Med en ingeniørledighed i april på 2,9 procent er vi stadig i den lave ende sammenlignet med den samlede ledighed herhjemme på 4,5 procent. Men på ingeniørområdet er noget forandret markant.
Arbejdsløshedskurven for ingeniører bølger normalt svagt op og ned hen over året i takt med, at de studerende bliver færdige med deres uddannelse. Derfor topper antallet af arbejdsløse ingeniører i august, hvor et nyt kuld er klar til arbejdsmarkedet, mens der atter kommer en lille top i februar, når vinterdimittenderne er klar, hvorefter den igen falder frem mod sommerkuldet.
