Ingeniørers pensionskasse meldt til bagmandspolitiet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ingeniørers pensionskasse meldt til bagmandspolitiet

Det materiale, Ingeniør-Sammenslutningens Pensionskasse (ISP), sendte ud til sine medlemmer om såkaldt konkrete, individuelle omvalg, afspejlede ikke den viden, bestyrelsen og direktionen havde eller burde have haft om, at beregningerne af omvalgstilbuddene ikke var retvisende.

Sådan lyder Finanstilsynets begrundelse for at anmelde ISP til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Det skriver Børsen.

ISP tilbød i perioden januar 2015 til november 2016 deres medlemmer omvalg fra deres helt eller delvis garanterede pensionsordninger til en markedsrenteordning, hvis medlemmerne selv henvendte sig og ønskede et tilbud.

Den 26. august 2016 blev ISP’s bestyrelse opmærksom på, at der var behov for at analysere de levetidsforudsætninger og afkastforventninger, der lå til grund for pensionskassens udarbejdelse af prognoser til omvalgstilbud.

Alligevel forsatte ISP med at tilbyde sine medlemmer omvalg frem til et bestyrelsesmøde den 7. november 2016, hvor det blev besluttet at indstille omvalgene.

Finanstilsynet peger på, at ISP burde have vidst, at analyserne ville føre til et fald i pensionsydelserne, og burde derfor have informeret medlemmerne om, at de tal, der lå til grund for omvalget, var under revurdering allerede den 26. august 2016, skriver Finanstilsynet:

»På den baggrund vurderer Finanstilsynet, at pensionskassen har handlet i strid med paragraf 4 i bekendtgørelsen for god skik for finansielle virksomheder. […] Overtrædelse […] straffes med bøde.«

I en pressemeddelelse på ISP’s hjemmeside udtaler bestyrelsesformand Lars Bytoft:

»I ISP’s bestyrelse er det vores holdning, at man altid skal have det bedst mulige faktagrundlag, og at det derfor bør være tilladt at analysere en situation, inden man træffer en endelig beslutning. Det gælder også i forhold til at foretage eventuelle rettelser i informationsmaterialet.«

I den periode på godt to måneder, som sagen vedrører, valgte 16 medlemmer at skifte til markedsrenteordningen. ISP er i gang med at undersøge muligheden for, at de 16 medlemmer kan annullere deres omvalg, og vil snarest kontakte dem, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Vi har i ISP’s bestyrelse taget Finanstilsynets afgørelse til efterretning. Vi forventer, at statsadvokaten efter at have vurderet sagen vælger at henlægge den, og ellers ser vi frem til at redegøre for sagens rette sammenhæng i det videre forløb,« siger Lars Bytoft.