen Mortensen, direktør for HR & Kommunikation, sig over, at en virksomhed, der som Yahoo arbejder med internettet, vælger at forbyde hjemmearbejde, fordi det i hans øje er en del af den fleksibilitet, som er uløseligt forbundet med et moderne samfund.
»Vi lever i 2013, og vores medarbejdere er begavede mennesker, der har en forventning om at kunne flekse og selv prioritere deres tid,« understreger han.
Alectia har ingen nedskrevne regler om hjemmearbejde. Det handler udelukkende om at veje den enkeltes behov op imod teamets behov for møder og koordinering, betoner han:
»Det hele bunder i, at man skal levere et resultat, og gør man det i forhold til kvalitet, tid og budget, er det mindre vigtigt, om det sker hjemmefra eller fra kontoret. Det er frihed under ansvar,« understreger Peter Steen Mortensen.
Tilstedeværelse sikrer social dimension
Aftaler om hjemmearbejde træffer den enkelte medarbejder med sin leder, og derfor ved Peter Steen Mortensen ikke, hvor udbredt det er:
»Helt ærligt, vi måler ikke på det. Vi måler på vores resultater,« siger han.
Mængden af hjemmearbejdsdage er dog begrænset af, at de fleste medarbejdere deltager i store projekter, som betyder mange møder og en del koordinering, hvor det er nødvendigt at være fysisk til stede.
Hvis alle sad hjemme, ville den sociale dimension forsvinde og dermed forudsætningen for faglig udvikling og innovation.
--Peter Steen Mortensen, direktør for HR & Kommunikation, Alectia
Lige så uundgåeligt hjemmearbejde er - lige så uundgåeligt er det, at medarbejderne skal være til stede på arbejdspladsen. Det er en forudsætning både for at sikre den sociale dimension og for det faglige miljø, pointerer Peter Steen Mortensen.
»Hvis alle sad hjemme, ville den sociale dimension forsvinde og dermed forudsætningen for faglig udvikling og innovation. Men når det er sagt, er det en lige så god forudsætning for succes, at folk kan sætte sig hjem og arbejde, når de har brug for det,« understreger Peter Steen Mortensen.
Den virtuelle arbejdsplads
Personaledirektør i Grundfos Anne Bisbjerg Lee er overrasket over, at diskussionen om hjemmearbejde overhovedet dukker op igen. Medarbejdernes fysiske placering bliver mindre og mindre relevant i takt med, at flere og flere virksomheder bliver globale og har deres medarbejdere spredt over hele verden, påpeger hun.
»Jeg troede faktisk, at vi for længst var forbi diskussionen om hjemmearbejde. Grundfos er en global virksomhed, hvor kolleger kan sidde på hvert sit kontinent. Den virtuelle arbejdsplads er en realitet. Det er ikke noget, vi kan vælge til og fra,« forklarer Anne Bisbjerg Lee.
Hos pumpegiganten er hjemmearbejde derfor fuldt ud accepteret, så længe det er afstemt med den nærmeste leder. Det kan naturligvis ikke lade sig gør for de medarbejdere, der arbejder i produktionen eller laboratorier, men ellers ser Anne Bisbjerg Lee ingen problemer med medarbejdere, der foretrække hjemmekontoret.
»Om medarbejderen sidder i Bjerringbro, Shanghai eller Aarhus er ikke relevant. Det vigtige er, at de løser de opgaver, der er aftalt. Sker det ikke, ser vi naturligvis på, om det kan skyldes den manglende kontakt med kolleger. Det viser sig dog meget sjældent at være tilfældet,« siger hun.
Udfordringen ved hjemmearbejde og det virtuelle samarbejde er at få skabt nogle redskaber, der sikrer dialogen i det virtuelle rum. Af den grund har Grundfos fået udviklet en form for virksomheds-facebook, hvor medarbejderne kan dele filer og chatte. Og det forventes, at alle medarbejdere er logget på i arbejdstiden – uanset, hvor de befinder sig.
»Ved at give medarbejderne mulighed for hjemmearbejde, sikrer vi, at alle får de samme muligheder for at skabe balance mellem arbejde og familieliv. Det bør ikke kun gælde dem, der bor inden for en radius af 10 km fra Bjerringbro,« siger hun.
