Ingeniørfejl fik norsk limtræsbro til at kollapse

Ingeniørfejl fik norsk limtræsbro til at kollapse

Den 45 meter lange limtræsbro var samlet på midten, men samlingen var voldsomt underdimensioneret. Faktisk kunne den kun holde til 27 procent af broens forventede kapacitet på 65 ton. Da en 31 ton tung lastbil med tømmer kørte over, kollapsede broen. Foto: Statens vegvesen

Ingeniørrådgiveren Reinertsen lavede en alvorlig fejl under projekteringen af en vejbærende norsk limtræsbro, der kollapsede i sidste uge. Det undersøges nu, hvorfor fejlen ikke blev fanget i kvalitetskontrollen.

En uheldig lastbilchauffør faldt onsdag i sidste uge seks meter ned, da den bro, han var på vej over, pludseligt kollapsede. Ulykken skete omkring 100 km nord for Lillehammer i Norge, hvor Statens vegvesen er i gang med at udbygge vejforbindelsen E6. Den 45 meter lange bro var bygget af limtræ og åbnede sidste år.

Lastbilchaufføren kom ikke alvorligt til skade, og det fik formentlig de ansatte hos rådgivningsfirmaet Reinertsen A/S til at ånde lettet op. For allerede dagen efter viste firmaets interne undersøgelse, at de havde lavet en alvorlig fejl under projekteringen af broen.

»Broen er så lang, at der måtte bruges to limtræsbjælker, som skulle samles. Det blev valgt at lægge en samling midt på broen. Det er denne samling, der er blevet for svag, og som gik i stykker på grund af overbelastning,« forklarer Morten Bjerkås, der har ledet Reinertsens interne granskning, til Teknisk Ukeblad.

Beregnet uden samling

Når Reinertsen beregner, hvor stærk en samling skal være, laves en forenklet statisk model. Kræfterne fra beregningsmodellen sættes ind i en tabel, hvor ingeniøren kan aflæse, hvilke skruer der skal bruges, og hvilken afstand der skal være mellem dem.

Læs også: Kollapset motorvejsbro: Ni meters frit spænd uden længdeafstivning, og ingen regnede efter

»Det viser, at samlingen i broen blev beregnet, som om den slet ikke skulle have haft en samling. Derfor blev der brugt 24 skruer i stedet for 80 til 90 skruer, som der skulle have været,« uddyber Morten Bjerkås.

To gange kvalitetssikring opdagede ikke fejl

Fejlen blev hverken opdaget af Reinertsens egen kvalitetssikring eller af bygherren Statens vegvesen. Begge steder vil man nu undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at fejlen gik uopdaget igennem systemerne.

Statens Vegvesen har desuden undersøgt de andre træbroer på strækningen, som Reinertsen også har projekteret, uden at finde fejl på dem.

Tegning - Perkolo Bru

Kommentarer (9)

Når der står "tæt på Lillehammer" ovenfor, så dækker det over en afstand på ca. 100 km, dvs. det er som om at sige at Kalundborg er tæt på København. Perkolo ligger i den sydlige ende af tætstedet Sjoa (hvor floden Sjoa, kendt for rafting, munder ud i Gudbrandsdalslågen) som igen ligger mellem Kvam og Otta. Her ligger den nye E6 på øst-siden af dalen, øst for den gamle E6.

  • 6
  • 5